Nå du er slaget i fuld gang og vi vil her gå over til at se på partidesign "in action". Hvordan folder kommunikationsstrategierne sig ud? og hvad kan man mene om dem??
I en vurdering samler opmærksomheden sig i første omgang og næsten udelukkende om de tre gamle partier Socialdemokraterne, Venstre og Konservative (the party formerly known as De konservative). De mindre partier har simpelt hen ikke økonomiske ressourcer til at kommunikere på nogen struktureret måde, og deres indsats bør derfor henregnes til kategorien kuriosa eller spredehagl. Ganske vist har de Radikale vakt opsigt med en barsk propagandafilm, men den står som en enlig svale på en lyseblå himmel af amatørisme og skyldes sansynlivis udelukkende, at partiet blandt sine medlemmer tæller en prominent reklamefilmsinstruktør.
Hvis man så kiger på de tre hovedaktører liste A, C og V er det forbløffende hvor ens man er gået til værks. Der er trængsel på midten i dansk politik og de tre partiers grafikere er forbløffende enige om hvordan man signalerer moderne ufarlig nærhedspolitik, som er den platform, de alle tre har valgt. Venstre står for det man i skakkens verden kalder en teknisk nyhed idet partiet forsøger at annulere valgkampen ved både at være statsministerparti og opposition. Hver anden annonce er Anders "wildeye" der skuer mod fremtids fjerne mål - nydeligt stylet med nyt firseragtigt hår og halvfemseragtige skægstubbe - og hver anden er en vælger, der formulerer et krav: Skaf bedre børnepasning, flere penge til forskning, mere hjemmehjælp. Den slags retorik er jo normalt noget, man ville forvente af oppositionen, for det nærligende spørgsmål er: Hvorfor fanden har I ikke gjort noget ved det, hvis det er så vigtigt? Taktikken er listig og at dømme efter meningsmålingerne virker den. Socialdemokraterne har sjovt nok helt enslydende mærkesager, men de drukner jo lissom lidt når venstre har taget luften ud af dem på forhånd.
Liste A har ellers gjort et grundigt stykke arbejde denne gang. Hele sidste år så vi formand Mogens med ryggen til - lyttende til frustrerede forskere, pædagoger, unge etc og så - tadaaaa - da valget blev udskrevet fik vi et stort billede med Mogens Lykketoft en face midt blandt folket. Meningen er jo klar nok: Vi lytter og vi er i øjenhøjde med vælgerne. Det ser imidlertid ikke ud til at virke: Dels er men ved at fokusere på partiformanden gået ind på en bane regeringen har kridtet op: Præsidentvalget. Hvem kan I bedst lide? Mogens eller Anders?. En bane Venstre har tegnet, fordi de ved, at de vil vinde på den. Dels har man ved den bløde stil, udtrykt af den nye røde og det venlige billedunivers valgt et mindre konfrontatorisk udtryk og er således medvirkende til at styrke den almindelige holdning, at det egentlig er et valg mellem to socialdemokratier.
Konservative har overraskende valgt at koncentrere sig udelukkende om partiets ministre og det mystiske slogan: Mod til at skabe sammenhæng. I betragtning af ministermaterialets svaghed i almindeligt omdømme er det et modigt - nogle ville sige selvmorderisk valg. Partiets annoncer kommunikerer overhovet ikke - skaber ingen billeder eller meddigtende fornemmelse og virker forbløffende gammeldags og uambitiøse i betragtning af at de er lavet af byens dyreste kommunikationsbureau.
Hvis vi et øjeblik ser på de tre partiers slogans, er det også interessant hvor stort sammenfaldet er:
A: Sammen om fremtiden
C: Mod til at skabe sammenhæng
V: Så ved du det bli'r til noget
Vi ser at A og C deler roden sammen
at A og V deler fremtidsperspektivet
og at C og V deler handlekraftsbesværgelsen.
Det er dog med en vis lettelse at man konstaterer at taleperspektivet er forskelligt:
C: Mig (det er os der har modet)
V: Dig (det er dig der ved)
A: OS (vi er sammen..)
Man kunne overveje en combo der kunne være sloganet for den nationale samlingsregering:
SÅ VED DU VI HAR MOD TIL AT SKABE SAMMENHÆNG SAMMEN I FREMTIDEN
En sikker vinder.
Denne odyssé gennem dansk politisk designs desværre stillestående og smågrumsede vande nærmer sig sin afslutning - og lige som den litterære Odysseus vil min rejse også ende på en - nånej et - Ø.
Enhedslisten valgte i sin tid bogstavet Ø fordi det var halvdelen af ordet øv. Partiet er en nogle gange pinlig, nogle gange morsom anakronisme hvis holdninger bedst kan beskrives med badgeklassikeren: Ned med alt - og ud af resten. Designmæssigt står det ikke særlig oprørsk til: Vi har igen at gøre med den fladtrådte rød/grønne finte (se omtalen af SF's brug af samme metafor).
Baggrundsbanneret på hjemmesiden er mere beslægtet med Dansk Folkepartis tilsvarende banner. Hvor DF har bølgende kornmarker og alt andet godt fra Aksel Schiøtzlageret har liste Ø blot et bøgetræ og en lille mariehøne. Handler det om at være tryg?? Jeg tror der er en anden symbolik til stede: Gennem brugen af den rød/sorte mariehøne afslører enhedslisten på elegant og ansvarlig vis, at man er bevidst om den latente fascisme der lurer i enhver socialistisk bevægelse - det er sgu modigt!!.
Men derudover er der ikke meget at gøre for designpolitiet. Venstrefløjen tilhører traditionelt den gruppe menesker der mener at indhold betyder alt og form er noget pjat - det ses tydeligt på den grafiske iscenesættelse og på den vis må man også om enhedslisten gå skuffet fra borde - sagen unddrager sig egentlig bedømmelse.
Og som kommunikation er vi igen i en situation hvor man udelukkende taler til de i forvejen overbeviste. Der er intet i partiets materiale der henvender sig til potentielle vælgere. Der er tale om ren menighedspleje.
I et dristigt greb med det formål at få fat i nye vælgere skiftede Kristeligt Folkeparti for nogen tid siden navn til (hold fast) KRISTENDEMOKRATERNE!!!. Partiet adskiller sig nu markant fra de andre partier i folketinget: Længste etords partinavn (et bogstav mere end socialdemokraterne) - men det er desværre også den eneste forskel man kan pege på i et designprogram der giver ny dybde til ordet: Nondeskript.
Sådan set er der jo gjort et ærligt forsøg. Hjemmesiden fremstår relativt nutidig og inholdsorienteret. Der er tegnet et nyt logo og et fint billede af en mand der forsøger at stjæle en basketball fra en lille dreng fortæller os alle fra starten, at det er overholdelsen af de ti bud, der står centralt på partiets dagsorden. Problemet er, at det hele i den grad mangler kant og identitet. Det kunne lige så godt være trukket i en automat hos et af de tusindvis af design/kommunikations/mediefirmaer, den moderne tid har velsignet os med.
Selve KD mærket, der består af en orange cirkel med et K i og en blå kasse bagved med et D minder i brugen lidt om det gamle danmønt logo, men er derudover en af den slags ting der løber i musen i løbet af de første fem minutter når man sidder og dasker rundt med et tegneprogram.
Navnetrækket Kristendemokraterne er en nydelig fed Gill. En af de mest brugte skrifter blandt grafiske designere overhovedet. Der er intet gjort for at moderere udtrykket eller gøre det mindeværdigt på nogen måde.
På samme måde må man omtale både websitet og partiets interne blad - begge dele ligner metervareproduktionen fra gennemsnitsdesignernes pølsefabrik: Det er ikke specielt dårligt, men det er meget langt fra godt.
Politik og design handler om forskelle - om at synliggøre de væsentlige og ignorere de uvæsentlige. Kristendemokraternes design er i al sin tungenudafvinduet vandgrøds- og husblashed så ligegyldigt, at jeg ikke engang kan få mig selv til at skrive mere om det.
Partiet er uden tvivl velmenende, men med så lidt skyts vil det blive løbet over ende når de store partiers valgmaskiner tromler hen over landet.
Der bliver ikke genvalg til KD.
Det ser ud til at tsunamikatastrofen har udskudt det ventede folketingsvalg. Så i håbet om at kunne nå gennem samtlige opstillingsberettigede partier inden valgkampen vil jeg først og fremmest koncentrere mig om politisk design:
I den efterhånden uendelige serie om politisk design er vi nu nået til folketingets trediestørste parti: Dansk Folkeparti.
Og det er jo næsten for nemt: DFs design er grimt, kikset, naivt og dumt - men uhyggeligt nok - dermed det mest ærlige designudsagn so far.
Vi lærer jo at form og indhold skal svare til hinanden. Den mest almindelige komiske motor er et bytte rundt på form/indhold forholdene: En præst der synger sjofle sange. En rocker der samler på frimærker osv. En eller anden klog mand har skrevet et længere essay om detteher med udgangspunkt i middelalderkomikeren Rabelais, og pointen her er netop, at komik er når røv og hoved bytter plads. Det er uden tvivl denne dybe sandhed DF's grafiker har villet udtrykke med partiets logo. Det forestiller to røde pølser, dekoreret som dannebrogsflag, der med den konkave side vendt mod hinanden og en pil i modsatte ender netop udtrykker komikkens sande motor. Om der er tale om en bevidst subversiv aktion fra grafikerens side eller om der er en anden symbolik på spil kan jeg ikke sige. Andre læsninger af logofiguren melder sig også: Der kunne være tale om en repræsentation af mor danmarks skød under fødslen af et nyt parti. Men her er vi nok for langt ude på det Freudianske overdrev.
Dansk folkeparti har klaret sig fantastisk godt og jeg ved godt at man ikke bare må disse en trediedel af vælgerbefolkningen. Men altså. Jeg mener at dansk folkepartis succes mest af alt er en falliterklæring for den danske undervisningspolitik. Vi har at gøre med mennesker, der mener at Morten Korch film er en slags dokumentarfilm fra halvtresserne - mennesker der er ærligt anfægtede - bevares - men hvis anfægtelser bygger på et bjerg af mystisk folketro og tilfældig bodegasnak. Kernevælgerens anstrengte forhold til skolevæsenet udtrykkes glimrende i en serie plakater der de sidste måneder har skæmmet landets stationer. Under et uhyggeligt billede af det fremadskridende trehovedede monster Kjærsgaard/skaarup/thulesen dahl anført af Pia Kjærsgaard "in drag" står med kluntet skråskrift: Frisk just over landet. Hvad i alverden skal det betyde?? Det minder om den måde man skrev "i gamle dage" mest af alt hvis man i en eftersidningstime skulle skrive 100 gange "de varme lande er noget lort" - men igen - selvom det er gjort blindt er det præcist. (og meningen er vist at der skal stå frisk Pust over landet)
Partiets interne kommunikation kan studeres ved at downloade partibladet fra hjemmesiden. Bladet er layoutet med en visuel referenceramme i se og hør eller hele Aller Press's produktion, og tonen er den samme nedladende blanding af højtlæsning for dværge og apokalyptiske trusler, man kan finde i publikationer fra Jehovas Vidner eller måske Det Bedste fra 1950erne.
Status er derfor: DF's design er tro mod sit bagland på samme måde som en Nettoforretning. Denne overensstemmelse er sansynligvis ikke resultat af noget kynisk valg, men simpelthen ærlighed. Det kan derfor kun vanskeligt vurderes som design - men netop overensstemmelsen mellem form og indhold forklarer hvorfor det er DF der har fremgang i disse år. Deprimerende men sandt.