I anledning af det tilstundende folketingsvalg har jeg så småt startet en serie posts om det politiske landskab i Danmark betragtet fra udsigtspunktet grafisk design. Nedenfor kan læses en desværre temmelig infinit vurdering af Konservatives nye design. Jeg har tygget længe på hvad, der er årsagen til denne tjaa bom bom holdning fra min side.
På den ene side er der jo tale om et nydeligt stykke grafisk arbejde. På den anden side er det bare ikke godt nok. Hovedproblemet må være at Politisk design som genre er afgået ved døden - måske fordi politik som egentlig holdningskamp er afgået ved døden.
I parlamentarismens barndom i det tyvende århundredes begyndelse opstod politisk propaganda sammen med den øvrige massekultur. Hurtigt definerede datidens designere en hårdtslående krads grafisk stil der passede godt til de politiske budskaber og var råbende og entydige som dem. Politisk design fandt desværre sit klareste udtryk i de to morderiske ideologier Nazismen og Kommunismen. Erfaringerne herfra lukkede en hel udtrykslandevej for efterkrigstidens designere. Langsomt gled det politiske design i Danmark (Europa rettere. USA har en markant anden politisk designkultur, der er i familie med skolesystemets udtryksform, men det er en anden historie) ind i en apati, hvor man nøjedes med at sætte et stort bogstav på et papskilt. Garanteret aldrig berørt af professionelle designere.
I mellemtiden overtog erhvervslivet den totalitære stats virkemidler i det, der i dag hedder "branding". Man kan selvfølgelig ikke overtage en udtryksform uden samtidig at udvikle den og over årene har firmadesign da også bevæget sig væk fra en ren designfascisme til et mere blødt udtryk - værdibaseret ledelse hedder det vist.
Det er så sjovt at de politiske partier når de får lyst til at bevæge sig ud af deres vinterdvale søger udtryk netop hos erhvervslivet, der har en slags udvandet totalitarisme som sit kendemærke.
Man søger på ingen måde at definere en selvstændig position - og det er vist her at jeg får min dumme øv fornemmelse overfor fx konservative: Det ligner jo bare et hvilket som helst kedeligt firma. Faktisk deler Konservative på nær typografien design med amagerbanken. Og det er jo lidt kedeligt at man ikke kan se om en plakat er for en bank eller for et politisk parti.
Posted by holger at 04.11.2004 22:59 | TrackBack