His Bobnes er har atter ladet os tilflyde en ny samling - denne gang med den Chaplin inspirerede titel Modern Times. Der er tale om et hattrick: Den tredie virkelig gode Dylan plade i træk- en serie man skal langt tilbage i hans enorme produktion for at finde magen til. Pladen fortsætter trofast på de skinner der blev lagt så solidt på Love and Theft fra 2001. For fem år siden var det faktisk første gang Dylan selv producerede, og sjovt nok valgte han i modsætning til alle de inforskrevne daglejere at mikse sig selv længere tilbage i lydbilledet så hen fremstår mere som medlem af et band. Og hvilket band: Den flok musikere han har spillet med de sidste ti år er næsten lige så gode som det rigtige band - the band: De swinger som en drøm og spiller samtidig så fokuseret og tight at det er en ren fornøjelse.
Bob selv er i topform - med en ny nøgen følsomhed i stemmen der virker næsten rørende i munden på en ældre herre. Hans presence er mindre Bob og mere en ældre country crooner - lige langt fra ungdommens snerrende speedfreak og fra halvfemsernes ahasverus - men det klær ham s'gu den gamle - han lyder som en man gerne ville drikke et par fadbamser med og snakke om livet og kvinder og den slags vidunderlige ting.
Der har selvfølgelig været kritik af, at Bob denne gang har lånt et par linjer fra en gammel Sydstatsdigter - men det er sgu da lige meget. Dylan har alle dage stjålet med arme og ben. Det er hans evne til at sætte stumperne sammen der gør ham unik.
Knud Romers ignorante smagsdommeri forbigår jeg i tavshed.
Teksterne handler om evige temaer som kærlighed og alderdom og den slags, men ud over at de er dejlige at synge vil jeg ikke kommentere dem yderligere kun minde om Dylans egne ord. Han blev engang spurgt: "People don't live or die, people just float - Hwa' betyder det?". Hans svar: "I needed a rhyme for coat".
Posted by holger at 14.09.2006 23:56 | TrackBack