29.01.2005

VALGKAMP!!!!

Nå du er slaget i fuld gang og vi vil her gå over til at se på partidesign "in action". Hvordan folder kommunikationsstrategierne sig ud? og hvad kan man mene om dem??

I en vurdering samler opmærksomheden sig i første omgang og næsten udelukkende om de tre gamle partier Socialdemokraterne, Venstre og Konservative (the party formerly known as De konservative). De mindre partier har simpelt hen ikke økonomiske ressourcer til at kommunikere på nogen struktureret måde, og deres indsats bør derfor henregnes til kategorien kuriosa eller spredehagl. Ganske vist har de Radikale vakt opsigt med en barsk propagandafilm, men den står som en enlig svale på en lyseblå himmel af amatørisme og skyldes sansynlivis udelukkende, at partiet blandt sine medlemmer tæller en prominent reklamefilmsinstruktør.

Hvis man så kiger på de tre hovedaktører liste A, C og V er det forbløffende hvor ens man er gået til værks. Der er trængsel på midten i dansk politik og de tre partiers grafikere er forbløffende enige om hvordan man signalerer moderne ufarlig nærhedspolitik, som er den platform, de alle tre har valgt. Venstre står for det man i skakkens verden kalder en teknisk nyhed idet partiet forsøger at annulere valgkampen ved både at være statsministerparti og opposition. Hver anden annonce er Anders "wildeye" der skuer mod fremtids fjerne mål - nydeligt stylet med nyt firseragtigt hår og halvfemseragtige skægstubbe - og hver anden er en vælger, der formulerer et krav: Skaf bedre børnepasning, flere penge til forskning, mere hjemmehjælp. Den slags retorik er jo normalt noget, man ville forvente af oppositionen, for det nærligende spørgsmål er: Hvorfor fanden har I ikke gjort noget ved det, hvis det er så vigtigt? Taktikken er listig og at dømme efter meningsmålingerne virker den. Socialdemokraterne har sjovt nok helt enslydende mærkesager, men de drukner jo lissom lidt når venstre har taget luften ud af dem på forhånd.

Liste A har ellers gjort et grundigt stykke arbejde denne gang. Hele sidste år så vi formand Mogens med ryggen til - lyttende til frustrerede forskere, pædagoger, unge etc og så - tadaaaa - da valget blev udskrevet fik vi et stort billede med Mogens Lykketoft en face midt blandt folket. Meningen er jo klar nok: Vi lytter og vi er i øjenhøjde med vælgerne. Det ser imidlertid ikke ud til at virke: Dels er men ved at fokusere på partiformanden gået ind på en bane regeringen har kridtet op: Præsidentvalget. Hvem kan I bedst lide? Mogens eller Anders?. En bane Venstre har tegnet, fordi de ved, at de vil vinde på den. Dels har man ved den bløde stil, udtrykt af den nye røde og det venlige billedunivers valgt et mindre konfrontatorisk udtryk og er således medvirkende til at styrke den almindelige holdning, at det egentlig er et valg mellem to socialdemokratier.

Konservative har overraskende valgt at koncentrere sig udelukkende om partiets ministre og det mystiske slogan: Mod til at skabe sammenhæng. I betragtning af ministermaterialets svaghed i almindeligt omdømme er det et modigt - nogle ville sige selvmorderisk valg. Partiets annoncer kommunikerer overhovet ikke - skaber ingen billeder eller meddigtende fornemmelse og virker forbløffende gammeldags og uambitiøse i betragtning af at de er lavet af byens dyreste kommunikationsbureau.

Hvis vi et øjeblik ser på de tre partiers slogans, er det også interessant hvor stort sammenfaldet er:

A: Sammen om fremtiden
C: Mod til at skabe sammenhæng
V: Så ved du det bli'r til noget

Vi ser at A og C deler roden sammen
at A og V deler fremtidsperspektivet
og at C og V deler handlekraftsbesværgelsen.

Det er dog med en vis lettelse at man konstaterer at taleperspektivet er forskelligt:
C: Mig (det er os der har modet)
V: Dig (det er dig der ved)
A: OS (vi er sammen..)

Man kunne overveje en combo der kunne være sloganet for den nationale samlingsregering:

SÅ VED DU VI HAR MOD TIL AT SKABE SAMMENHÆNG SAMMEN I FREMTIDEN

En sikker vinder.

Posted by holger at 29.01.2005 16:15 | TrackBack
Comments

Faktisk gør du de radikale uret. Deres førhen så kiksede website er til valgkampen omgjort til en fremragende meningsmaskine med små indlejrede levende billeder af letforståelige budskaber.
Levende billeder på nettet er i det hele taget årtiets valgkampshit, og det er tegn på socialdemokraternes magtesløshed at de SLET IKKE er til stedet i dette nye vigtige medium.

Og så er ingen valgkampsdækning perfekt uden en omtale af den bedste valgfilm lavet i år: "Syng med på Pias melodi" som man finder på http://www.440hz.dk/ - der handler om kammertonen, forstås. At kammertonen er et A skal man vist ikke lægge FOR meget i. Jeg tror egentlig ikke det er lavet af kryptososser, men mere af nogen flere radikale og nogen der ligner dem.

Posted by: Claus at 01.02.2005 16:16

Tak for en række rammende og intelligente analyser af partiernes web-sites. Jeg har selv beskæftiget mig lidt med dette perspektiv i min undervisning i grafisk design.

http://www.bamagazine.com/BushKerry/ findes en interessant analyse af den grafiske side af den amerikanske valgkamp. Den konservative Bush var grafisk langt mere moderne end Kerry. (Også websitet var grafisk og kommunikativt betydlig mere moderne end Kerry).

Posted by: Rasmus at 07.03.2005 08:49
Post a comment









Checkciffer (skriv venligst 719 i det næste felt - jeg skal vide at du ikke er en spamrobot):

Remember personal info?