Den hændervridende kulturradikalismes menighedsblad, Politiken, er langt om længe blevet redesignet. Alle de andre aviser incl. Information er gået over til tabloidformatet, men Politiken holder avisfanen broadsheet højt svingende.
Designet er lavet af hidkaldte udenlandske eksperter - og jeg bilder mig ind at man kan se det internationale touch. Ihvertfald synes jeg umiddelbart vurderet på præmiereavisen - at resultatet er ret vellykket. Det gamle design virkede efterhånden helt anakronistisk så et redesign der tager højde for den forbedrede trykteknik er meget velkomment. Koblingen mellem det gamle 8 spaltede format øverst på siden og så et seksspaltet format under stregen fungerer både som en hjælp til overskueligheden og som grafisk element. Det lysere satsbillede er velkomment. Den større skydning (linjeafstand, amatører) giver et roligt og tilbagelænet indtryk. At satsbilledet så også formentlig reducerer antallet af enheder pr side ganske betragteligt er en sidegevinst for Politikens lønkonto - der må mindst kunne spares en journalist væk.
Det er et design der KAN være meget flot hvis det er lavet af folk med sans for det, men faren er selvfølgelig at mindre ånder hurtigt får det rodet til.
Eneste minus efter min mening er de røde kasser. Jeg forstår godt designelementet - det er nødvendigt med lidt peber, men altså - det minder mig om den nu helt glemte Aktuelt fra 70erne. Man skulle måske have brugt nogle lidt mindre felter.
Men Bottom line: Smart at satse på broadsheet når man nu har det helt alene.
Typografi: Bedre
Layout: Bedre.
Indhold: SOS (vi venter på PH)
Posted by holger at 02.10.2006 22:43 | TrackBack