Echo var navnet på den trommemaskine bandet brugte i sin ungdom i Liverpool i mangel på en trommeslager af kød og blod. Bandet har aldrig været andet (eller andre) end Ian McCullogh og Will Sargeant (ja nogengange har han ikke engang været med). De andre dele har frit kunnet skiftes ud.
De to gamle drenge ryger vist jævnligt i totterne på hinanden, men bliver heldigvis altid gode igen og har i de seneste knap 10 år produceret en solid række af melodiske melankolske svævende popperler. Således efter sigende også i år med albummet Siberia, der bragte dem til lille Vega i mandags.
For seks år siden overværede jeg bandet på Roskilde festivalen. Det var ved 18 tiden, så der var ikke tale om nogen kunstigt induceret entusiasme på min side - men alligevel DET VAR EN AF DE BEDSTE KONCERTER JEG NOGENSINDE HAR HØRT!!! Så det var med store forventninger jeg sammen med alle de andre unge på 40 troppede op på det hippe Vesterbro. For at blive noget skuffet.
En kæderygende solbrillet Mac, der virkede som om han bare skulle hurtigt hjem og have en smøg - en lydmand, der desværre troede at han stadig skulle lave lyd til orange scene på Roskilde producerede et første sæt, der var fladt og klangløst og slet ikke gav plads til Sargeants lyriske guitarguirlander. Efter et par fadbamser fik MacCulloch dog lyst til at være til stede og sluttede aftenen af på et absolut hæderligt niveau (lidt bizart med et Lou Reed potpourri indlejret i en af sangene fra Evergreen), men i betragtning af bandets konstant høje niveau på plade var det en bleg indsats - man fristes til at sige ekko - og min faste beslutning om at anskaffe mig Siberia blev sat lidt på hold.