Trofaste læsere af denne blog vil vide at en af de klareste og mest trofast strålende stjerner på Killerfog's gyldne rockhimmel er Neil Young. Jeg køber som regel de plader, der kommer og er som regel begejstret. Jeg kan til fulde tilslutte mig Peder Bundgaard, der engang erklærede "Jeg vil betale for at høre Neil Young synge mens han klemter på en cykleklokke" Derfor var det en stor overraskelse for mig at erfare, at den danske musikpresse fuldstændig har forbigået en milepæl i Neil Youngs karriere: I sin alderdom er Neil langt om længe begyndt at udgive sit archives projekt!. Helt tilbage siden slutningen af halvfjerdserne har Neil Young i interviews talt om, hvordan han en dag ville udgive alt det "rigtig gode" - alle de bånd, der bare blev sorteret fra af producere og pladeselskabsfolk og andre omstændigheder. Projektet har efterhånden antaget mytologisk karakter. Fans har fantaseret om, hvilken form projektet ville tage: Ville det være en kæmpestor og dyr box med 50 cdere? eller en langsomt sideprojekt som Dylans "bootleg series"? Det viste sig så i november sidste år (og det var det, der ikke har stået noget om i de aviser, jeg ser) at Neil har valgt Dylan modellen - og den første udgivelse er - naturligvis havde jeg nær sagt - en elektrificerende liveoptagelse fra to koncerter i Fillmore East den 6 og 7. marts 1970 med Neil og Crazy Horse, hvor de spiller materiale fra deres dengang nys udkomne "Everybody knows this is nowhere". Da jeg via det smarte internet havde opdaget denne store forglemmelse i den danske musikpresse strøg jeg lige ind på itunes og hentede straks skiven ned på min harddisc. Og det er jeg selvfølgelig glad for: Koncerten er fra før Danny whitten så unødvendigt døde - og man hører her for første gang for alvor, hvorfor Neil Young altid taler om Whitten som "dén jeg kunne spille med" - og dette uden at forklejen Poncho Sampedro som passer spaden i Crazy Horse, så godt han nu kan. Pladen rummer som topnumre dels den underskønne "Winterlong" i en udgave, der næsten er bedre end den fra "decade" hidtil kendte og dels - som det store clou - de to lange signaturstykker "Down by the River" og "Cowgirl in the Sand" hvor samspillet mellem Whitten og Young er fuldstændig opslugende i sin blanding af løst vandrende elektrisk storm og præcist huggende detaljer, der spiralerer mod et crescendo, der efterlader en fuldstændig blæst omkuld men en finger på "repeat" knappen.
Hvis resten af Archives projektet fortsætter på dette niveau er der meget at glæde sig til.
Jeg tænker desuden på marts 1970 som også er måneden for en berømt skæmteroman af Klaus Rifbjerg. En virkelig rablende og personudhængende fantasi som nok kan læses selv i dag (jeg husker et afsnit med tronfølgeren Margrethe der springer fra et hustag til et andet som en slags Modesty Blaise). Og den sad Rif og skrev samtidig med at Crazy Horse lavede dette. Ikke at der er nogen pointe i det - Rifbjerg er vist mere til Jazz - andet end at halvfjerdserne på mange måder var et virkelig vildt årti.
Posted by holger at 11.02.2007 23:41 | TrackBack