Killer Fog

London 2012

Nå nu må jeg til det. Provokeret af Classy må jeg tage mig sammen og få skrevet min endelige krystalklare mening om skandalelogoet for OL i London 2012.

Og ja, det er rigtig nok ikke, hvad man ville kalde kønt. Det er kantet, råt, psykedelisk og "in your face" - men altså - jeg vil ikke stille mig op i hylekoret af fintfølende æsteter, der her føler sig trampet på deres hypersensitive designertæer. Jeg synes det er et modigt valg. Det viser, at organisationskomiteen ønsker et OL der er i øjenhøjde med sine omgivelser. Ikke noget opstylet tilbageskuende, skåltalende og rygklappende hykleri om ædel kappestrid og den slags bavl. Logoet ligner noget, der hører til på gaden: På t-shirts, på spillesteder, i skaterparker osv. Det er med vilje lavet så simpelt, at det kan eftergøres med en bred sprittush, og det er allerede i sin første inkarnation åbent for at blive resamplet og brugt med andre farver uden at miste sit særpræg. Så alt I alt synes jeg faktisk, det lover godt for den brandbuilding, der nu vil følge, hvis den altså lever op til de intentioner jeg her læser ind i mærket.

Når det så er sagt er der et par bekymringer: Logoet er lavet af brandingens grand old men fra Wolff/Olins og jeg synes det har en klar duft af at ville være ung med de unge. Det ville have klædt Sebastian Coe og hans venner bedre, hvis de havde spurgt en af de unge hippe tegnestuer, der naturligt arbejder i dette formsprog. Jeg tror det ville have givet et mere æstetisk og knap så retroagtigt udseende. Dette design er soleklart trukket i skuffen med tidens hotteste bølge: Tidlig 80'er retro. 80erne er in overalt. Det har kørt i nogle år, javist, men er i de sidste par år gået fuldstændig overground, hvilket man herhjemme fx ser ved den pluselige succes opnået af det skamløse Kliché coverband kaldet Nephew. 2012 logoet ligner 100% et cover til noget synthpop a la human league og lægger sig i en bred mainstream rent designmæssigt. Se fx nedenstående logo fra et londonsk eventbureau

Der også bruger 80er referencen, både i navn og farver. Faktisk er tre af farverne gengangere i både 2012 og London Calling. (At navnets Clash reference så absolut intet har med farverne at gøre er en af de sjove skævheder der opstår i den slags kulturel resampling)

Og det er her, jeg har min største bekymring: Om fem år når vi skal se dette mærke overalt - vil det så ikke bare virke håbløst 2007 agtigt?? Jeg tror det desværre, men jeg håber samtidig optimistisk, at logoejerne forstår at lade mærkets transformerende evner komme i spil og dermed at bringe det helskindet frem til målstregen