Jeg ejer som mange - virkelig mange - designere et Jacob Jensen ur. Ikke det platte med striben men det helt enkle, grå med de orange visere. Sådan et ur har altid været kosher i den kreative klasse (fuck hvor jeg hader den betegnelse) og jeg har pligtskyldigt henvendt mig i Illum eller Magasins urafdeling hvert andet år når remmen efterhånden var slidt igennem og skulle skiftes.
Her den enden dag bristede remmen (igen) og jeg tog som sædvanlig afsted til Købmagergade. Jeg gik ind i Illum og fandt en urskranke (hvilket ikke betyder alle skrankers moder). Da det blev min tur (foran mig stod to kinesiske piger og købte smykker - to KINESISKE piger - hvor får de penge fra?) hev jeg uret op af lommen og holdt det på min flade hånd foran ekspeditricen idet jeg spurgte - har du en rem til sådan et?. Et klart og velformuleret spørgsmål skulle jeg mene.
Damen kiggede på min hånd, og så - med et udtryk som om det var en lort og ikke et designerur der lå i min håndflade - sagde hun iskoldt - den slags fører vi ikke, de er jo begyndt at sælge til Føtex og sådan noget.
Så der kan man bare se - fra at have ejet et "timepiece" har jeg nu pludselig et føtexur.
Jeg har endnu ikke taget mig sammen til at gå ned i Føtex for at kigge efter en rem - måske skulle jeg hellere købe et nyt ur.
Blåt sollys svøbt
i himmelpakker af uld
Velværevarme der stråler
fra knoglerne
Hænder om redskaber
Græs og glas
Hænder om glas
Vindrueklaser og blottet hud
Tjenester man ikke behøver
at gøre sig fortjent til
Fly i formationer
på træk herfra
Deres spinkle hvide skrift
Postkort på blåt papir
Skygger bevæger
Trin overalt
på græsset
æbler i kasser
kasser stablet i kasser
Se hvor det vokser
Orden i dans
Jeg ser på min afgrund og smiler
Når nu man kan sige om noget, der er meget sjovt, at det er urkomisk - kan man så også sige om en person, der er meget tynd, at han er URMAGER??
På vej hjem fra arbejde cykler jeg over Bispebjerg. Der er først en Mont Ventoux-agtig stigning nede fra Lygten op forbi brugsen, tværs over Tuborgvej og helt op til Grundtvigskirken der ligger som et kæmpe orgel i gul tegl øverst på Bispebjergets top. Ved kirken drejer jeg til højre, sætter cyklen på frihjul og nyder farten ned ad bakken mod downtown bispebjerg - en kort pause inden det igen går opad mod Lundtoftesletten.
Her den anden dag da jeg kom susende ned tæt på max hastighed for min cykel, var der pludselig en cyklist foran mig der umotiveret og uden signal drejede vinkelret på cykelstien. Han var ved at lægge an til at dreje til venstre ved et kryds. Helt pr reflex broadsidede jeg Ole Olsen agtigt rundt om ham. Mirakuløst bevarede jeg kontrollen over min cykel - jeg ramte ikke den forankørende og kom ikke selv til skade ligsom heller ingen anden cyklist kom til skade. Jeg kiggede på katastrofecyklisten med hævede øjenbryn og bad ham være lidt mere forsigtig i trafikken. Manden viste sig at være a anden etninsk herkomst end dansk - og måske derfor - måske ikke - hvad ved jeg - svarede han aggresivt igen ved at vise mig begge sine langefingre og sige "fuck you fuck you".
Her er det at overskriften kommer ind i billedet, for i stedet for at trække blank i en langemandsduel sagde jeg stilfærdigt til manden "du skal ikke sige fuck you - du skal sige undskyld" - han fremturede med tegnsproget, men jeg tog ikke fingermaddingen og sagde istedet fredeligt, idet jeg satte mig op på min cykel "jeg har ikke gjort dig noget - det er ikke en god måde at være på det du der viser mig". Denne ikkevolds taktik viste sig at gøre indtryk på den uretfærdigt vrede mand. Han cyklede efter mig og ca 100 meter fra åstedet passede han mig op, tog min arm og sagde "what did you say?" - Jeg gentog mit udsagn fra før - nu på engelsk - og manden gav mig hånden og sagde you're right - I am sorry.
Min glorie holdt hele vejen hjem.
His Bobnes er har atter ladet os tilflyde en ny samling - denne gang med den Chaplin inspirerede titel Modern Times. Der er tale om et hattrick: Den tredie virkelig gode Dylan plade i træk- en serie man skal langt tilbage i hans enorme produktion for at finde magen til. Pladen fortsætter trofast på de skinner der blev lagt så solidt på Love and Theft fra 2001. For fem år siden var det faktisk første gang Dylan selv producerede, og sjovt nok valgte han i modsætning til alle de inforskrevne daglejere at mikse sig selv længere tilbage i lydbilledet så hen fremstår mere som medlem af et band. Og hvilket band: Den flok musikere han har spillet med de sidste ti år er næsten lige så gode som det rigtige band - the band: De swinger som en drøm og spiller samtidig så fokuseret og tight at det er en ren fornøjelse.
Bob selv er i topform - med en ny nøgen følsomhed i stemmen der virker næsten rørende i munden på en ældre herre. Hans presence er mindre Bob og mere en ældre country crooner - lige langt fra ungdommens snerrende speedfreak og fra halvfemsernes ahasverus - men det klær ham s'gu den gamle - han lyder som en man gerne ville drikke et par fadbamser med og snakke om livet og kvinder og den slags vidunderlige ting.
Der har selvfølgelig været kritik af, at Bob denne gang har lånt et par linjer fra en gammel Sydstatsdigter - men det er sgu da lige meget. Dylan har alle dage stjålet med arme og ben. Det er hans evne til at sætte stumperne sammen der gør ham unik.
Knud Romers ignorante smagsdommeri forbigår jeg i tavshed.
Teksterne handler om evige temaer som kærlighed og alderdom og den slags, men ud over at de er dejlige at synge vil jeg ikke kommentere dem yderligere kun minde om Dylans egne ord. Han blev engang spurgt: "People don't live or die, people just float - Hwa' betyder det?". Hans svar: "I needed a rhyme for coat".
Hvis man lagde vejen forbi Garnisonskirken i går omkring klokken 20 fik man en overvældende demonstration i kirkeorgelets utrolige muligheder som soloinstrument. Vi taler her om Mads Damlunds debutkoncert der rummede værker af Buxtehude, Ligeti og Carl Nielsen - fremført følsomt ekvibrilistisk af den unge debutant. Flere gange frygtede man at orgelet ville eksplodere eller som en jetmotor pludselig opnå liftoff og sende os alle ud i stjernenatten. Orgelet var både dampmaskine, orkan, fuglepip og fløjter, råben og mumlen, hvæs og hvisken - men hele tiden og først og fremmest - musik.
Som tilhører sad man bare ør tilbage og tænkte over hvor lidt lyd der egentlig er i et stereoanlæg.
Mads Damlund har netop udgivet en CD med en orgelindspilning af Bachs Goldbergvariationer - køb den hvis du har råd.
Mit besøg i Århus i anledning af Rauschenberg faldt sammen med afslutningen på årets festuge. Der var derfor glad fadølsforstærket stemning overalt i byen. Højdepunkterne var lørdag aftens double header: to koncerter på den store scene ved Domkirken: Lis Sørensen og Anne Linnet. Pladsen var fuld i mere end en forstand of stemningen var i Top. Alle sang med på både "Fuld af nattens stjerner", "Mine øjne de skal se" og senere da det blev Annes tur "Alting kan gå itu.." Jeg var taget til århus som en fødselsdagstreat i anledning af min 45 års fødselsdag og nostalgien i arrangementet var bittersød på den rigtige måde - det var pludselig både længe siden og lige i går at jeg stod foran orange scene i Roskilde en fredag eftermiddag i 1981, hvor ballet blev åbnet af de selv samme damer + den i festugen savnede Sanne (som jo desuden ikke er fra Århus). Senere fik nostalgien et vred mere i Teltet i Pustervig hvor "Vi Unge Live" spillede et forrygende sæt af 80'er covers: Sweet dreams are made of this, Just can't get enough, Sledgehammer osv osv. Mærkeligt når jeg kan huske da det var den NYE musik. Der blev altså lavet fed musik i 80erne og jeg kan ikke forholde mig til dem der udråber det til århundredets grimmeste årti når vi der var i tyverne dengang er helt enige om at det grimmeste årti - det var da halvfjerdserne.
Men altså sådan er det - og I skal ikke høre noget fra mig om at det var bedre før - det var anderledes. Den slags jereminader minder mig altid om noget jeg læste i en mindeartikel om 1968 der stod i the Face (tror jeg nok) i 1988. Et ungt menneske sagde: "Den væsentligste forskel på 1968 og 1988 er at dengang stod der ikke en flok gamle røvhuller og fortalte jer om hvor sjovt de havde haft det i 1948"
- og det var sgu godt sagt.
Da jeg for snart mange år siden sad på en bar i Beijing med Andy Warhol, Christopher Makos, Fred Hughes og et slæng af groupier og hustlers havde de alle sammen tømmermænd. De kom lige fra en fernisering med Rauschenberg og som det blev sagt ".... Bob - he's such a boozer". Sjovt nok for Rauschenberg er jo pop - en kunstretning der mere associeres med coke og marihuana og den slags moderne fornøjelser, mens den gammeldags sprit mere tilhører generationen før - de abstrakte ekspressionister, berømtest udtrykt gennem stordrankeren Jackson Pollocks liv og tragiske endeligt. Men altså: Bob kunne lide et godt glas burbon - og havde på andre måder et tæt forhold til storebrorgenerationen af abstraktekspressionister. Berømt er fx den udviskede Willem De Kooning tegning - både en hyldest og et opgør.
Desværre har et par slagtilfælde tvunget ham til at opgive hjemlandets Jack D og Bob er i stedet gået over til hvidvin. Aros i År(h)us har netop lukket døren til årets store Rauschenbergudstilling for sidste gang - og heldigvis nåede jeg lige med inden lukketid.
Udstillingens video viser mesteren selv, forkrøblet men klar i blikket og fuld af lune.
Og at hånden - selv i alderdommen er sikker kunne man forvisse sig om på den tilhørende udstilling. Værkerne var alle 10 - 15 år gamle, alle vintage Rauschenberg - dog på metal i stedet for lærred. De fleste fra en serie billeder inspireret af et besøg til barndommens Texas.
Jeg har altid ment at Rauschenberg - og Jasper Johns - er de største MALERE blandt popkunstnerne. Udstillingen bekræfter dette og var en stor æstetisk oplevelse. Desuden vistes et antal skrotskulpturer - også af Texansk oprindelse. Skulpturerne lignede alle noget der var blæst af en benzintank i en Wim Wenders film og som så sammenkrøllet var landet i en bunke på gulvet i de ikke særlig charmerende særudstillingslokaler på aros. Men trods karakteren af ready-mades beriger Rauschenbergs skulpturelle blik det skulpturelle blik - og udstillingen var i det hele taget en stor opvisning i Rauschenbergs ambition om at gøre maleriet 3-dimensionelt, bla eksemplificeret i en storslået billedlabyrint.
Desuden understreger udstillingen Rauschenbergs kompositionsprincipper, hvor der altid er en stærk geometrisk form (gerne en cirkel, fx en sol, et cykelhjul, et ur) der holder fast i det kriblende kaos rundt om.
- og sådan var det.
For et par måneder siden, til reboot talte Michael Thomsen om hvordan han opfattede internettet som en tilbagevenden til den mundtlige kultur (der er karakteriseret ved at være polyfon og horisontal i modsætning til den hierarkiske skriftkultur). Pointen er måske hentet lidt langt ude, tæt på baglinjen, men en klokke ringer et sted og måske er der noget om det. Hvis det er rigtigt er det interessant om internettet også efterhånden vil udvikle den simple 1:1 tillid mellem taler og modtager der også synes at være karakteristisk for den mundtlige kultur. Når Harald Blåtand skriver sit navn på Jellingestenen så er vi ret sikre på at det var en konge der hed Harald med tilnavnet Blåtand. Vi overvejer ikke om det i virkeligheden er en 57 årig pædofil eller en 17 årig headbanger. Ligesådan er det en pointe i Odyseen at Odyssseus lyver om sit navn overfor Polyfemos. I dag ville selv en kyklop aldrig have hoppet på den slags. Igen - måske lidt langt ude, men der synes at være en større stolthed ved eget navn i en tidligere, præ-moderne kultur. Anonymiteten tilhører den moderne tilværelse. En af de ting der dukker op i den tidlige industrialismes rædselsbeskrivelser af den nye og hæslige, men fascinerende storby - er de ansigtsløse masser. Nettet giver os samtalen tilbage, men har sjovt nok som en af sine dræber features løgnen og anonymiteten. For denne observatør synes det egfentligt frisættende ikke at være retten til at optræde som 21 årig bimbo eller 45 årig falleret grafiker - snarere at kunne komme til en VIRKELIG kontakt med mine medmennesker - så alt detder trustbuilding på nettet - det støtter jeg 100%
naiv som jeg er.
Åhnej allerede på andendagen af mit genoptagne liv som blogger kommer den første krise. Hvad skal jeg dog blogge?
Arbejde? - for hemmeligt (top secret projects involving alien intelligence)
Nyheder? - for deprimerende. Terrorister og fodbold overalt. Hvor er vi henne når en politisk ordfører for et regeringsparti hellere vil være radiovært? - eller direktør eller hvad det er. Der må være tale om en fyring. Man må altså ikke drille Charlotte Dyremose.
Underholdning? Jeg tror jeg vil holde op med at se desperate housewives.
Musik? Dylan er for fed Knud Romer - og det er du også - på den ufede måde.
Opvask? - jeg klarede sgu en til i dag.
I den tid jeg har været væk fra mit skrivebord er en af de begivenheder jeg dermed desværre ikke har kommenteret det nys afholdte VM i fodbold: Enten har alderen for alvor indhentet mig eller også er der noget om det: Det var bedre i gamle dage. Med undtagelse af Italien '90 mindes jeg ikke et mere kedeligt VM. Alt for mange ligegyldige kampe mellem dårlige hold, Alt for meget fedtspil, alt for få mål og alt for få rigtige stjerner. Jeg kan ikke huske én eneste detalje her to måneder efter - bortset altså fra "El toro" Zidanes suveræne flyveskalle mod den sjofle kryptofascist Materazzi. Og det har jo trods alt ikke meget med fodbold at gøre. Jeg tror det ville være en god ide at aflyse champions league i VM året - for det er jo tydeligt at alle de bedste spillere er dødtrætte og demotiverede, det var derfor at to semipensionister som Zidane og Figo kunne stå så relativt stærkt i denne turnering.
Jexus x chrixst. Det er næsten et halvt år siden jeg sidst har skrevet en post. Og i mellemtiden har jeg lært at "blogosfæren" i Danmark er eksploderet siden nytår. En stigning fra 2000 blogs til 10000 bare på første halvår - (this is a marketing guy talking now) - Jeg har lige været til et kommunikationsseminar om corporate blogging - my god rimer på corporate fucking - så ved man hvad klokken er slået.
Så jeg blev enig med mig selv om at starte igen. Jeg kan nu se at jeg i killerfogs tidlige liv må have tilhørt en smal lille stribe skimmel på "the cutting edge" af den danske internetverden - nu er jeg bare mainstream. Mainstream er nemmere håber jeg.