Chronicles - volume one er udkommet. Man må hurtigt hen til boghandleren. Nødvendig læsning (når jeg engang har tid). Jeg mener ikke, at Bob Dylan skulle have Nobelprisen i Litteratur, men hvis der var en Nobelpris for sange eller for popmusik var han jo selvskreven 10 gange i træk.
Dylan har ikke bare skrevet mindst 50 sange de fleste popmusikere ville være lykkelige for at skrive bare én af - han har også sunget dem og dermed vist os alle hvad det sungne (talte) ord kan gøre. Jeg mener ikke, man skal forsøge at tolke Dylans sange. Som han tilsyneladende skriver i Chronicles - og som jeg selv altid har fornemmet - er Dylans univers et pulterkamer af tilfældig læsning, der bliver sat sammen på overraskende måder. Dylan er den originale dekonstruktivist. Som når han skriver en hel plade baseret på en tilfældig Japansk kriminalroman (Love and Theft). Det virker ikke på tryk, men talt, messet eller sunget er der et flow og en fremdrift i Dylans tekster der gør dem til poesi. Hør f.eks "The ballad of Frankie Lee and Judas Priest" - en lang rap med en mere end tåget historie, men ordene i Dylans mund gør det til rent guld. Eller "It's all over now Baby Blue": "Strike another match - go start anew" er vel næppe en original linje. Men sig det og rim det på "It's all over now Baby Blue" og magien sker.
Derfor er Dylan efter min mening den eneste stjerne i popmusikken der frembringer noget, der tangerer kunst. Man skal bare ikke tro det "handler" om andet end sprogets lyd. På samme måde "handler" billedkunst ikke om andet end synssansen. Men netop denne ikke handlen er det, der skaber kunstens resonans for det sympatiske sanseapparat. Og den resonans kan være så kraftig at man som modtager føler at kunstneren taler personligt til én - og det er Dylans ulykke: Hans mystiske talent for brændende sætninger starter mere end han nogensinde har bedt om - og selv om han hader det (og man forstår hvorfor) så er det jo et smukt eksempel på sprogets kraft - det talte sprog.
Så tak herfra til Bob - bare fortsæt. Jeg skal nok lade dig være i fred.
Posted by holger at 09.10.2004 00:30 | TrackBack