Killer Fog

Beijing revisited (II)

Allerede i flyveren på vej over sibirien og de mongolske stepper til Beijing sad jeg og prøvede at forberede mig på at møde noget meget velkendt, der var blevet ændret. Beijing dengang bød ikke på så megen organiseret underholdning, men til gengæld var enhver gå- eller cykeltur en mulig surrealistisk oplevelse i hverdagens magiske teater, så vi cyklede virkelig meget. Beijing var den perfekte cykleby: Gode veje uden biler, flad som en pandekage og anlagt efter et nord-syd, øst-vest grid der gjorde det nemt at finde vej selv for en kronisk svimmel vejfindingskegle som mig. Så jeg kendte byen virkelig godt - mente jeg da.

Shocket var derfor til at tage og føle på, da vi sad i bilen på vej ind fra lufthavnen på en motorvej i en tæt sværm af biler, og da vi drejede fra var det bare over i en anden motorvej med endnu flere biler - og sådan blev det ved de tredive kilometer ind til byen: Tættere og tættere biltrafik - og her snakker vi spritnye Audier, passater, BMWer - større og større veje i en nudelret af flyovers og flyunders - det var umuligt at få pejling på en kendt bygning noget sted. Det var som om alle kinesere havde skiftet cyklen ud med en bil og alle havde fået lyst til at køre en tur samtidig. Engang var æselkærrer en normal ting i gadebilledet - nu kun hestekræfter, og de tre og fire sporede motorveje har mast sig næsten helt ind til centrum; For 25 år siden var den tredie ringvej byens yderste grænse. Den danske ambassade lå og ligger stadig op til den tredie ringvej, men hvor der dengang voksede auberginer på den anden side af ringvejen gror der nu højhus på højhus i en konstant knopskydning - og ambassaden ligger i dag nærmest i hvad man ville kalde midtbyen.

Først da vi kørte over Tien An Men pladsen var der endelig noget jeg kunne kende. Mao hang stadig på sin plads over portåbningen og teksten på porten, der hylder Kinas Kommunistiske Parti og folkeslagenes store forbrødring var også intakt - ironisk at denne store forbrødring nu finder sted i et fællesskab om Starbucks, KFC og BMW og ikke den antiimperialistiske kamp konstaterer min indre platugle.

Som sagt var trafikken i cyklernes tid et udfordrende og festligt indslag i dagligdagen. På trods af landets officielle kommunisme og dertil hørende proletariske høflighed var det udelukkende jungleloven der gjaldt. En lastbil havde ALTID forkørselsret, simpelt hen fordi den var tungest og sådan gik det nedad indtil man nåede oldinge og børn, der måtte vige selv for cykler. Ved busstoppestederne var der ingen der kendte til begrebet "en kø". Når bussen kom skramlende ind og åbnede sine døre kastede alle sig frem i en desperat kamp for at komme ind - som var det bussen til det forjættede land der gik: Børn blev skubbet omkuld - gamle damer fik en albue i maven - og fanden tog de sidste.
Det er imidlertid tydeligt at styret her i 2007 er træt af den prollede opførsel. Nok også fordi man venter flere millioner udenlandske besøgende i forbindelse med næste års Olympiske Lege - og der er ingen i partiets top, der ønsker at se humoristiske reportager om primitiv trafikkultur. Der har igennem årene været utallige høflighedskampagner, store plakater om ikke at spytte og skubbe og bande, men det har ikke hjulpet. Derfor har man nu sat vagter ved alle kryds og busstoppesteder. I de store kryds står der ældre mænd med røde flag og en fløjte. De er ikke politimænd, men trafikassistenter. De fløjter energisk hvis nogen prøver at køre over for rødt og de er meget hyggelige at spørge om vej, hvis man lige er i tvivl om vejen til posthuset eller noget andet. Ved busserne er det mest damer der holder vagt - og de har gule flag - men forbløffende: Folk stiller sig faktisk i kø - og bliver i køen ind til alle er inde i bussen.
Største tilbageværende trafikproblem udover den konstante sneglekørsel på de tilstoppede motorveje, er at man har holdt fast i den gamle regel, der gør det lovligt at svinge til højre ved rødt lys. Den regel tolkes af Beijings chauffører ikke som en forsigtig mulighed, men som en larmende ret. Tonstunge lastbiler vælter om hjørnerne på to hjul og som cyklist føler man sig i de store kryds "shi mien mai fu" som de siger på kinesisk - i baghold fra ti sider. Jeg venter på at den første udenlandske sportsstjerne bliver mejet ned af en højresvingende cementblander under OL næste år - så skal kineserne nok få gjort noget ved den regel.