Valgkampen er i gang. Partierne pudser profilen og skyller stemmebåndene. Som det synlige bevis på det strategiske skift, der bragte den venlige næsten humanistiske og nærmest begavede Connie Hedegaard tilbage til Christiansborg afslørede "the party formerly known as De Konservative aka Det Konservative Folkeparti" på det netop afviklede landsråd et nyt look og en nyt meget tåget "mission statement", der lugter betænkeligt meget af Kunde og co.
Partierne dekorerer ca hvert fjerde år landets lygtepæle med en brandstorm af virkelig hæslige plakater, ingen nævnt, ingen glemt. Det har altid undret mig, at de arbejder så uprofessionelt med deres grafiske udtryk. Konservative (bemærk: Ikke DE konservative, ikke DET Konservative Folkeparti) har nu besluttet sig for at gøre noget ved det - hvad skal man dog mene om det?
Æstetisk er der tale om et stort spring. Væk er de grimme udsalgsfarver og den misforståede vits med c'et i en cirkel som copyright mærket. I stedet har man valgt et udtryk der kunne kaldes den danske bank i grønt: En specialtegnet, cool og uformel logotype, c'et i en grafikerbolle, sådan en der hverken er cirkel eller oval men lidt rund hele vejen rundt (senest hypet af den store danske encyklopædi), en uformel moderne akcidensskrift til overskrifter og en tunet grøn bundfarve, der i stil er i familie med den socialdemokratiske tuning af den røde (mere herom senere). Alle disse tiltag symboliserer afslappet, urban modernitet og åbenhed.
Det uformelle underbygges af vagheden i navnet: Konservative i stedet for DE konservative eller DET Konservative Folkeparti er et mystisk valg. Hvorfor ikke konservativ i ental, hvis der ikke skal nogen artikel på?? Konservative - der er lidt international stemning over det - det bliver jo næsten engelsk eller også er det bare for at få ordet til at svæve som en fint forstøvet tåge i luften. Hverken nogle mennesker eller et parti - nææh en IDE!!! og hvad er så denne ides indhold?? Mod til at skabe samenhæng. Her må tekstsnedkerne hos Kunde og co da have arbejdet på meget stærk kaffe i lang tid. Man ser det for sig: Der er tre core values: Mod, arbejde og sammenhæng - de kan samles i sætningen: Mod til at skabe sammenhæng. Ikke særlig mundret og helt umuligt at huske. Så tæt på at være meningsløst, man kan komme uden at gå over til at tale sort:
Konservative: Efterkrav gelejder hydrograf
eller det mere mundrette
Konservative: Indpak emblem og cockerspaniel
Hvis man ser på de tre grundelementer i den nye branding pakke konservative har købt: Vag grafisk stil, vagt navn, vagt mission statement, så er det svært at se, hvordan det på trods af den æstetiske forbedring skal skabe fremgang for paritiet. Det er åbenlyst at man går efter det attraktive midtervælgersegment, men det nytter ikke noget at tage designertøj på hvis man bare er en stivstikker med vilde øjne.
Det bliver spændende at følge OM designet virkelig er et udtryk for en ændret politik eller bare den grimme lugt af branding. Hvis det sidste er tilfældet vil både designpolitiet og vælgerne uddele bøder.
Hvad er det man gør når man designer??
Hvilke evner kræver det at være designer??
Den bedste definition jeg har formuleret indtil videre er:
At være designer er at kunne reagere præcist og uforudsigeligt på en given opgave.
Som designer bliver man ofte af kunderne, de herlige mennesker, bedt om at komme med noget "lidt vildt" eller at "køre den lidt ud over kanten". Det skal jo ikke være kedeligt, det vi sammen laver. Så vi kæmper for at finde på noget helt originalt, noget med gang i og drøn på, noget der rammer synsnerven som et godstog. Og det lykkes som regel.
Men det mærkelige er at når vi så viser vores skitser er svaret altid: "jaaa, det ser godt ud, men kan du ikke tage dender væk. Og demder og detder og så skrue lidt ned her" og så er det jeg spørger: Hvorfor kan I ikke sige det med det samme, kære kunder: Bare giv os noget metervare, der ligner det de andre har.
Det er så fedt at sige, at man vil have noget vildt, men modet svigter når man ser resultaterne af sine ønsker.
Her vil jeg gerne minde om David Carson, den store grungegrafikstjerne fra 1990'erne. Han sagde altid i interviews at tingene for ham tidligt blev sat i perspektiv: Carsons far var testpilot for det amerikanske luftvåben og faren vidste naturligvis at hvis han tog en dum chance så var det sket både med hans eget liv og mange millioner dollars.
Set i det perspektiv er det begrænsede skader et dristigt valg af grafisk design kan udrette.
I disse dage er det 25 år siden at The Clash udgav en plade der øjeblikkeligt og lige siden har ligget højt på min personlige top ti over all time greatest hits: London Calling. Punkenergi, blandet med det bedste fra britisk sangskrivning gennemlyst af americana. En cocktail, der jo også gjorde de udødelige Beatles udødelige.
Albummet blev først udgivet i USA i januar 1980 - et heldigt faktum, der gjorde at pladen i December 1989 af bladet Rolling Stone's læsere blev valgt som årtiets album. Alt dette fejres på behørig vis med specielle CD genudgivelser, DVD, behind the scenes og hvad ved jeg. Desværre er bandets ene frontfigur, Joe Strummer, fløjet fra planeten og kan derfor kun fra sin sky blande sig i fejringen.
Nåmen jubilæet fik mig egentlig til at tænke på, at jeg i sin tid øjeblikkeligt købte pladen ubehørt UDELUKKENDE på grund af coveret. Bevares, metatekstualiteten gik ikke tabt på mig: lige dele Elvis og the Who (som jo også svarede godt til indholdet). Men coveret var bare SÅ FEDT at jeg blev nødt til at eje den plade.
Og det får mig til at længes efter de gode gamle dage hvor man købte LP plader. Jeg vil ikke udtale mig om lydkvaliteten, men for en grafiker forsvandt et stort og lystfyldt felt fra området popmusik, da CD mediet brød igennem, det står fast og jeg kæmpede da også personligt imod så længe det var muligt. Og når nu også snart CDen forsvinder og alt bliver downloads, så er det da helt skidt. Vi har så kun de uhyggeligt ringe videoer der produceres til 13 årige seere af MTV og Boogie og den slags som visuelt akkompagnement til musikken.
Er det noget at være ked af for andre end grafikere?? Jeg tror det går ud over opmærksomheden. Det meste popmusik kræver en myte og en personlighed at hænge på. I LPens storhedstid blev denne myte i høj grad skabt af coveret: Tænk blot på Sgt Pepper. Men også mindre berømte covers: Bob Dylan med Suze Ruttolo i New york en vinterdag i 1962. Led Zeppelins underlige collager, der ikke havde noget at gøre med musikken, Jimi Hendrix' psykedeliske hindu cover til axis: Bold as love. De var alle med til at danne den totalitet, der var og er popmusikken.
Jeg har selv opgivet at følge med i hvor popmusikken er henne nu, men når jeg en sjælden gang hører noget mangler jeg altid noget total personality. Hvem er disse personer, der taler til mig??
Det svar kunne coveret give (ihvertfald en fiktion om) i de gode gamle dage. Og kombinatione Lyd/tekst/billede kunne sende på nogle blandfrekvenser der altid gjorde det mere interessant. Både de gode covers som London Calling eller Pink Floyd eller Sgt Pepper, men så afgjort også de grimme: Her indtager Neil Young nok den udestridte førsteplads på listen "hæsligt cover på fremragende plade" med Zuma, som kun blev købt af hard core fans pga. det afskyelige og amatøragtige cover, men bag omslaget afslører en af Neil og Crazy Horse's allerbedste plader.
Den dobbelthed mangler vi også i nutidens streamede lydtapet. Så mit håb til 50 års fejringen af London Calling er, at der til den tid findes et ligeså vildt og kreativt billedmedie - flydende digitalt i rummet eller hvad ved jeg - til at akkompagnere popmusikken, som pladecoveret var i sin storhedstid.
For nogen tid siden skulle en fotograf og jeg lave nogle billeder på Avedøre holme. Billederne skulle tages i den blå time - en sommeraften efter klokken 9. På det tidspunkt er Avedøre Holme blevet til AvedØDE Holme og der er ingen trafik, men de lange lige og brede veje med deres elementbarakker i nondeskript udformning giver stedet et Amerikansk feel der ville tiltale Wim Wenders.
Vi stod omkring kloken ti på Holmens yderste punkt for enden af en tre kilometer lang og meget lige vej ude på en vendeplads med udsigt til Sjællandsbroen og vindmølleparken. Jeg havde lånt en bil, en sort Peogeot 307 med registreringsnumeret TZ 47 016.
På et tidspunkt mens fotografen er gået lidt længere væk for at få en bedre vinkel bliver jeg opmærksom på en bil, der kører mod os - langt væk på den lange lige vej. På det tidspunkt er der sikkert kun disse to privatbiler på hele Avedøre Holme: Min bil og den fremmede. Bilen kommer nærmere og nærmere og efterhånden bliver det klart for mig, at den også er på vej ud på vendepladsen, vi befinder os på. Da den kommer tættere på ser jeg, at den fremmede bil også er en Peugeot 307 og at den også er sort.
Da den kommer helt ud til vendepladsen ser jeg, at den HAR REGISTRERINGSNUMERET TZ 47 017 - ET NUMMER HØJERE END DEN BIL JEG HAR LÅNT.!!!
Chaufføren er en ung mand. Han kører ud på vendepladsen - vender - og kører væk igen uden yderligere ærinde.
Jeg ser mig om efter David Lynch, men han er intetsteds at se.
Chronicles - volume one er udkommet. Man må hurtigt hen til boghandleren. Nødvendig læsning (når jeg engang har tid). Jeg mener ikke, at Bob Dylan skulle have Nobelprisen i Litteratur, men hvis der var en Nobelpris for sange eller for popmusik var han jo selvskreven 10 gange i træk.
Dylan har ikke bare skrevet mindst 50 sange de fleste popmusikere ville være lykkelige for at skrive bare én af - han har også sunget dem og dermed vist os alle hvad det sungne (talte) ord kan gøre. Jeg mener ikke, man skal forsøge at tolke Dylans sange. Som han tilsyneladende skriver i Chronicles - og som jeg selv altid har fornemmet - er Dylans univers et pulterkamer af tilfældig læsning, der bliver sat sammen på overraskende måder. Dylan er den originale dekonstruktivist. Som når han skriver en hel plade baseret på en tilfældig Japansk kriminalroman (Love and Theft). Det virker ikke på tryk, men talt, messet eller sunget er der et flow og en fremdrift i Dylans tekster der gør dem til poesi. Hør f.eks "The ballad of Frankie Lee and Judas Priest" - en lang rap med en mere end tåget historie, men ordene i Dylans mund gør det til rent guld. Eller "It's all over now Baby Blue": "Strike another match - go start anew" er vel næppe en original linje. Men sig det og rim det på "It's all over now Baby Blue" og magien sker.
Derfor er Dylan efter min mening den eneste stjerne i popmusikken der frembringer noget, der tangerer kunst. Man skal bare ikke tro det "handler" om andet end sprogets lyd. På samme måde "handler" billedkunst ikke om andet end synssansen. Men netop denne ikke handlen er det, der skaber kunstens resonans for det sympatiske sanseapparat. Og den resonans kan være så kraftig at man som modtager føler at kunstneren taler personligt til én - og det er Dylans ulykke: Hans mystiske talent for brændende sætninger starter mere end han nogensinde har bedt om - og selv om han hader det (og man forstår hvorfor) så er det jo et smukt eksempel på sprogets kraft - det talte sprog.
Så tak herfra til Bob - bare fortsæt. Jeg skal nok lade dig være i fred.
En gang - i de onde gamle dage - var opgaven for en politiker at oversætte følelser til brugbar politik. Det krævede overblik og indsigt.
I dag, hvor alle er enige om det meste og det vigtige foregår andre steder, handler politikernes opgave om at oversætte politik til følelser. For det er følelser der flytter stemmer. Det kræver en fundamentalt anderledes mennesketype. Mere udstråling - mindre indstråling. Derfor virker det så lamt når alle cand. politterne stift tramper rundt i et forsøg på at danse lidt. Kom nu drenge og piger giv os lidt fest.
Og til regeringen: Hvorfor er det I alle samen spænder kæbemusklerne og taler uden at åbne munden, når i er i fjernsynet?? - det er ikke godt for tænderne i det lange løb og kan give problemer med hovedpine.
Kreativ er et ord jeg hader. Det bruges i flæng både om projekter fra Panduro Hobby og professionelt arbejde. Men altså. Jeg lever af det nogle kalder kreativitet (og det er ikke perlebroderi eller silkemaling). Og hvad handler det om Jvf Gapingvoid og nu snart Classy.dk??
At lave k-ting (jeg kan ikke få mig selv til at skrive det ord) handler efter min mening om at være indeni når man er udenfor og udenfor når man er indeni. Og om hele tiden - oscillerende - at kunne skifte mellem de positioner.
Og så selvfølgelig hårdt arbejde og selvkritik.
DERFOR er det en stor glæde i digtsamlingen "Ukendt under samme måne" af Søren Ulrik Thomsen (1982) at finde linjerne:
"....
hvor kommer lyset fra
power
udefra indefra
power
indefra udefra
hvor kommer stormen fra"
Right on Søren.