I disse dage er det 25 år siden at The Clash udgav en plade der øjeblikkeligt og lige siden har ligget højt på min personlige top ti over all time greatest hits: London Calling. Punkenergi, blandet med det bedste fra britisk sangskrivning gennemlyst af americana. En cocktail, der jo også gjorde de udødelige Beatles udødelige.
Albummet blev først udgivet i USA i januar 1980 - et heldigt faktum, der gjorde at pladen i December 1989 af bladet Rolling Stone's læsere blev valgt som årtiets album. Alt dette fejres på behørig vis med specielle CD genudgivelser, DVD, behind the scenes og hvad ved jeg. Desværre er bandets ene frontfigur, Joe Strummer, fløjet fra planeten og kan derfor kun fra sin sky blande sig i fejringen.
Nåmen jubilæet fik mig egentlig til at tænke på, at jeg i sin tid øjeblikkeligt købte pladen ubehørt UDELUKKENDE på grund af coveret. Bevares, metatekstualiteten gik ikke tabt på mig: lige dele Elvis og the Who (som jo også svarede godt til indholdet). Men coveret var bare SÅ FEDT at jeg blev nødt til at eje den plade.
Og det får mig til at længes efter de gode gamle dage hvor man købte LP plader. Jeg vil ikke udtale mig om lydkvaliteten, men for en grafiker forsvandt et stort og lystfyldt felt fra området popmusik, da CD mediet brød igennem, det står fast og jeg kæmpede da også personligt imod så længe det var muligt. Og når nu også snart CDen forsvinder og alt bliver downloads, så er det da helt skidt. Vi har så kun de uhyggeligt ringe videoer der produceres til 13 årige seere af MTV og Boogie og den slags som visuelt akkompagnement til musikken.
Er det noget at være ked af for andre end grafikere?? Jeg tror det går ud over opmærksomheden. Det meste popmusik kræver en myte og en personlighed at hænge på. I LPens storhedstid blev denne myte i høj grad skabt af coveret: Tænk blot på Sgt Pepper. Men også mindre berømte covers: Bob Dylan med Suze Ruttolo i New york en vinterdag i 1962. Led Zeppelins underlige collager, der ikke havde noget at gøre med musikken, Jimi Hendrix' psykedeliske hindu cover til axis: Bold as love. De var alle med til at danne den totalitet, der var og er popmusikken.
Jeg har selv opgivet at følge med i hvor popmusikken er henne nu, men når jeg en sjælden gang hører noget mangler jeg altid noget total personality. Hvem er disse personer, der taler til mig??
Det svar kunne coveret give (ihvertfald en fiktion om) i de gode gamle dage. Og kombinatione Lyd/tekst/billede kunne sende på nogle blandfrekvenser der altid gjorde det mere interessant. Både de gode covers som London Calling eller Pink Floyd eller Sgt Pepper, men så afgjort også de grimme: Her indtager Neil Young nok den udestridte førsteplads på listen "hæsligt cover på fremragende plade" med Zuma, som kun blev købt af hard core fans pga. det afskyelige og amatøragtige cover, men bag omslaget afslører en af Neil og Crazy Horse's allerbedste plader.
Den dobbelthed mangler vi også i nutidens streamede lydtapet. Så mit håb til 50 års fejringen af London Calling er, at der til den tid findes et ligeså vildt og kreativt billedmedie - flydende digitalt i rummet eller hvad ved jeg - til at akkompagnere popmusikken, som pladecoveret var i sin storhedstid.
Posted by holger at 17.10.2004 14:13 | TrackBack