I går gik jeg, boblende af forventning, med mine tre brødre ind i friturekatedralen Palads for at se Gasolin' filmen. Der blev udleveret spørgeskemaer ved indgangen så vi kunne give vores feed-back. Og det kommer her: Tjaaeeeeeeaaaae.
Filmen fokuserer for meget på konflikten mellem Franz og Kim og rummer alt for lidt musik. Der er nogle meget mærkelige "dramatiseringer" af øjeblikke i det tidlige Gasolins liv. Sjovt nok nogle helt ligegyldige øjeblikke fordi aktørerne kun kan filmes bagfra eller med bøjet hoved fordi det jo ikke ER Franz, Kim, Wili og Søren, så vi ser nogle unge langhårede "impersonators" løbe over Knippelsbro med en trækvogn, løbe væk fra et sommerhus, løbe gennem Kongens Have, løbe rundt ved Regensen - uden på nogen måde at bidrage til fortællingen.
Der er desuden en skandaløs forfalskning af kronologien: Det refereres at Kim Larsens soloprojekt Værsgo' (den mand har en meget irriterende vane med apostroffer. Den engelske plade skulle absolut også hedde killin' time) kom mellem Gasolin 1 og 2, hvilket jo er helt forkert, og faktisk utilgiveligt når man laver en dokumentarfilm. Desuden er filmen uafklaret med sin brug af eksterne vidner. Der optræder kun to: Poul Bruun og Susanne Merz. Væsentlige skikkelser i Gas historien, men hvis man vælger at bruge andre kilder end hovedpersonerne så vil vi have mere: Roy Thomas Baker, Rocco the rat, hvide, Peder Bundgaard to name a few.
På plussiden tæller de fire Gassere - alle modnet med værdighed - Søren Berlev stadig med sin løvemanke, Wili mere bælgøjet end nogensinde og Franz med et smilende overskud selvom historien, der oprulles viser at han tog helt fejl af gruppens egentlige potentiale. Kim er jo bare Kim, men historien om hvordan han var fascineret af Odysseus myten, spillet på Hollywoodsk af Kirk Douglas (stadig udtalt dog glas af Kim - engelsk var aldrig noget for ham) udnyttes flot til at beskrive unge Larsens position i forhold til musikmiljøet.
På plussiden tæller også nogle energisk klippede fortællinger omkring tilblivelsen af den første plade - hvordan de pludselig skrev en dansk tekst, der blev til "Langebro". En flot sekvens om diskussionen der førte til gruppens opløsning - hvor det næsten virker som om de genopfører et skænderi.
Historien om det mislykkede USA togt fortælles også med megen humor - og alt i alt virker de alle fire som nogle glade mennesker der er kommet over det at have været Danmarks Beatles på en sund måde.
Hvis filmen havde været en halv time længere - mere musik tak - og uden de bøvede "dramatiseringer", så havde den været lige til at føje til en opdateret version af den sorte box. Nu er det mere so-so, som sjovt nok alt andet, der har været lavet rundt om VÆRKET - de syv studieplader.
I næste post følger min personlige historie om Gasolin'