Killer Fog

Orphans

I god tid før jul udsendte Tom Waits end tredobbelte whopper, Orphans: Brawlers, Bawlers and Bastards (mange svære ord, men det betyder sådan noget som: Hittebørn: Slagsbrødre, Tudefjæs og Horeunger). Jeg har nu investeret i samlingen og har tilbragt det meste af weekenden i selskab med skramle/råbe/tudeTom og hans hittebørn.

Tom Waits er en af de helt store - og samlingen er - selvfølgelig - uomgængelig. Der er tale om et opsamlingsheat med ting og sager fra hele karrieren der bare ikke er blevet indspillet endnu - og nogle nyere ting, fx helt atypisk en sang om "fredsprocessen" i mellemøsten.

Nogle gange er det selv for en fan lidt af en viljesagt at dykke ned i TWs lydunivers (fx sidste års dybt originale og MEGET mærkelige Real Gone) så ligefrem en tredobbelt Cd kunne godt give en vis frygt for forstoppelse - men nej pladen (jeg kalder det stadigvæk for en plade - fuck you 21st century) spiller nærmest sig selv.

Min eneste lille anke er den tematiske ordning af de tre skiver: Brawlers er råbe/skramle, Bawlers er ballader og Bastards er snakke/digt/lydeksperimenter. Normalt - hvis ordet normalt giver mening i forhold til Tom Waits - er charmen ved Waits' store plader, som fx Swordfishtrombones eller The Mule Variations netop blandingen: Oh boy - når pludselig swordfishtrombones slutter med den guddommelige "Everywhere I lay my head...". Her får man altså tingene hver for sig - og det er fint fint, men ikke HELT det samme efter denne lytters mening.

Men hva' det er en lille ting. Itunes er opfundet - og jeg kan jo bare lave mit eget mix - fuck you 21st century.