I den fortsatte serie om politisk design er vi nu kommet til hele danmarks socialdemokrati, også kaldet socialdemokraterne. Socialdemokraterne har noget at leve op til: Partiet står bag den ENESTE valgkampagne i dansk politisk historie, der er sevet ned i den kollektive erindrings grundvand: Stauning eller kaos!!
Hvis vi betragter denne kampagnes bestanddele lidt nærmere ser vi to ting: En klar formulering (der oven i købet er formuleret som et valg) og en mand med skæg. På begge disse fronter må vi konstatere at nutidens socialdemokrati bevæger sig væk fra fortidens forbillede.
Men det er også svært når man har sejret ad helvede til. Hvor går man hen når ingen kan få øje på fronten?? Der er ikke nogen at være uvenner med mere. I dag vil alle være venner med alle - men ingen er det. Vi er kun venner med os selv. Det er ikke svært at forstå at de politiske spindoktorer selv bliver rundtossede.
Socialdemokraterne er rent designmæssigt i en meget heldig situation ved det, at man råder over reel meningsfyldt ikonografi: Den røde farve. Den røde farve tilhører venstrefløjen i en sådan grad at rød er et politisk tillægsord. (Andre farver med politisk betydning er brun og sort - men det er entydigt negativt - og så grøn som ikke har nogen partipolitisk betydning, jvf konservative, som nok nødigt, selv efter det nye redesign, ville kaldes et grønt parti).
Socialdemokraterne har desværre også det problem, at den røde farve er belastet af hundrede års misbrug af kommunistiske diktaturer og deres sympatisører - man har derfor i socialdemokraternes moderne inkarnation bestræbt sig på at tune farven væk fra det politisk røde til noget mere farverødt.
Et forståeligt og fornuftigt træk. Valget er faldet på en nydelig bordeaux, der også tydeligt signalerer, at medlemmernes smag er gået fra håndbajere til noget mere kultiveret.
Man forsøger sig desuden med et fælleseuropæisk symbol - den røde rose. En ide, der opstod en gang i halvfjerdserne og egentlig er et ganske sympatisk forsøg på at skabe en fælles symbolik med søsterpartierne i de andre lande og derved understrege "internationale" på den fede måde. Blomsten som betydningsbærende designelement er desværre ikke specielt præcist. Pointen er jo nemt forståelig: Den røde rose som symbol på kærlighed, hjerteblod, hengivenhed og human interaktion (Jeg kunne nu bedre lide den gamle version, hvor rosen havde bevaret sine torne). Men blomsten er også "bare" pæn og positiv og kan derfor anvendes til alle formål: Tøj, forsikring, creme, cigaretter for bare at nævne nogle få. Derfor skal blomsten være meget speciel for at kunne opnå en betydning, og her fejler nutidens socialdemokrater. Blomsten i sin nuværende udformning har INGEN grafisk kvalitet. Den ligner både et salathoved og en anretning med kyllingelår og er tegnet på en klodset og uinteressant måde der umuliggør fjernlæsning. Det er simpelthen ikke godt nok.
Den øvrige designgarniture er i omgangshøjde med tiden. Socialdemokraterne var de første til at droppe det formelle partinavn, SocialdemokratiET og gå over til det mere personlige socialdemokratERNE. Typografien en lidt uinspireret Frutiger, holdt i en beskeden grå. Signalet synes at være: Vi gør ikke en kat fortræd.
Den form for design er forståelig når man har styrken til det underspillede, men efter denne iagttagers mening burde man have taget langt hårdere fat med det samme partiet røg i opposition. Der skal råbes højt og præcist for at overdøve propagandamaskineriet fra den siddende regering.
Problemet bliver tydeligt når man iagttager billedvalget til den nyligt udgivne pjece med partiets nye program "Hånden på hjertet"
Her er tale om noget, der ligner en skitse til corporate design, selvom selve layoutet vist er foregået in-party. Vi har den bordeauxrøde, den nye antikva og en nydelig men harmløs typografering. Og så har vi store helsides billeder af mennesker, der lissom skal give de mange kedelige ord et humant og nødvendigt anstrøg. Der er måske tale om et freudian slip, men hvilke billeder har man valgt?: Børn og gamle (inclusive et fint sorthvidt skud, der grangiveligt ligner partiformanden som working class hero). To vælgergrupper, der ikke KAN være i centrum for partiets fremtidsrettede kommunikation. Der er i hele pjecen kun ét billede af personer i den aldersgruppe, der formodes at læse programmet og gøre noget ved det hele og stemme på partiet. Og meget sigende er det et billede af et yngre par i liggestole, med ryggen til kameraet, på ferie i de varme lande stirrende ud over vandet.
Jeg er den første til at medgive at man kan overdrive billedtolkninger, men i mine øjne har socialdemokraterne ubevidst, med billedvalget i pjecen sat en stor fed finger på det ømme punkt: Hvem er det egentlig vi taler til? Dem vi tror vi taler til tør vi ikke vise et bilede af.
Man kan ikke være venner med alle - det er stadig sandt. Kraftfuldt design gør også nogle sure og andre meget glade. Men for at opsummere:
Ny rød: OK
Bomærke (rose). Ikke OK
Typografi: Hmmm...
Iscenesættelse (billedvalg): Desværre præcis.
Alt i alt : Designmæssigt ikke et parti, der er klar til en valgkamp (desværre)
Posted by holger at 13.11.2004 14:17 | TrackBack