Betyder "med andre ord", men der er desværre ikke andre. Jung Chang (kendt fra det sønderjyske bøsseepos "wild swans") har sammen med sin mand, kremlologen Jon Halliday skrevet den afsluttende, endegyldige - og totalt ødelæggende biografi om formand Mao.
Der er efter læsning ikke sten på sten tilbage af formandens renome. Sinologen Simon Leys udgav i 1977 bogen "chinese shadows" der havde stort set samme pointe, men han er altid blevet regnet som lidt af et brokkehoved, der ikke havde sans for de resultater man trods alt opnåede i folkerepublikken.
Jung og Jon dokumenterer hvordan revolutionen blev finansieret af russere og rød opiumshandel, hvordan sindsyg terror mod uskyldige var en medfødt del af Maos styreform lige fra begyndelsen og en lang række uhyrligheder af samme skuffe.
Det man som kinainteresseret kan undre sig over er kinesernes pressetække. Det har været som om ingen i den vestlige verden - fra højre til venstrefløj helt har kunnet få sig selv ti at tro på at det stod SÅ galt til. Bevares, der havde været kritisable episoder, men som Mao sagde om sit store forbillede Stalin "hvorfor kritisere en mand når 70 % af hvad han gjorde var rigtigt".
Det viser sig nu at ikke en gang 70‰ af hvad Mao gjorde var rigtigt. Ikke engang en.
Men hvor kommer sansen for PR fra?? Andy Warhol vill aldrig have lavet silketryk af Hitler eller Stalin, Kløvedalerne ville næppe bo i et kollektiv kaldet "stalins lyst" - og når man kender kineserne - er det helt usandsynligt at der har været en masterplan.
Altså er det afstanden. Kina var blevet en slags elysium i vestlige intellektuelles hjerner og hjerter.
Jeg kommer til at tænke på en oplevelse fra Kina i 1987. Jeg rejste rundt i Kina med min kone (dengang kæreste), og vi ville tage flodbåden på den gamle kanal fra Suzhou til Hangzhou i det østlige Kina. Kanalen var dengang allerede kombineret kloak, spildevandsledning og drikkereservoir for Suzhous beboere. Vandet var sort som beg og uden tvivl stendødt. Det lugtede af svovl og alskens djævelskab. På båden mødte vi et Australsk ægtepar der var blevet bidt af "the china bug". Vi sejlede ud gennem Suzhou i dampe der rev i øjnene og tænkte egentlig kun på at undgå at falde overbord, da vi passerede en olding der sad på en mødding. Sandsynligvis var han ved at lede efter noget spiseligt. At kalde hans tøj slidt ville være en høflighed. Det var ikke tøj men nogle stykker stof holdt fast på hans krop af snor. Da båden passerede ham kiggede han op og gav os et tandløst smil, hvorpå vore australske venner forklaret udbrød: "Oh - look at that happy man!"
Posted by holger at 22.01.2006 19:51 | TrackBackGlædelig Jul.
Jung Shans "MAO-biograf"er totalt tendensiøs og kan umuligt være sandheden om hvad der skete. Hendes (bøsse-epos?)"Vilde svaner" er også fyldt med had men prøver dog på at forklare noget. Kan det være den såkaldte kremlolog John Halliday som har ødelagt det store arbejde eller har han bare brugt hendes navn.
Den nye "Stalin-biografi" af Simon Sebag Montefiore er heller ikke særlig seriøs og indeholder mange forklaringer som han selv har opfundet. Nu glæder jeg mig til at læse Niels
Erik Rosenfeldts "Stalin-diktaturets anatomi"
som synes at være mere veldokumenteret.
Venlig hilsen Poul Johansen