31.01.2007

En designer ser rødt

På Kommunikationsforum publicerer Timme Bisgaard Munk et angreb på noget han tror er designbranchen. I kan læse det her
Den slags kan man ikke lade stå uimodsagt - og det gør jeg da heller ikke:

Timme skyder med skarpt – tror han selv, men det er kun løst krudt og daggammelt wienerbrød. Den ærede forfatter har ladet sig forvirre af et antikveret designbegreb og en falsk modsætning mellem noget, vi i mangel af et bedre udtryk kunne kalde ”form” og ”indhold”

Design er ikke kosmetik – fat det dog! Og godt design kan ikke meningsfyldt adskilles i en formdel og en indholdsdel. Dræberhistorien om Googles logo er dels ikke korrekt refereret og dels overser den fuldstændig, at Google logoet med sit hjemmegjorte udtryk præcis afspejler en web 2.0, low key brugerfokustanke. Hvis jeg som designer var blevet bedt om at komme op med noget, der skulle matche en beskrivelse af Googles forretningsmodel, ville jeg nok have lavet noget, der var lidt pænere, men i sin grundtanke ikke ulig det eksisterende. Vi har altså at gøre med et stykke helt bevidst design, der meget præcist har hjulpet virksomheden Google til at blive så stærkt et brand – og ikke som påstået kejserens nye klæder.

Hvis Timme tror at nogen nogensinde har påstået, at et logo til 17 millioner kan forvandle en hundelort til et stykke lagkage, så må han altså tro om igen.

Designmagien – og en hyldest af den trives ikke i nogen designkredse, jeg kender. Design er et meget konkret stykke arbejde med at visualisere koncepter på en måde, så fremtrædelsen BLIVER tingen – og at kalde det ”æstetik” og rynke på næsen er så old hat at jeg bliver helt varm om hjertet ved at læse den slags igen. Der er ingen i designbranchen der påstår, at en designmanual er forskellen på succes og fiasko. Punktum. Design betyder såmænd bare bevidst formgivning – og bevidsthed om selv mikroprocesserne i en virksomhed er så visseligt en af støttepillerne for succes. Det mærkelige argument om, at designere ikke må kalde design for proces hænger jo slet ikke sammen og baserer sig som den ærede forfatter så rigtigt skriver på en karikeret opfattelse af design som ”festlig leg med glade farver” – må jeg venligst være fri.

Jeg fornemmer at indlæggets hovedmotor i virkeligheden er en simpel territorialsang fra de varme lande (og en kryptorindalistisk forargelse over de 17 millioner kroner!!!!). Der foregår i disse år et stort slag mellem kommunikationsbranchen og designbranchen – Hvem af os kommer først op på direktionsgangene? – og hvem af os hyrer den anden som underleverandør?, hvem har definitionsretten med andre ord?.

Set fra min stol er en af de store forskelle på de to brancher, at designere besidder en reel kompetence, hvor den store horde af cand. commere (og hvad de nu hedder alle sammen), der oversvømmer branchen i disse år ikke kan så meget mere end at skrive lidt fristil (og det kan jeg også – se bare selv).

Meget sigende er et af de mest søgte ord på kforum konsekvent ordet ”branding” – og det er jo fordi alle kommunikatørerne er på vej ind på et område, der i de flestes bevidsthed er defineret og ejet af designere. Men hør nu efter: Branding udføres ikke af bogholdere og revisorer, der nidkært vogter over marginale afvigelser i logofarven. Branding udføres ikke af prædikanter der messer tomt generiske ”mission statements”. Branding udføres ikke af sortklædte kunstnere med Macintosh computere. Branding udføres af alle organisationens interessenter i fællesskab. Der er her ikke tale om et centralt styret fællesskab, idealet er mere en fri og åben samtale styret af en visionær ramme. Rammen og det visuelle sprog, der gør det muligt at kommunikere på tværs af alle områder, det er det vi beskæftiger os med – det er design.

Og designere er nu engang bedst til at designe – vi har så brug for at hyre nogle af jer kommunikationsfolk en gang imellem, når der skal skrives nogle sexede ord, men substansen skal have en fysisk virkelighed for at virke – det giver ligesom sig selv. Det er nemlig (til forskel fra kommunikationsbranchen) den fysiske virkelighed, vi beskæftiger os med – og den er jeg ikke bange for at kalde proces eller forretning eller lampeskærm eller noget helt tredje.

Det er fuldstændig korrekt at nettet har ændret grundvilkårene for kommunikation og at vi som designere har fået nye muligheder og udfordringer her i det 21. Århundrede. Der er en stor konvergens i gang og jeg er ikke i tvivl om at vi som brancher kan bruge hinanden – men det forudsætter åbenhed og villighed til at lære noget nyt. Hvis man hænger fast i fortidens dogmer er man allerede et fossil – det er vi helt enige om.

Posted by holger at 31.01.2007 23:21 | TrackBack
Comments

Velskrevet harme! Hatten af herfra!

Posted by: Søren K at 01.02.2007 23:12

TB skriver som præmis: "...kan man også finde folk, der vil betale 70 % mere for design, blot man kigger længe nok i den store vide verden. Det kan vi danskere dog slet ikke leve af som land, fordi det er promiller, det drejer sig om. Historien om Danmark er ikke historien om, hvordan Børge Mogensen, Poul Kjærholm og PH skabte vores velstand. Vi lever og har levet af at sælge svin, olie og flytte containere, hvad der ikke er særlig sexet, men det virker."
Han burde vide bedre. Svineeksporten er ved at blive overhalet af modeeksporten og den er for længst overhalet af lægemidlerne. Sidstnævnte er for øvrigt et virkeligt godt eksempel på flere måder, hvorpå TB ikke har ret. Ganske vist var deres banebrydende opfindelse at kunne fremstille humant insulin kunstigt. Men det blev først for alvor en succes på verdensplan, da de pakkede insulinen ind i Novo-pen'en, som med et slag gjorde det muligt for diabetikere at administrere insulin selv.

Posted by: Martin at 02.02.2007 18:09

Tak for et godt indlæg, som jeg læste på kforum - Orkede ikke at puste til ilden da jeg umiddelbart ikke har mere at tilføje end: Enig!

Din betragtning om en "kamp" mellem kommunikationsfolk og designere har jeg dog ikke tænkt på tidligere... interessant emne!

I mit daglige arbejde som designer baserer jeg altid projekter på en almindelig fælles forståelse af målet og i min verden er det derigennem man skaber et brand eller et godt resultat: Ved almindelig involvering, interesse og forståelse for hvor tingene skal hen og hvad de betyder.

-Daniel

Posted by: Daniel Gjøde at 11.02.2007 19:50

Tak for et godt indlæg, som jeg læste på kforum - Orkede ikke at puste til ilden da jeg umiddelbart ikke har mere at tilføje end: Enig!

Din betragtning om en "kamp" mellem kommunikationsfolk og designere har jeg dog ikke tænkt på tidligere... interessant emne!

I mit daglige arbejde som designer baserer jeg altid projekter på en almindelig fælles forståelse af målet og i min verden er det derigennem man skaber et brand eller et godt resultat: Ved almindelig involvering, interesse og forståelse for hvor tingene skal hen og hvad de betyder.

-Daniel

Posted by: Daniel Gjøde at 11.02.2007 22:56
Post a comment









Checkciffer (skriv venligst 719 i det næste felt - jeg skal vide at du ikke er en spamrobot):

Remember personal info?