Daniel liebeskind, der næsten deler navn med min barndoms helt Ingvald Lieberkind (der mest var en helt fordi han lignede min morfar) har lige været i fjernsynet. Jeg så hans værker første gang i Berlin i 1984 hvor han udstillede nogle uforståelige men dog sært genkendelige tuschtegninger i Martin Gropius Bau.
Siden blev han en stjerne og kom bl.a til akademiet i København, hvor han holdt en uforståelig men dog sært meningsfyldt forelæsning i festsalen.
Det var tydeligt at det var fremtiden der talte: En ambition om en ultra moderne, men dog fortællende og anekdotisk arkitektur, plastisk aldrig før set og samtidig emotionelt genkendelig.
Men det var også næsten umuligt at forestille sig hvordan disse tanker skulle blive til fysiske bygninger sådan som de tilsyneladende trodsede alle kendte fysiske love.
Nå står de der - bygningerne - i massevis - hver gang rejst i en regn af protester fra borgerkomiteer, fredningsfascister, smagsdommere og bagstræbere.
Det er skønt at konstatere at fremskridtet altid sejrer.
Posted by holger at 14.06.2005 23:29 | TrackBack