Et deja vu ramte mig mandag morgen da jeg så at årets Super Bowl står mellem Pittsburgh Steelers og Seattle Seahawks.
Jeg tilbragte skoleåret 1979-1980 i USA og blev, godt hjulpet af en familietradition der involverede varm chokolade og hjemmebagte kanelsnegle, temmelig glad for at se "monday night football". Et superformat på en kedelig mandag. Sådan en kamp med forskræp og pauser og reklamer kunne nemt tage fire timer. Der sad vi så og sang "I wanna live with a cinnamon roll - I could be happy the rest of my life with a cinnamon roll" og så de uovervindelige Steelers folde sig ud.
Steelers var i 70erne Footballs svar på Bayern München på samme tid. En supermagt. De vandt fire superbowls mellem 1974 og 1980 og holdet talte stjerner som Terry Bradswaw, Lynn Swan, "Mean" Joe Green, Franco Harris bare for at nævne et par stykker. Steelers vandt meget, men de delte også med Bayern München den lidt kedelige spillestil: Solidt forsvar, mange running plays.
Dengang var et up and coming team der fangede min interesse Seattle Seahawks. De spillede et mere artistisk, næsten Europæisk, spil med overraskende plays og en fantastisk ung quarterback ved navn Jim Zorn. I november i en kamp mod NY Jets tangerede han rekorden for flest fuldførte afleveringer i træk (14 eller 15 så vidt jeg husker). Han var kun et par og tyve og han blev spået en stor fremtid. Seahawks vandt ikke noget stort - de havde den tragiske fejl indbygget i det stort anlagte spil, at det en gang i mellem gik galt - og så gik det meget galt.
Så min glæde ved at se, at Steelers er tilbage bliver næsten overdøvet af at Seahawks endelig får chancen.
Jim Zorn wherever you are - jeg hepper på dig.
Nååååeh - jeg havde ikke gjort mit hjemmearbejde. Grunden til de mærkelige, lidt hengemte og pædagogstøvede valg til den populærmusikalske kanon er simpelt hen at værkerne er udpeget af Torben BILLE!!!!
Formanden for (og stifteren af) Sebastians fanclub.
Manden der i slutfirserne udgav en bog om dansk rock uden at nævne Sort Sol (men dog finde plads til Laban).
Vi må takke Kanonudvalget for på den måde at udstille projektets meningsløshed.
Man ville vel være et dårligt brokkehoved hvis ikke man kommenterede Dumme Brians Dumme Kanon (DBDK) nu på dagen.
Jeg kunne vælge at gøre mig klog på arkitekturen, eller design, eller billedkunsten, men vil i første omgang kigge på populærmusikken.
Den valgte kanon er:
1. Tolv udvalgte sange, Kai Normann Andersen (1900-1967)
2. Dansk guldalder jazz vol. 1- 4, 1988, antologi af guldalderjazz (EMI)
3.The Savage Rose, 1968, The Savage Rose (dannet 1967)
4. Værsgo, 1973, Kim Larsen (f. 1945)
5. Svantes viser, 1973, Benny Andersen (f. 1929) og Povl Dissing (f. 1938)
6. Live sådan, 1976, Gasolin’ (1969-1977)
7. Supertanker, 1980, Kliche (1977-1983)
8. Tidens tern, 1980, C.V. Jørgensen (f. 1950)
9. Stjerne til støv, 1981, Sebastian (f. 1949)
10. Aura, 1984/1985, Palle Mikkelborg (f. 1941)
11. Nærmest lykkelig, 1988, TV-2 (dannet 1980/81)
12 Tolv evergreens
1 til 5 er vel sådan set OK, men at kanonudvalget vælger at repræsentere Gasolin med det middelmådige live album fra 1976 er mig en total gåde. Selvfølgelig skal Gasolin med, men deres kanoniske værk er og bliver Gas 5 fra 1975, med signatursangen Rabalderstræde som uforglemmelig første skæring. At Birans musikalske væbnere vælger Live Sådan er vel kun i mangel af en greatest hits, og så kunne de for den sags skyld lige så godt have valgt boxen fra 2003, hvor det hele er samlet.
På samme måde med CV Jørgensen. At han er med er efter mit skøn ok - men at vælge tidens tern kan da kun være fordi den rummer det umulige hit om Gynter med dæknavnet Otto. CVs kanoniske værk er og bliver Storbyens Små Oaser (eller så tag da syregrønne evergreens så alt det gode kommer med)
At tv2 og Sebastian er med er uforståeligt for mig - når der ikke er fundet plads til steppeulvene - eller thomas helmig for den sags skyld.
Betyder "med andre ord", men der er desværre ikke andre. Jung Chang (kendt fra det sønderjyske bøsseepos "wild swans") har sammen med sin mand, kremlologen Jon Halliday skrevet den afsluttende, endegyldige - og totalt ødelæggende biografi om formand Mao.
Der er efter læsning ikke sten på sten tilbage af formandens renome. Sinologen Simon Leys udgav i 1977 bogen "chinese shadows" der havde stort set samme pointe, men han er altid blevet regnet som lidt af et brokkehoved, der ikke havde sans for de resultater man trods alt opnåede i folkerepublikken.
Jung og Jon dokumenterer hvordan revolutionen blev finansieret af russere og rød opiumshandel, hvordan sindsyg terror mod uskyldige var en medfødt del af Maos styreform lige fra begyndelsen og en lang række uhyrligheder af samme skuffe.
Det man som kinainteresseret kan undre sig over er kinesernes pressetække. Det har været som om ingen i den vestlige verden - fra højre til venstrefløj helt har kunnet få sig selv ti at tro på at det stod SÅ galt til. Bevares, der havde været kritisable episoder, men som Mao sagde om sit store forbillede Stalin "hvorfor kritisere en mand når 70 % af hvad han gjorde var rigtigt".
Det viser sig nu at ikke en gang 70‰ af hvad Mao gjorde var rigtigt. Ikke engang en.
Men hvor kommer sansen for PR fra?? Andy Warhol vill aldrig have lavet silketryk af Hitler eller Stalin, Kløvedalerne ville næppe bo i et kollektiv kaldet "stalins lyst" - og når man kender kineserne - er det helt usandsynligt at der har været en masterplan.
Altså er det afstanden. Kina var blevet en slags elysium i vestlige intellektuelles hjerner og hjerter.
Jeg kommer til at tænke på en oplevelse fra Kina i 1987. Jeg rejste rundt i Kina med min kone (dengang kæreste), og vi ville tage flodbåden på den gamle kanal fra Suzhou til Hangzhou i det østlige Kina. Kanalen var dengang allerede kombineret kloak, spildevandsledning og drikkereservoir for Suzhous beboere. Vandet var sort som beg og uden tvivl stendødt. Det lugtede af svovl og alskens djævelskab. På båden mødte vi et Australsk ægtepar der var blevet bidt af "the china bug". Vi sejlede ud gennem Suzhou i dampe der rev i øjnene og tænkte egentlig kun på at undgå at falde overbord, da vi passerede en olding der sad på en mødding. Sandsynligvis var han ved at lede efter noget spiseligt. At kalde hans tøj slidt ville være en høflighed. Det var ikke tøj men nogle stykker stof holdt fast på hans krop af snor. Da båden passerede ham kiggede han op og gav os et tandløst smil, hvorpå vore australske venner forklaret udbrød: "Oh - look at that happy man!"
Nu sner det igen.
Det gør det faktisk stort set hver vinter.
Flere gange.
Man kan kigge ud af sit vindue og forvisse sig om det: Det sner - og blæser.
Hvis man har kørekort, ved man, at sne, blæst og kulde er et mindre end optimalt mix af vejrsituationer på landevejene. Forudsat man ønsker en ustresset og problemfri tur.
Alt det er meget, meget simpelt.
HVAD FANDEN SKAL VI SÅ MED TI MINUTTERS LIVE TRANSMISSION FRA EN MOTORVEJ VED KOLDING - SOM FØRSTE INDSLAG I TV AVISEN?????
Get a life DR. Der er sgu katastrofer nok at rapportere fra.
Jeg er ved at læse Peder Bundgaards hyldest til ungdommens Vesterbro og ungdommens ven, Dan Turell aka Onkel Danny.
Peder Bundgaard er en sympatisk person, der for evigt har plads i rockkulturens hall of fame p.g.a de udødelige Gasolin' covers, der fuldstændig perfekt matchede musikkens blanding af garage og folkelighed. Hans inspiration er primært de amerikanske undergrundstegnere Crumb og især Kelley der lavede covers for Grateful Dead, en af Peders og Onkel Dannys yndlingsbands.
MEN - han skriver altså meget meget meget kedeligt. Det er synd når han nu har så meget på hjerte og simpelthen har certifikat på at have været Dan Turells bedste ven.
Og om selve sagens kerne DT - så jaaaaa - jeg ved nu ikke rigtig. Der er en opskatningsbølge i gang, men altså efter denne læsers mening har Dan Turell ALDRIG været så god en forfatter som han selv troede han var. Han ville være en ordmaskine, en dyb poet med en flabet stemme, men rimene passede aldrig RIGTIGT og iagttagelserne sad aldrig RIGTIGT lige i smasken. Bevares der er momenter, men alt i alt var onkel Danny nok bedst når han anstrengte sig mindst.
Min egen favorit er en lille tynd samling vrøvlede "dåse digte" (cover selvfølgelig af PB) fra sidst i 70erne. Bl.a. et uforglemmeligt digt om døden der henter "hver en mand/ Mickey Mouse og Anders And". Eller det der starter "Wittgenstein sad på et hegn/og tænkte mange sære tegn" (er det måske det samme??)
Eller det om livets pludselige og overraskende slag med linjerne "de kan få et spark i maven/ mens de sidder ved kakaoen" - det rammer.
Men de ambitøse ting og krimierne - dem må I godt beholde.
Bogen har et fantastisk flot fotoudstyr, med nogle meget nostalgiske skud fra Vesterbro i en svunden tid - og et meget lækkert cover med en fotomontage af Onkel Danny i mørket på Vesterbro.
Alt i alt - soso.
Jeg cykler om morgenen i mørket over Bispebjerg.
Lårpumpende og hvæsende passerede jeg i morges en butik.
Der stod SKYKURSER
Jeg tænkte hele dagen på hvad sådan nogle kurser kunne være.
På hjemturen så jeg min fejltagelse - det var SYKURSER
Men hvad hjælper det nu.
JEG FORLANGER ET SKYKURSUS!