Jeg besøgte det nye spektakulære Ordrupgaard her i weekenden (Zaha-ha-ha-ha-did it). Bygningen er stadig flot i al sin hvalhed men jeg kan efter besøget konstatere fire ting:
1: Michael Kvium holder ikke vand som "seriøs" maler. Uden shockeffekter er han en ret ordinær tegneserietegner, der leger med maling. Lidt lige som da Magritte i en sindsforvirret periode forsøgte at male som Renoir - bliv ved din læst Kvium - husk du er jo Punker.
2: Zahahahs udstillingsrum holder heller ikke. Tilbygningens lokaler er uegnede til at udstille kunst i. Punktum. Og det er ikke så godt når man er et kunstmuseum.
UPDATE: Som Claus gør opmæksom på herunder roste jeg selv samme lokaler for et år siden. Jeg har nu mediteret over oplevelsen og kombineret min meditation med en erindring af, at jeg faktisk SYNTES at Gauguin fungerede godt i lokalerne sidste år. Jeg er kommet til den konklusion at det er noget med skalaen: Lokalerne fungerer ikke til store ting som Kviums nye billeder - men faktisk godt nok til mindre ting som Impressionisterne - hvad de jo faktisk er designet til. Så undskyld Zaha - jeg trækker den hårde kritik ca 70% tilbage.
3: Cafeen - der annoncerer at være drevet af The Paul holder slet ikke. Jeg tror ikke det er den Paul - hvis det er, har mr. Cunningham formentligt aldrig sat sine ben derinde. Laks fra Daniel Letz kan ikke redde daggammelt supermarkedsbrød og inkompetent betjening.
4: Ordrupgaard lykkes med sin satsning på begivenhedskultur: Dårlig kunst og dårlig mad i (denne sammenhæng) dårlige lokaler - men alligevel kan man ikke sparke sig frem for forstadsfruer og hel- og halvkändisser der hvisketiskende går rundt og snakker om hvor meget billederne mon koster.
Hvorfor kalder man det i grunden sådan, når der hverken er tale om begivenhed eller kultur??
Posted by holger at 06.02.2007 00:09 | TrackBackEr der noget forandret siden din tidligere varme anbefaling af samme: http://www.killerfog.org/archives/000112.html
- udover egen besindelse altså ?
Posted by: Claus at 06.02.2007 00:28Jeg mener stadig at bygningen holder som arkitektur (altså i betydningen "rumlig konstruktion") og som tilbygning til villaen er den som sagt spektakulært vellykket. Men altså udstillingsrummene - det funker sgu ikke. For meget maner og begivenhed. Når man skal være baggrund for kunst skal man træde et skridt baglæns.
Længere sydpå har CF Møller da også valgt at lægge nogle simple kubiske volumener til arken - af samme grund.
Posted by: holger at 06.02.2007 00:34Det er meget sjovt. Sammenlign evt. med min første Aros-oplevelse, sjovt nok også af Kvium i selskab med sine generationsbrødre Frandsen og Lemmerz
http://www.classy.dk/log/archive/000914.html
- på Aros var det rummenes enorme størrelse og enkelhed der gav udstillingen gas - netop i sammenhæng med Kvium og venners store formater og friske, hvis ikke så malerdybe, stil.
Lyder lidt som om de stærke, karakterfulde rum på det nye Ordrupgaard, som jeg af underlige årsager endnu ikke har set, lige præcis egner sig til den modsatte type maleri: Det fine, begrænsede, omhyggelige - og måske lidt gammeldaws.