30.11.2004

Designcheck: Radikale

Det Radikale Venstre råder, ud over en stor mængde lærere og bibliotekarer over det politiske livs største procentmasse af hipsters - man må derfor forvente design, der vil forandre verden på den fede måde. Desværre bliver man skuffet.

Først må det siges, at det radikale venstres design i et og alt er tro mod teorien om en bermudatrekant i Danmarks politisk interesserede kulturelite. Partiets design har så længe nogen kan huske, til forveksling lignet dagbladet Politiken. Selv det logoagtige B har de radikale i lang tid delt med Politikens Boghandel. Og som om det ikke var nok, har man valgt en hjemmesideaddresse der næsten er identisk med vores allesammens DR - nemlig www.drv.dk.

Radikale vælgere tror på indhold og man finder uden tvivl blandt den radikale vælgermasse den største skepsis overfor "marketing" vest for enhedslisten. Denne holdning ytrer sig klart i partiets design, der er forvirret, uklart og uden linje - ganske som partiet kunne onde tunger sige. Partiets farve er den lede og billige procesblå - ellers kun kendt fra lokalaviser. Man har så skruet en hjemmeside sammen, der kun henvender sig til de i forvejen omvendte: Relativt overskuelig men uden sammenhæng med elegancen fra det klassiske Bodoni B, der har været partiets kendemærke siden Hilmar Baunsgaards tid. Folketingsmedlemmernes portrætter kan downloades - en brugervenlig feature - men protrætternes kvalitet er vildt uegale: Nogle er taget i en automat på Nørreport og andre er elegante sort/hvide portrætstudier. Det er åbenlyst et valg, der har været overladt til den enkelte kandidat.

Man kan på hjemmesiden downloade partiets interne blad som pdf - og her afsløres en tarvelig trykkeridesignet tryksag af værste skuffe: Så mange farver som muligt, ingen typografisk holdning: Et bladhoved i Franklin Gothic og rubrikskrift i den stendøde og tidlig halvfemsertypiske Meta - man fornemmer på ingen måde en fælles afsender med partiets øvrige kommunikation. Mest af alt ligner det bladet "Tænk og Test" fra for et par sæsoner siden - et passende signal, naturligvis, for et parti der har hændervridende bekymring som sin yndlingsposition.

Partiets slogan har også fået en ny udformning her op til den stundende valgkamp: "Der er fremtiden til forskel". Man har her sansynligvis trukket på den rige medlemsstab af reklamefolk. Sloganet er både mundret og til forskel fra mange af de øvrige slogans årgang 2004, har det et direkte formål i forhold til en valgkamp - nemlig at svare på spørgsmålet: Hvad er forskellen??
Man ville ønske, partiet også indenfor grafisk design rådede over den form for ekspertise.

Konkluderende må det siges, at Det Radikale Venstre fremstår som et parti uden offensivt potentiale. Man virker tilfreds med at tale til de i forvejen omvendte og dermed understreger partiet i sit forhold til kommunikation meget godt, at det i dag er de selvfedes parti.

Herfra skal kun lyde et "held og lykke" - I får brug for det.

Posted by holger at 30.11.2004 23:20 | TrackBack
Comments
Post a comment









Checkciffer (skriv venligst 719 i det næste felt - jeg skal vide at du ikke er en spamrobot):

Remember personal info?