Killer Fog

Digte 1906

I år er det sandelig 100 år siden Johannes V. Jensen udgav sin ovenfor nævnte digtsamling. Jensen er i år blevet kanoniseret - det har han sådan set altid været men Brians dumme kanon har naturligvis Kongens Fald med på listen. Men ellers altså - hvis ikke det var for Kanon og Nobelpris og fast pensum i gymnasiet - så er der nok mange der føler at Johannes V - det er noget gammelt lort. Og her vil jeg gerne træde ind og forsvare den gamle stivstikker. Jeg ved ikke hvorfor, men siden jeg første gang lagde øjne til en af mandens tekster - jeg tror det var en himmerlandshistorie og jeg har været 13 eller 14 år gammel så har jeg opfattet hans tone som direkte strømførende. Jeg mener simpelthen at ingen - og jeg gentager INGEN - har skrevet det danske sprog så godt som han har. Evnen til på to sider at sætte en scene af episk format og afvikle den så man sidder med et sug i maven - og vel at mærke i et sprog der knitrer og syder af liv og længsel - den er aldrig overtruffet på dette vort ellers så lidt musikalske modersmål.

Digtene fra samlingen er regulære hits - og kan læses i dag fuldstændigt lige så friske som for hundrede år siden: Chokoladeavtomat (med V!) eller jomfruen der sover "med øret begravet i sit haar" lyrik på atomplanet. Lige siden jeg først læste hele samlingen (som jeg vist fik til min 15 års fødselsdag) har jeg gået med det Jensenske rif i øret og ofte dumper der hele eller halve sætninger fra et af digtene umotiveret ned i mit hoved.

Særlige oplevelser husker jeg to:

Den ene, en sen sen familiejulefrokost hvor jeg læste "Ved Frokosten" op for et animeret selskab og kunne konstatere, at lige præcis den løse takt (man fristes til at sige jazzede - hvis ikke det var fordi Jensen hadede "negermusik"), der naturligt kommer til en efter 8 blålys, lukker op for digtets store humor og menneskelighed.

Den anden, da jeg første gang læste "Norne Gæst" og kom til sidste kapitel, hvor han rejser gennem tiden og tiderne og ikke kan dø og bare bliver ældre og ældre - det sus, det var at læse det kapitel, er simpelthen min største læseoplevelse nogensinde. Jeg kan huske, at jeg sad alene i mit værelse med bogen. Min bror havde kammerater på besøg og der lød både latter og popmusik inde fra hans værelse, men jeg var tabt for omverden - jeg var suget ind i den bog og da den var slut, læste jeg lige hele sidste kapitel en gang til fordi det bare var for stort. Jeg rejste mig med en fornemmelse af, at der var sket noget med mig - at jeg var forandret. Der var et mig før jeg læste den tekst og et mig efter.

Jeg var blevet indviet i, hvad sprog vil sige.