I forlængelse af min tidligere serie om politisk design, bliver jeg også nødt til kort at kommentere Danmarks nyeste parti: Ny alliance - eller som det skrives på hjemmesiden nyalliance. Partiet har ingen politik endnu - en klar fordel da det jo giver masser af MULIGHEDER. Og vi ved at politik er det muliges kunst.
Partiet har heller ikke noget logo endnu - der er udskrevet en konkurrence hvor man kan vinde 5000 kr eller 50 års gratis medlemskab af partiet (jeg ville tage pengene). Jeg kan altså ikke kommentere det eksisterende design og vil holde mig til indledende spredt fægtning.
Set herfra er partiets største problem navnet: Ny alliance er ikke sexy som f.eks ENHEDSLISTEN eller KRISTENDEMOKRATERNE. De bliver nok nødt til at få sig et kælenavn sådan a la "alliancen". Det kan man høre for sig - "jeg stemmer på alliancen". Det lyder lidt som gammel sportsklub, men det gør nok ikke så meget og det vil allerede give partiet dets første valgslogan ganske gratis: "tag nu chancen - støt alliancen".
Nævnte navnetaktik vil også gøre det muligt for partiet ved festlige lejligheder bare at kalde sig "de allierede" - noget helt klart sejt og meget positivt - det lyder næsten som et band.
Så mangler de bare et logo - og her vil jeg foreslå noget ordentlig hårdtslående mærkevaregrafik og ikke bare en lala løsning fra et desktopbureau (spådom: En cirkel vil indgå i det endelige logo). Med sejt navn, sejt logo, kendte mennesker - så kan det ikke gå galt.
Så mangler de bare en politik.
Posted by holger at 09.05.2007 21:58