Jeg er ved at læse Peder Bundgaards hyldest til ungdommens Vesterbro og ungdommens ven, Dan Turell aka Onkel Danny.
Peder Bundgaard er en sympatisk person, der for evigt har plads i rockkulturens hall of fame p.g.a de udødelige Gasolin' covers, der fuldstændig perfekt matchede musikkens blanding af garage og folkelighed. Hans inspiration er primært de amerikanske undergrundstegnere Crumb og især Kelley der lavede covers for Grateful Dead, en af Peders og Onkel Dannys yndlingsbands.
MEN - han skriver altså meget meget meget kedeligt. Det er synd når han nu har så meget på hjerte og simpelthen har certifikat på at have været Dan Turells bedste ven.
Og om selve sagens kerne DT - så jaaaaa - jeg ved nu ikke rigtig. Der er en opskatningsbølge i gang, men altså efter denne læsers mening har Dan Turell ALDRIG været så god en forfatter som han selv troede han var. Han ville være en ordmaskine, en dyb poet med en flabet stemme, men rimene passede aldrig RIGTIGT og iagttagelserne sad aldrig RIGTIGT lige i smasken. Bevares der er momenter, men alt i alt var onkel Danny nok bedst når han anstrengte sig mindst.
Min egen favorit er en lille tynd samling vrøvlede "dåse digte" (cover selvfølgelig af PB) fra sidst i 70erne. Bl.a. et uforglemmeligt digt om døden der henter "hver en mand/ Mickey Mouse og Anders And". Eller det der starter "Wittgenstein sad på et hegn/og tænkte mange sære tegn" (er det måske det samme??)
Eller det om livets pludselige og overraskende slag med linjerne "de kan få et spark i maven/ mens de sidder ved kakaoen" - det rammer.
Men de ambitøse ting og krimierne - dem må I godt beholde.
Bogen har et fantastisk flot fotoudstyr, med nogle meget nostalgiske skud fra Vesterbro i en svunden tid - og et meget lækkert cover med en fotomontage af Onkel Danny i mørket på Vesterbro.
Alt i alt - soso.
Posted by holger at 18.01.2006 21:26 | TrackBack