En milepæl - den første - i projekt 1000 sætninger er nået. Vi er halvvejs i sidste kapitel. Som en service mod trofaste læsere bringer vi herunder de første 51 sætninger samenklæbet og i en læsevenlig rækkefølge.
Hvad vi kan vente eller hvad vi kan lære ved jeg ligeså lidt om som mine ærede læsere.
Jeg vil minde om at projektet stadig er åbent for interesserede bidragydere.
Hun prøvede med et piget smil at markere en slags engageret urørlighed mens hun tænkte og valgte og tænkte og valgte, men smilet var smeltet til en tynd mørk streg af sammenpressede læber da hun pegede på professorens venstre hånd.
Hun vidste det allerede.
Han åbnede hånden med en forsigtig, inviterende bevægelse og blottede på den måde i sin forbavsende bløde og lyserøde håndflade den sidste tændstik - den uden svovl.
Hun vendte sig og forlod stuen i et trippende småløb, med bævrende lår og en knytnæve holdt for munden for at standse den gråd, der alligevel maste sig frem og tydeligt kunne høres - selv gennem den smækkede dør til biblioteket.
Lyden steg og faldt lidt som en tuden i en skorsten langt borte.
"Elektricitet er som bekendt en kraft der findes både inden i os og mellem os, hvilket professoren så glimrende har påpeget i sine artikler - senest i "Journal of interbodily experiences" som I sikkert alle er bekendt med".
Kaptajn Schmidt rømmede sig genert og rettede på sit alt for korte slips før han fortsatte."Man kunne således forestille sig tanker, der antager fast form eller, med den omvendte energistrøm, form der opløses - eller rettere, øhhh fortættes - til tanker"
"Og til sidst er det kun apparaterne, der kan se forskel" råbte han henover kaptajnens sidste ord mens han med en kalkuleret blottelse af hvide tænder og rosa tandkød forsøgte at vække forsamlingens sans for humor.
"Hvis vor unge vært vil afstå fra at foregribe eventuelle konklusioner vil jeg nu kort forklare principperne for vort eksperiment" sagde kaptajn Schmidt mens han kiggede sig omkring i lokalet som en tryllekunstner i en billig variete.
Det var nødvendigt for ham at komme lidt på afstand af selskabet og få orden på en tankerække, så i mangel af værelser hvor han kunne være alene besluttede han sig for at gå ud og vaske velkomstens aflejringer op.
Han tænkte på professorens svar, da han havde forsøgt at slå maskinen og hele det aparte selskab hen som en spøg - en slags kæmpe "hvad nu hvis??" udført med omhu javist, men hele tiden dansende et hår fra det overgivne smil og den fejende håndbevægelse, der kunne afslutte drømmen.
Længe havde siddet helt stille, mens han bankede på sin hondurascigar for derefter at bide spidsen af den og med en trænet bevægelse tænde den med en antikveret benzinlighter, der sendte sin motorlugt ud i hele stuen, hvor den blandede sig med den tætte tobakståge.
"Hør min unge ven" havde professoren sagt gennem cigarrøgen "det er jo ikke en selskabsleg detteher - det troede jeg, De var klar over".
Om det var partikler eller bølger professoren havde isoleret var ham ligemeget, men hvis apparatet, kaptajnen skulle til at demonstrere, virkelig kunne fastholde de uendeligt små elektroner der sydede bag hans pande eller i ledningerne i væggen så....
Køkkenet lyste imod ham med gyldne fotoner.
Han fyldte varmt vand i den grønne balje, tilføjede et skud sulfo fra den hvide plasticflaske til venstre for vasken og fulgte adspredt skummets små røgsignaler, mens han begav sig ind i den meditation, der kaldes opvask.
Han tænkte på ansigtet i lyset der i stuen, håret der altid faldt ned i øjnene og det lille kast med hovedet, før hun skulle sige noget vigtigt.
"Jeg ønsker ikke at have noget med det menneske at gøre" havde hun sagt mens hun stirrede på ham - uden dog helt at kunne skjule sin usikkerhed.
Frustrationerne havde stået som en sky efter hende da hun gik.
Han betragtede sin højre hånd i baljen mens den gennem sulfoskum fiskede endnu et glas op af det lidt for varme vand.
Vand var en mulighed, sten var en mulighed, luft var endda en mulighed, men dette sted var ingen mulighed.
Anna havde været meget direkte dér på den hvide cafe, med hyldeblomstsaft og den berømte svampede chokoladekage (gammel mexikansk opskrift).
Sådan måtte det være.
Mens han arbejdede sig gennem rækkerne af brugte cocktailglas (og samtidig blev mere og mere overbevist om at have valgt den rigtige løsning), kunne han i brudstykker høre Kaptajn Schmidts foredrag som skarpe bølgetoppe i et brusende hav af undren.
Han svirpede opvaskebørsten fri for vand, kastede den - med en gestus, der kunne opfattes som vrede, ned i vasken og vendte ryggen til stativet og de skinnende glas for at gå tilbage til demonstrationen.
Spændingen i rummet var blevet fysisk som gele, mens han havde været optaget af glassene.
Han stod ved køkkendøren og betragtede det ejendommelige sceneri, i hvis skabelse han selv havde været en uvidende og uforberedt men ikke desto mindre afgørende aktør.
Stuen, han plejede at være underspillet stolt af, når de rigtige mennesker roste den, var efterhånden forvandlet til en snakkende og støjende kabine med Professorens maskine som det ulogiske, men forståelige centrum.
Mens Schmidt var optaget af sin demonstration, fru Tristan af sit utålelige pladder med hans Advokat og Professoren havde travlt med at forklare sine ideer til de tre polske piger fik han tid til at tage endnu en kop kaffe og afveje de forskellige muligheder.
På den en side var det jo klart at et direkte angreb på selskabet, selv i et nok så uanseeligt tidsskrift, ville være selvmord, men på den anden side og fuldstændig lige så klart, kunne Kaptajn Schmidt og hans ubehagelige advokat ikke alene få lov til at stå for en eventuel offentliggørelse - hvis professorens maskine altså overhovedet virkede.
Han kunne ikke vente længere.
Han skyndte sig hen på en ledig stol bag advokaten og fru Tristan mens Schmidt i en umagelig foroverbøjet stilling var optaget af svinghjulene på maskinens bagside.
"Jeg håber De har set på mit forslag" sagde han lavt til advokaten "jeg tror det muligvis kunne løse Deres lille problem".
"Hvis blot De vil koncentrere Dem om Deres Egen opgave" sagde den fiskelignende advokat med en trækning i læberne, der skulle antyde høflighed.
Maskinen arbejdede med en dyb tudende klang, der moduleredes en smule når Kaptajn Schmidt rørte et af de fire hjul, der var monteret på hver side af apparatet.
For hver gang han drejede et af hjulene, tog kaptajnen en slags gul stift eller pind ud af apparatets indre, placerede den i en af perforeringerne i skjoldet og vendte sig til sidst om mod skrivepulten, noterede et tal eller en sekvens af tal på et blankt stykke papir som han så placerede øverst i papirbunken på sofabordet.
Fru Tristan, der i dagens anledning havde draperet sin tøndeformede krop i lyserødt, så hun mest af alt lignede et smilende marcipanbrød, lænede sig mod professoren og råbte med sin utålelige teaterhvisken "Jeg håber sandelig ikke kaptajnen har læst deres artikel".
Hele stuen var låst i fascination af kaptajn schmidts bevægelser, som de en efter en placerede pindene efter hinanden i en tydelig orden mens støjen fra maskinen steg et niveau for hver pind han fjernede, indtil den gik over i en syngende brusen præcis da kaptajnen satte den sidste pind på sin plads.
Han drejede sig derpå, med en bevægelse som en tjener i en fornem restaurant, først mod åbningen, hvorfra han fremtog endnu et objekt, så i samme takt og på tåspidserne videre mod bordet, på hvis blanke flade han koncentreret anbragte genstanden, inden han med en sænkning af skuldrene trådte et skridt tilbage og højt ud i rummet deklamerede "FI..NI..TO".
Alle i stuen kiggede med gispen og hvisken på hinanden, slået af den præcision hvormed Schmidt havde afsluttet demonstrationen.
"er den dermed.....det man ville kalde virkelig?" spurgte fru Tristan med et af sine marcipanbrødssmil.
"lige så virkelig som for eksempel.... for eksempel dette æble" nærmest skreg han triumferende ud i stuen, der i forvejen var ved at gå under i kakofonisk støj og rakte ud efter æblet i professorens hånd, der imidlertid samtidig var ved at føre samme frugt til den professorale mund, hvorved Schmidt ikke fik fat i paradisfrugten, men istedet sendte den fra professorens hånd og læber på et baseballlignende svæv mod hele diskussionens ophedede genstand.
Æblet sejlede i en fuldendt bue gennem stuen, og mens alle stod stille som små stirrende lerfigurer, fløj det tæt forbi både glasset, uret og de tre porcelænsskabninger, inden det med et SJOKKK ramte hele den gigantiske stabel, der efterhånden havde aflejret sig på bordets hjørne.
"hov, undskyld" sagde han og kastede sig med en uventet hurtighed og smidighed ned på gulvet mellem sofaen og professorens apparat for at gøre skaden god igen.
Da han med snøften og raslen havde samlet alle sine papirer og blyanter og klemmer op fra gulvet var der et sekundkort øjeblik ikke en lyd i hele stuen.
"Der er vist ikke mere at tale om" sagde den netop venlige og urimeligt støjende advokat med endnu et blåøjet torskesmil og i spidsen for hele selskabet banede han sig i sine store støvler gennem stuerne, rundt om stablerne af bøger og gamle aviser og ud til hovedtrappen som han og derpå de storlarmende og snerrende begav sig ned ad.
Det lød som om nogen hældte en sæk med tørt og klangfuldt pejsebrænde ned ad trappen.
Da gadedøren havde smækket med den sædvanlige lille irriterende kliklyd til sidst stod han helt stille i ca fem minutter og lyttede inden han atter gik ud i køkkenet .
Han vaskede kaffekopperne op uden at tænde mere lys end det, der allerede brændte i entreen.
Lige i det øjeblik da den unge pige i lejligheden overfor slukkede lyset i sit køkken, så gården faldt hen i blåsort tusmørke uden afstande gik det op for ham, at han var alene.
Posted by holger at 15.09.2005 23:39 | TrackBack