Der var engang for længe siden at det var smart at være SFer. SF blev godt nok af den unge generation i 70erne betragtet som "borgerligt", men velbjergede og velmenende kulturradikale var alle sammen SFere - kystbanesocialister.
Der var også engang at venstrefløjen havde humor og kommunikationsmæssig tæft. Måske hænger de to ting sammen - ihvertfald er det meget længe siden og unge mennesker, der ikke selv kan huske de tider, må tro jeg lyver, hvis de kun skal se på nutidens materiale.
Sammenhængen mellem avantgarde kunst og avantgarde politik går helt tilbage til det moderne genembrud og manifesterer sig kraftigst i de første årtier af det tyvende århundrede. Tænk på de russiske konstruktivister eller John Heartfield for eksempel. Kritiken af det borgerlige samfund hang selvfølgelig sammen med en kritik af den borgerlige kunst. Desværre blev bevægelsen hurtigt overtaget af kedelige tørvetrillere der sagtens kunne klare sig uden vilde ideer - men havde mere brug for effektive spytslikkere og bødler. Allerede tidligt i den Sovjetiske revolution knæsatte Stalin den socialistiske realisme, som siden blev eksporteret til Kina og Cuba - og søreme også fik et feedback loop til den Europæiske venstrefløj - f.eks udtrykt ved det hæslige kunstnerkollektiv Demos, hvis mest fremtrædende medlem var den habile grafiker (og talentløse forfatter) Dea Trier Mørch og den bøvsende betonsurrealist Troels Trier. Nåmen alt dette bare for at sige, at grafik havde en virkelighed på venstrefløjen. Man hængte plakater af Che Guevara op på sit kollegieværelse, man agiterede på gadeplan med hastigt udformede vægaviser. Og set fra denne observatørs synspunkt var det selvfølgelig BEDRE end INGENTING. Og ingenting - det er hvad venstrefløjen har nu: Zilch, nothing, nada - snakeeyes.
SF råder grafisk over ET eneste grafisk element - en storgrim logotype: Bogstaverne SF kursiveret for at signalere dynamik, men en typografi man mest forbinder med købmandskæden "en af de friske butikker".
Man har dernæst gjort sig bemærket i gadebilledet med en serie plakater med budskaberne vi er stadig røde hhv grønne. Hver plakat er fiffigt farvesat med den modsatte farve. Vi har her at gøre med et vist metaæstetisk raffinement fordi farverne rød og grøn er komplementære. En effekt tegnestuen Designlab for 15 år siden anvendte i et designprogram for Rødby kommune. Jeg tvivler dog alvorligt på at det er Designlab der har været på spil her - selvom det selvfølgelig kan blive småt for enhver. Anyways - som plakater fungerer de overhovedet ikke: Vores nysgerrighed, engagement eller forundring sættes på ingen måde i spil og dermed melder SF sig ind i den store gruppe af politiske partier, der betjener sig af hjemmelavet design, hvis primære formål er at overbevise de overbeviste - noget man også kalder spild af penge.
På websiden har SF en af den politiske arenas bedste sites - udfra en indholdsbetragtning: Maser af præcis information (i det omfang adjektivet præcis giver mening i forhold til SFs politiske udsagn), logisk struktureret og nemt at anvende. Men som grafisk design halter den som resten af partiets profil forvildet rundt i et mudret brakvandsområde mellem aftenskole og kartoffeltryk.
Alt i alt må designpolitiet her konkludere at SF ikke vil opleve fremgang ved det kommende valg - partiet ejer simpelthen ikke offensiv kapacitet på kommunikationsfronten - men hvis man læser det, der står på hjemmesiden, er det måske godt det samme.