Har kunst et indhold? - andet end kunsten og kan dette eventuelle indhold blottes med en intellektuel dåseåbner? Det er der skrevet mange fristile om i tidens løb. Min stilling er ikke helt klar. Jeg tror man kan få noget ud af strukturelle læsninger af kunst, men kun hvis man accepterer strukturalismen som en slags parasitgenre - og ikke noget endeligt bud på sandheden. Et interessant eksempel på det, fandt jeg her forleden:
På Bob Dylans fremragende plade "Time out of Mind" er det bedste nummer på pladen afslutningsnummeret "Highlands". En 13 et halvt minut lang drømmefantasi om kunstnerens isolation fortalt som en helt konkret anekdote om et møde med en servetrice på en Diner i Boston. Sangen har en lang generel indledning der sætter scenen og et par afslutningsvers der hamrer pointerne ind - men helt centralt er selve dialogen mellem Bobs fortællerstemme og servetricen. Nå men det sad jeg så og hørte forleden og faldt da over det interessante faktum, at præcis midt i sangen - 6 minutter og 43 sekunder inde - er det at servetricen træder op til Bobs bord (check det selv efter).
Det slog mig så at det kunne man jo skrive en hel masse om. Symmetri er det suverent mest almindelige kompositionsprincip i kunsthistorien (vel fordi menneskekroppen er symmetrisk). Og ved at melde sig ind i sådan en kunstfærdig kompositionstradition ville Bob pludselig være beslægtet med alt muligt fx Alban Berg hvis Lulu er bygget op efter et helt symmetrisk kompositionsprincip. Man kunne skrive om hvordan den horisontale sang (der er sådan løs og jammet og uden refrain) skjuler en hierarkisk pointe (antydet i titlens highlands) - og alt muligt andet ævl. Jeg tror at sådan nogle skriverier kunne berige og uddybe fornøjelsen ved sangen - men omvendt er jeg ikke et sekund i tvivl om at Bob Dylan aldrig har skænket det en tanke.
Derfor mener jeg at kritik må anskues som en genre i sig selv - en genre der kan sige NOGET om et værk, men aldrig alt - det er vel også derfor værket er et værk er et værk.
Frit fra Fyns land om Jam, et slidt ord!
Et musikaliskt Jam må jo være et udtryk for en kollektiv samlings længsel efter ”nyt” i en relativ og underforstået skabelon vi alle ”kender” og er sjovt nok 99.9 % af tiden forudsigeligt!. En meget underholdende paradox og en udviklende virkelighed. Så hvad kan vi lære af at spille på de 12 toner vi nu har tilrådighed igen, igen og igen (minus de skæve og asiatiske prægede selvfølgelig) hvor af vi ofte kun bruge tre akkorder i f.eks. et blues Jam og kan opnå dybter, udtryk mv. Der virker ”nye” og fede, næsten hver gang! samt det inspirerer os ofte til at sige noget med det , for det er jo det vi gør når vi ”Jammer” vi lægger op til noget, vi udtrykker ”moodes” vi giver det et eget ”liv” og det i sig selv er handler lel om relationer, mening og struktur...
Jeg ved det ikke, men er det ikke det?! OBS: Grafisk Jam, eksisterer det kollektivt?!