Direkte ansporet af nedenstående Ma(tis) post - drog jeg i onsdags på kunstnerisk opdagelsesrejse nord for København.
Først til Ordrupgaard hvor den Irakiske hipster Zaha Hadid har tegnet en tilbygning. Og minsanten fandt jeg allerede her den proverbielle vandflyver. Som selveste "the Spruce Goose" i sort grafit ligger tingesten dér - nydeligt bragt til landing vinkelret på villaen og halvvejs kilet ind i parkens grønne græs. Der er tale om endnu et dekonstruktivistisk hurlumhejhus som moden foreskriver, men denne gang holdt i en nogenlunde sluttet form. Resultatet er frapperende. På mystisk vis fungerer den både som artisteri og som tilbygning. Det sidste netop ved sin totale fremmedhed. Og selv udstillingsrummene fungerer. Kan varmt anbefales.
Dernæst gik turen til "the Lou" og gode gamle Matisse. Her er i øjeblikket en præsentation af mesterens alderdomsværk - tegninger og papirklip (og det var altså mange år før Kim Larsen) i stærke farver. Udstillingen er struktureret omkring Matisses korrespondance med vennen og kollegaen Rouveyere. Den biografiske vinkel er selvfølgelig sjov, men størst er selve værket.
Når man selv fjoller lidt rundt med farver og former bliver man bare SÅ benovet. Tænk at kunne så meget med så simple midler.
Som Picasso sagde da Matisse døde: "Når alt kommer til alt, så er der kun Matisse".
Posted by holger at 05.09.2005 22:52 | TrackBack