Kejserpaladset - den forbudte by - ligger heldigvis hvor den plejer. Med sine purpurrøde mure og de gyldne tegltage er den nøjagtig lige så - wauw - fantastisk som for 25 år siden. Da jeg første gang kører hen ad Chang An i solnedgangen på min lånte cykel og paladset glimtende dukker frem i højre synsfelt får jeg tårer i øjnene - men det var nok bare vinden. En yndlingssport dengang var i tusmørke at cykle hen til Tien An Men i fuld fart, op over en af broerne foran porten og så holde op med at træde på broens toppunkt og glide i frihjul lydløst gennem porten og ind mod selve paladsmurenes gigantiske favntag.
Hvis man vil forstå hvad arkitektur handler om, er det en øvelse, der kan anbefales.
For 25 år siden var de store røde mure om den forbudte by og parkerne bag dem nogle af de få steder, hvor unge kinesiske kærester kunne holde i hånd og måske kysse lidt. Gadelygterne kunne ikke trænge ind i murenes dybe skygger og parkerne - ja der var slet ikke nogen lygter derinde. Kina var dengang et af de mest afsexualiserede steder på kloden: Tøjmoden var proletarisk unisex i farverne armygrøn eller arbejderblå, syet i et praktisk poset snit der effektivt skjulte enhver udfordrende kurve på enhver krop, men når man bevægede sig ind i parkerne bag paladsets mure kunne man konstatere at kroppe også kan tale kinesisk - omend meget forsigtigt. Det er noget andet nu: Unge par går frimodigt omslynget på gaden og kysser gladeligt hinanden også på offentlig vej og i dagslys. Det blå og grønne tøj er fuldstændig væk (og jeg trængte ellers til en ny proletarisk blå jakke) og erstattet af Levis, Marlboro Classics, Diesel eller i det mindste temmelig gode kopier.
Desværre kan man ikke lave cykeløvelsen mere. Porten til den indre gård bliver lukket om aftenen nu, og politi patruljerer natten lang. I det hele taget er Tien An Men området inklusive pladsen foran meget mere overvåget nu. Der er sat hegn op og politiet tømmer pladsen klokken 9 hver aften. Man frygter uden tvivl en gentagelse af "begivenheden". Studenterdemonstrationerne i 1989 er stadig så tabuiserede at de udelukkende omtales i stærkt eufemistiske vendinger: "det, der skete" eller "begivenheden". Alle ved hvad man taler om, men ingen vil sige noget.
Før i tiden cyklede folk tværs over pladsen - det går slet ikke nu. Der står vagter ved indgangene selv i dagtimerne og sender cyklister og andet riffraff væk. Generelt er det nok en afgørende forskel på dengang og nu: Mindre kontrol på privatsfærenivau - mere kontrol på det offentlige niveau. Kineserne var dengang overvåget af nabopatruljer, der mest bestod af gamle damer, som vidste ALT om hver enkelt person i gaden. På den anden side virekde det store politi ikke særlig emsigt - og som udlænding kunne man stort set gøre hvad som helst. Jeg spillede engang sammen med en gruppe amerikanere en hel omgang ultimate frisbee på pladsen. Vi satsede på at komme i Guiness Rekordbog - første frisbeekamp i Kina. Det var dengang det var interessant at være første et eller andet i Kina: Samme drivkraft som fik Jean Michel Jarre derover.
En ting lykkedes mig denne gang som jeg aldrig nåede for 25 år siden. Jeg kunne sætte mig på pladsen en morgenstund og male en akvarel af Tien An Men porten. For 25 år siden kunne det ikke lade sig gøre, for hvis man som langnæse stod stille i mere end et par minutter - og lignede at man lavede noget spændende, havde man hurtigt en kødrand på et par hundrede mennesker omkring sig. Og så er det svært, at se det man prøver at male. Selv David Hockney måtte først i firserne opgive at lave noget særligt på en kinarejse, som han dog trods alt fik skrevet en bog om. Nu stak jeg Hockney, men om jeg kan få min akvarel optaget i Guiness Rekordbog - det tvivler jeg på.
Posted by holger at 18.04.2007 13:10 | TrackBack