14.03.2006

Gasolin' revisited (I)

Her er den sande receptionsorienterede historie om Danmarks største band nogensinde. Og hvis du ikke ved hvem det var så kig lige på overskriften en gang til.

Når man i 70erne voksede op langt ude i det sumpede og forblæste marskland nåede populærkulturen kun frem med brevkrage eller gennem den statsmonopolære dampradio. I 70erne fandtes der i min barndoms by, Skærbæk, ikke en butik der førte LP plader. Heller ikke de nærmeste større købstæder, Ribe og Tønder var leveringsdygtige i sort vinyl med drømme på. Jo i Tønder var der en politisk bogcafe, der førte hele Demos' katalog og i Ribe kunne man i Kvickly være heldig at finde en Beatlesplade gemt mellem stakke af tysk schlagermusik med Heino eller Heintje eller James Last Party XXXVII, men hvis man ville købe en PLADE måtte man til Esbjerg - og det var altså 50 km væk. Det vil sige at musik var noget man hørte i radion og for unge mennesker var der to programmer: top 10 (afstemningsprogram for popmusik - lidt lige som boogielisten, men uden billeder) og top 20 (salgsliste), begge bestyret af Jørgen Mylius (dengang uden "de").
Jeg husker stadig det store shock da Mylius bekendtgjorde at han ville bryde sin faste regel om at top ti KUN måtte indeholde ikke dansksproget musik. Det var vist et kompromis mellem Mylius og Hjorting, der jo havde dansktoppen, men nu var der altså kommet noget der helt åbenbart ikke kunne placeres sammen med Bjørn Tidemann og Keld Heick, men som altså var på DANSK - det var nogen der hed Gasolin'. Og så kom førstesinglen fra Gasolin' 2, som var "på en sommerdag". Meget mærkeligt valg til førstesingle, når pladen nu også rummer Deruda' (der er den igen den forbandede apostrof). For min bror og jeg kunne det nu være ligemeget at der blev sunget på dansk - vi kunne ikke forstå en døjt af sangens tekst - langt tilbage i det rodede mix, var der nogen der brølede "på en sommerdag" en hel masse gange, og så ind imellem var der en mængde københavnsk mumlen, det var os umuligt at dechifrere som modersmål. Vi var dog positive overfor konceptet, og da pladen samtidig blev hypet kraftigt af det toneangivende ungdomsmagasin "Go" (engelsk, ikke jysk betydning) med indlagt plakat af Fifi dong fedtmulemanden og en serie MEGET mærkelige fotos (som jeg ikke KAN forstå ikke er dukket op i forbindelse med den store fejring de senere år), var vi godt klar over at det her var nogte vi måtte interessere os for. Nummeret klarede sig ikke særlig godt på top ti. Jeg tror det fik en uge på listen som nummer seks eller otte.
Nu da opmærksomheden var blevet drejet mod navnet Gasolin' lagde jeg mere mærke til den plade med Herge omslaget som havde stået i pladebutikkernes udsalgskasser i nogen tid. Det er nemlig et faktum: Gas1 havde ikke gjort noget væsen af sig og kunne fås til kun 39,50 kr mod de normale 59,50 for en fuldprisplade.
Da Gasolin så tog sig sammen og udsendte hittet - og by far det bedste nummer på gas 2, Deruda' - så var sagen klar: Dette her VAR noget. Der var nærmest tale om øjeblikkelig tænding: Nummeret kickstartede flere karrierer. Udover Gasolin' også tegneren Peder Bundgaard, der blev inviteret til at producere en serie Gas-2-cover-agtige emblemer med karrikaturer af kendte rock ikoner som Jerry Lee Lewis og Fats Domino til et ungdomsprogram med titlen - gæt - Deruda'. Og selv i dag når man hører nummeret remasteret på den sorte box er det suverent - et af den slags numre man tror man har hørt før og alligevel ikke. Vi forstod nu lidt mere af Kim Larsens flabede aflevering, men der var stadig lakuner. ("tænk hvis vi mødes på...." Hvad???) men udover teksten forstod vi det helt simple DRIVE, fra den indledende rytmeguitar, Sørens Berlevs suverent hængende slask og Niels Harrits saxsolo - alt står i dag lige så friskt som den dag gasolin' konciperede det - angiveligt i en taxi på vej til studiet. Dette var simpelthen musik til OS. - selv helt derude på pløjemarken. Samtidig med Gas 2 begyndte Danmarks Radio at sende P4 for unge hver søndag aften - og også her var der pludselig Gasolin: Signaturvignetterne "Skru op" og "som et strejf" var ikke få gange aftenens højdepunkter når man ikke helt kunne forholde sig til Tine Bryld og piger med kærestesorger.
Gasolin' var landet - og nu gik det stærkt: Da førstesinglen fra Gas 3 debuterede på top 10 startede Mylius med at citere teksten til hele første vers inden han gav ordet til Kim Larsen - "Uuuuuuuuhhhh det var lørdag aften og ballet det var lige begyndt" - det var noget man kunne forstå, selvom vi diskuterede lidt om den rette udtale var Inga eller Inka (det var nok TinTin der spøgte dér et sted). Gas 3 udkom i efteråret 1973 - og næsten samtidig kom Værsgo' (Skam dig Anders Østergaard) der med et slag rykkede Kim Larsen op på den folkelighedens pidestal hvorpå han har befundet sig siden. Da Gasolin på den følgende turne spillede i Åbenrå overtalte jeg min far til at køre en kammerat og mig selv derover for at gå til mit livs anden rockkoncert (den første var Slade i KB hallen - men det er en anden historie).Vi havde billetter på anden række og vi havde slik med som om vi skulle i biografen. Koncerten startede med et enkelt Gasolin' nummer (Smukke Linda?) og gik så over i en solosektion med Kim Larsen, hvor han spillede et par numre fra værsgo, så kom en lang jam med de andre tre, der sluttede med Bessefar, med Wili på sang (som på pladen) inden Kim kom tilbage og vi fik et show der fik taget til at lette. De andre koncertgæster blev ikke pænt siddende på deres stole som jeg og min kammerat Bent. Vi var forbløffede over løssluppenheden, men samtidig mærkede vi i mellemgulvet at den fest ville vi gerne være med til en dag. Min far havde besøgt en gammel studiekammerat der var gymnasielærer i Åbenrå mens koncerten stod på.
Gas 3 var det egentlige gennembrud. Selvom pladen kun havde været ude i seks uger eller sådan noget solgte den alligevel nok til at blive årets mest solgte LP og endte dermed øverst på den års top 20 Jørgen Mylius sendte hvert år omkring nytår. Og stor respekt til Wili for at pege på Sju-bi-du-bi-mand da han blev bedt om at vælge det nummer der skulle spilles som afslutning på programmet. "Det synes jeg er det fedeste hit på pladen" sagde han.

Posted by holger at 14.03.2006 23:48 | TrackBack
Comments
Post a comment









Checkciffer (skriv venligst 719 i det næste felt - jeg skal vide at du ikke er en spamrobot):

Remember personal info?