I USA er november national romanskrivningsmåned. En roman er noget mange drømmer om at skrive - også jeg. Men det er svært at finde tiden, derfor hopper jeg hermed på min bror classys ide om en NANONOVEL - projektet går ud på at skrive 6 ord om dagen i november og dermed et sluttet værk. Jeg går hermed i gang. Jeg ved ikke helt hvad genren bliver:
Alt det, han tænkte på, forsvandt.
Det er en mærkelig form for aggressiv fantasiløshed der præger de unge mennesker omkring ungdomshuset. Kommunen beslutter - af forskellige grunde - at sælge huset. Det kan man være sur på kommunen over, men den mærkelige kristne sekt, der har købt huset - de har da ikke gjort noget. Hvorfor er det så dem, raseriet skal vendes imod? Jeg græmmes og forundres over, hvor hurtigt såkaldt progressive bevægelser slår over i rendyrket fascisme, jvf attac og deres helt igennem åndssvage demonstrationer.
Der var engang, at modkulturens slogan var "fantasien til magten". Tag jer sammen i slaskede unge (og christianitter for den sags skyld) Hvis I bliver smidt ud fra et sted - så find da på noget andet. Grav en tunnel eller bag en kage eller noget andet nyttigt. Hvad vi ser nu er bare selvretfærdig og voldelig ligusterfascisme - så flyt da ud på villavejene (hvor I sikkert kommer fra alligevel).
Min personlige erfaring med ungdomshuset begrænser sig til en mindeværdig Voxpop koncert i 1983, på den pladeforevigede "Alt skal væk" turné. Det jeg husker er at jeg gik ned for at købe en øl. Jeg betalte - og fik penge tilbage. Så sagde jeg tak - og da jeg udtalte det ord kiggede bartenderen på mig som om jeg havde sagt noget fornærmende.
Meget symbolsk tror jeg.
Det er snart absolut sidste chance for at se Louisianas store Kjærholm satsning. Udstillingen kan varmt anbefales hvis man er den mindste smule interesseret i møbler som skulpturelle objekter, protestantisk æstetik, minimalistisk formpræcision og godt håndværk.
Kjærholms definerende værk er stærkt inspireret af Charles Eames, men ikke desto mindre er Kjærholms resultater renere og mere konsekvente og alt i alt klar verdensklasse.
Desuden kan man se nogle gode repræsentationer af Kjærholms arbejde som udstillingsarkitekt - en morsom tidsmaskine hvor man føler sig teletransporteret tilbage til en uskyldigere tid hvor Bebop Jazz, kæderygning og overskæg var hipt og hvor den naturlige baggrund for dannede menneskers udfoldelse af den slags aktiviteter var et Kjærholm MILJØ.
Men altså - man skal måske være fagmand for rigtigt at være interesseret i samlingsdetaljer og konstruktionsprincipper. Det hjælper også når man har brugt nogle af møblerne dagligt i hele sin studietid - så elementet nostalgi også kommer med.
Det interessante er også, at lige nu kan man på Louisiana - Danmarks flagskib for international moderne KUNST se en udstilling med møbler og en med filmplakater. Begge to udstillinger der normalt ville høre til på andre museer (kunstindustrimuseet og filmmuseet hhv). Louisiana er privat finansieret så de må gøre hvad der passer dem, men man kan ikke lade være med at tænke over om vi i disse år for alvor er vidner til kunstinstitutionens sammenbrud. Aros viser Racerbiler, Statens Museum viser blomster eller sølv eller modetøj. Og samtidig er den rigtige kunst mere end nogensinde optaget af at komme ud på gaderne - at maskere sig som ikke-kunst.
Jeg vil gerne fastslå at kunst efter min mening er en viljesagt. Ting bliver ikke tilfældigvis til kunst. Ting kan BRUGES til at lave kunst (jvf Duchamp), men det er noget andet.
Måske skal man ikke begræde forandringen - men der er sgu noget i gang.
Hvordan kan det være, at firmaet 3 til stemme på deres TV reklamer har valgt en kvinde, der lyder fuldstændig som hende, der reklamerer for den frækkeste linje på kanal københavn i de barmhjertige timer - mellem to og fem??
Hvordan kan det være, at jeg ved det - jeg ser hverken reklamer eller kanal københavn?
Har kunst et indhold? - andet end kunsten og kan dette eventuelle indhold blottes med en intellektuel dåseåbner? Det er der skrevet mange fristile om i tidens løb. Min stilling er ikke helt klar. Jeg tror man kan få noget ud af strukturelle læsninger af kunst, men kun hvis man accepterer strukturalismen som en slags parasitgenre - og ikke noget endeligt bud på sandheden. Et interessant eksempel på det, fandt jeg her forleden:
På Bob Dylans fremragende plade "Time out of Mind" er det bedste nummer på pladen afslutningsnummeret "Highlands". En 13 et halvt minut lang drømmefantasi om kunstnerens isolation fortalt som en helt konkret anekdote om et møde med en servetrice på en Diner i Boston. Sangen har en lang generel indledning der sætter scenen og et par afslutningsvers der hamrer pointerne ind - men helt centralt er selve dialogen mellem Bobs fortællerstemme og servetricen. Nå men det sad jeg så og hørte forleden og faldt da over det interessante faktum, at præcis midt i sangen - 6 minutter og 43 sekunder inde - er det at servetricen træder op til Bobs bord (check det selv efter).
Det slog mig så at det kunne man jo skrive en hel masse om. Symmetri er det suverent mest almindelige kompositionsprincip i kunsthistorien (vel fordi menneskekroppen er symmetrisk). Og ved at melde sig ind i sådan en kunstfærdig kompositionstradition ville Bob pludselig være beslægtet med alt muligt fx Alban Berg hvis Lulu er bygget op efter et helt symmetrisk kompositionsprincip. Man kunne skrive om hvordan den horisontale sang (der er sådan løs og jammet og uden refrain) skjuler en hierarkisk pointe (antydet i titlens highlands) - og alt muligt andet ævl. Jeg tror at sådan nogle skriverier kunne berige og uddybe fornøjelsen ved sangen - men omvendt er jeg ikke et sekund i tvivl om at Bob Dylan aldrig har skænket det en tanke.
Derfor mener jeg at kritik må anskues som en genre i sig selv - en genre der kan sige NOGET om et værk, men aldrig alt - det er vel også derfor værket er et værk er et værk.
Meget er blevet skrevet om Brian Mikkelsens kanonprojekt. Jeg mener, at det er en hyggelig selskabsleg for dannede mennesker og måske en hjælp for dem, der ønsker at blive det - men som alle andre fornuftige mennesker er jeg skeptisk overfor ideen om at man kan reducere dansk kultur til 120 numre - med den fare der ligger i hele projektet, at det bare bliver en ny Biedermeiers standardkultur som folk kan, fordi det er det man skal og ikke mere. Hvis kanonen skal have en berettigelse er det fordi den skal pege udover sig selv og konstant udfordre sin egen autoritet - alle udvalgene burde være tvunget til som afslutning på deres arbejde at skrive: Men vi kunne lige så godt have valgt 10 andre værker.
Og det leder mig frem til det egentlige emne for denne post. Jeg ønskede mig kanonbogen i fødselsdagsgave for nylig - af nysgerrighed og jeg tænkte at det måske var en måde at introducere mine børn for kulturens mangfoldighed. Jeg har nu fået studeret materialet og må sige at som formidling dumper kanonbogen eklatant. Der er meget få uddrag af de valgte værker, dårlig reproduktion af billedkunsten og mest en hel masse sniksnak af kanonudvalgenes formænd. Den medfølgende CD er nærmest en vittighed: Lidt filmklip, men f.eks næsten ingen eksempler på den udvalgte rytmiske musik og på billedkunstsiden nogle utrolig dårlige affotograferinger af de valgte værker.
Når man tænker på, hvad interaktivitet og CD mediet kunne have gjort for projektet virker det nærmest pinligt at sende detteher ud.
Kanonprojektet har også et website der er lige så dårligt. Her er det utroligt at man ikke udnytter nettets muligheder for hypertekkst og links. Man kunne da for satan have bragt det meste af litteraturen i sin fulde udstrækning. Og værst af alt: Man kunne have udnyttet nettets ocean af viden til at vise at kanonen kun er toppen af et (tilfældigt) isbjerg, Der kunne være links til andre samtidige kunstnere, til inspirationskilder og udviklinger - nutidige arvtagere. Man kunne med nettet netop sætte hele projektet i det nødvendige perspektiv og dermed for alvor skabe en gave til danskerne. Som det er nu bekræftes man bare i det indadvendte og virkelig U-dannede i hele projektet: Lav en facitliste så vi kan få overstået detder kultur.
Middelalder - here we come
Når nu Charlotte Dyremose har indrømmet at have købt et falsk Gucci ur i Kina:
HVAD VENTER DU PÅ GUCCI HELLE?????
Plakater over det hele. Tema: The real deal.
Husk du fik ideen fra mig
Hermed et nyt ord til fri afbenyttelse:
Powerty (tryk på første stavelse - og bemærk at de fem sidste bogstaver ligger i rækkefølge på et standard keyboard) er når man får for lidt ud af sit potentiale, eller bruger sine overlegne kræfter på en forkert måde, fx:
USAs politik i mellemøsten - det er powerty
Louisiana udstiller filmstills - der er powerty
DR1s lørdagsflade - det er powerty
Philip Starck askebægre - det er powerty
Paul McCartneys solokarriere - det er powerty
Fortsæt selv - det er ganske let.
Jeg skrev for nylig om Politikens nye design at det var sådan set OK, men at det nok ville være mere vanskeligt at arbejde med for amatører - altså journalister.
Efter nu at have givet avisen 14 dage til at finde ud af det må jeg konkludere at jeg skrev rigtigt. Gennemsnitsniveauet i den nye avis er en meget rodet og uskøn side hvor det nye horisontale layoutprincip slet ikke udnyttes.. Overskrifterne virker generelt klemte og skal mindst to punktstørrelser ned for at fungere. Og det hæderkronede hoved er blevet vredet i computeren så det nu i sin nye king size størrelse bare er en række bogstaver i stedet for søm før et ordbillede. De bredere spalter og den lysere sats er stadig på plussiden men vægtskålen tipper for denne observatør faretruende mod minus.
Det er sådan set ærgerligt - for intentionerne i redesignet synes jeg stadig er gode. Det er fedt at ville være en rigtig gammeldags avis når nu alle de andre vil ligne McAviser.
Der er så også lige problemet med de selvfede reklamer for samme avis. Politiken tænker at det er cool at være selvironisk, men altså - det er jo selvfedt og indadvendt i anden potens. Nu kan vi rigtigt grine ad de dumme fjolser der:
1: Ikke kan se hvor fede vi er
2: Ikke selv er fede
3: Ikke kan forstå vores "crazy" humor
4: Ikke ved hvad ironi er
5: Holder en anden avis
Jeg KAN ikke forstå hvad der får nogen til at lave den slags kampagner der kun har til formål at missionere blandt de hellige.
Men desværre: Jeg hænger på den. Så ondt kan det være at tilhøre den kreative klasse. "Dagen" tilbød os i 40 festlige dage et reelt alternativ.
Man starter med vand
Altings moder
Erindringer om lykkelig svømning
Solstrejf som knive af lys
på fiskens skællede ryg
Salt hører til
smagen i svælget
og øjnene når spejlet
brydes i lovsang til luft
Gær er det næste
Eftertankens substans
Foldes ind i ursuppen med
mit bambuspiskeris
Støvet der dannede os
Muldens hvide guld
Er det næste
Fra mine fingre falder det
som stille vintersne på
en nyfrossen sø
Så er der kun mine hænder
mine hænder og tid
Ilden der renser
Gløder der oplyser øjne
og forandrer
Sådan laver man et brød
og et digt
I tusindvis samler de sig nu
sorte mod nattens tusmørke
Valmuer, tulipaner, altaner
orange mod bygningens hul
Fjernsynets skarpe røde øje
fader til livløst nul
I himlen sort og blå og blå
kun den trygge lyd og blinken
kun den trygge lyd og blinken
flyvere der vender
hjem til reden
Glasset på min håndflade skælver
mens pillen synker hvidt
mod bunden i en dis af bobler
Om lidt er den væk denne kulde
Når suset rammer
huset
Jeg ville gerne anmelde nyhedsavisen, men hidtil er det kun lykkedes mig at få fat i et eneste eksemplar. Jeg ved de har en webudgave, men ville gerne forholde mig til papirudgaven da det lissom er det format avisen er tænkt i. Så tilsyneladende er der noget om avisens distributionsvanskeligheder.
Jeg har ellers fundet det morsomt (og en smule for tydeligt) at BÅDE Politiken og Berlingeren hver dag siden Nyhedsavisen udkom har haft forsidehistorier om hvor dårligt det går for deres nye kollega: Kun 2% af befolkningen læser nyhedsavisen. annoncørerne forlanger deres penge igen, osv osv. Synd når det nu virker som om den Islandske newcomer slår de to gamle blades gratislanceringer med flere sømil.
Et godt råd hvis nyhedsavisen trænger til lidt opmærksomhed kunne være en tegnekonkurrence - måske noget med en religiøs figur? Den slags er der helt sikkert oplag i.
PS: Er der nogen der ved om David Trads HAR taget nogle layoutere med fra Information eller er ligheden tilfældig og utilsigtet.?
Karl Marx sagde, eller rettere skrev engang følgende: "Hegel bemærker etellerandet sted, at alle store verdenshistoriske begivenheder og personer har det med at dukke op to gange - Han glemte at tilføje: Første gang som tragedie, anden gang som farce."
Og som I mange andre ting må vi konstatere at Marx havde ret (hvorvidt han selv var en første- eller andengangsopdukken melder citatet intet om). Jeg tænker her på DFUs meget omtalte fuldemandstegnekonkurrence. Det er som om vi er fanget i en ond tilbagespoling af tidligere events og vi venter nu kun på at de rasende horder i mellemøsten går i gang med mordtrusler og flagbrændinger. Herhjemme vil vel ingen forfatter eller chefredaktør løfte en finger for at forsvare en fuld ung DFers ytringsfrihed - men altså: Vi gider ikke igen. Vi må finde en måde at afmontere disse kriser i fremtiden. Man kan oprette dialogcentre herfra og til næste år, men hvis det er så nemt at sætte gang i festen så holder det jo ikke op før de stakkels mennesker i mellemøsten får nogle ordentlige informationer om verdens mangfoldighed.
En midlertidig løsning der kunne være med til at gyde olie på vandene er et forslag fra en af de mange stormuftier der udtalte sig i anledning af den første Muhammedkrise. Her var tale om en moderat Mufti - han forlangte ikke Anders Fogh Rasmussens hoved på et fad - men krævede derimod at Fogh skulle lide den tort at tegnes som en gris. Et visionært og pacifistisk forslag efter min mening.
Så kan vi ikke lige få nogle grisetegnere på banen så vi kan komme videre. JEG ORKER IKKE EN DEJA VU PÅ DETTEHER - og jeg orker ikke at skulle køre rigtige argumenter i stilling overfor sådan noget åndssvagt pjat.
Kom frem i unge DFere - for nationens skyld - I skal tegnes.
Vuggestueblokaderne er slut for denne gang. Rød stue ser ud til at have sejret.
Anders Fogh trak godt nok lidt i floskelbremsen her til sidst. Fx nævnte han ikke de socialistiske ballademagere med et ord i sin åbningstale. MEN jeg synes det er interessant, at ingen autoriserede kommentatorer - før killerfog - har benyttet Foghs udfald til at hamre dette faktum ind: ANDERS FOGH LEVER I EN TIDSKAPSEL. HANS VERDENSBILLEDE STIVNEDE I 70ERNE!!!. Kun hvis man forstår dét, forstår man nemlig den mærkelige sprogbrug og de sære prioriteringer: Man forstår hvorfor Fogh er sådan en elendig udenrigspolitiker (i 70erne var globalisering og EU og den slags ikke opfundet - det var derimod NATO, og det var vigtigt for Danmark at følge USA i tykt og tyndt). Man forstår angrebene på "rundkredspædagogik" og "eksperter" - man forstår endda oprindelsen til "pengene fosser ud af statskassen" - udslynget dagligt gennem et tiår hvor pengene fossede IND i statskassen. Man forstår den store lyst til at sætte universiteterne og DR under administration - i 70erne højborge for socialistiske ballademagere.
Det er sørgeligt at Danmark i disse år med en historisk højkonjunktur skal anføres af en visionsløs lille bogholder fra jylland.
Op til folketingsårets start oplever vi en opblomstring af politisk plakatkommunikation. Anførende på outdoorområdet er Dansk Folkeparti, der i år har forladt det 1980'er-agtige habitlook og "Frisk just over landet" til fordel for en plakatserie, der enten er lavet af en ufattelig kynisk professionel, eller vitterligt er lavet af folketingsgruppens juniorsekretær i programmet MS word - under alle omstændigheder må vi konstatere, at træfsikkerheden hvad angår stil og tone i forhold til målgruppen er intakt.
Vi har at gøre med et rodet layout uden struktur. Fuldstændig plakat-Uegnet i sin mangel på kontrast eller egentligt informationshierarki. Øverst en skønvirke bort der kunne være løftet direkte fra Danmarks Melodibog årgang 1906, så et dårligt billede af f.eks sagesløse ældre medborgere - og henover et slogan, som oftest det kryptonazistiske "dit land - dit valg" (bemærk den rytmiske lighed med "ein Land - Ein Volk") I SKRIFTEN PAPYRUS.
Papyrus er blandt designere decideret tabu. Det er en skrift, der anvendes til poesibøger, restaurantmenuer og følsomme plakater af solnedgange og kærester af den slags der prydede ungpigeværelser i gamle dage. Papyrus er tegnet så sent som i 1983 og sjovt nok anskueliggør denne underlige sammenblanding af skønvirke og forloren klassicisme præcis pointen at dansk folkeparti udelukkende henvender sig til rodløse mennesker uden et ægte forhold til rod og tradition. I stedet har de rod i et pulterkammer med skidt og kanel fra "gamle dage" - og formår ikke at vælge hvad der er egentlig historie og hvad der er opfundet af underholdningsindustrien.
Plakaterne er som al kommunikation fra DF rodet og kikset som en amagerghylde, men - igen - fuldstændig tro mod sin målgruppe og burde øjeblikkeligt gøres til pensum på landets grafiske uddannelser.
Dan Turell kunne li at rime
i en stime
i en time
han fik folk til at besvime
han drømte han var en maskine
fyldt med ord
og mord
Dan Turell boede på Alhambravej
Nummer 100
Engang da jeg sorterede post
på postterminalen
Hvor fanden skulle man ellers sortere den
og jeg snakkede med min sidemand om Dan Turell
Lige der
Fik jeg pludselig et brev
til Dan Turell i hånden
Jeg husker ikke hvem det var fra
Jeg anbragte brevet i den korrekte gule bås
Lidt orden skal der vel være
På en postterminal
Dan Turell
er post terminal
men hans stemme lever
med den mærkelige diktion
Det vrængende vesterbroske
med overklasse a
ARBEJDE sagde han
ikke ARBARJDE
Dan turell havde en maskine
der kunne skrive
ord
formløst cirklende bag hudens pupiler
åndedræt
jakkesæt
Han drømte om præcision
Han drømte om musik
Men hvad fanden er
Gitte Bristol for et navn?
Man kan sgu da ikke være gift
med en der hedder
Gitte Bristol
i en kriminalroman
Dan turell skrev for at glemme
Jeg tror han var bange
I år er det sandelig 100 år siden Johannes V. Jensen udgav sin ovenfor nævnte digtsamling. Jensen er i år blevet kanoniseret - det har han sådan set altid været men Brians dumme kanon har naturligvis Kongens Fald med på listen. Men ellers altså - hvis ikke det var for Kanon og Nobelpris og fast pensum i gymnasiet - så er der nok mange der føler at Johannes V - det er noget gammelt lort. Og her vil jeg gerne træde ind og forsvare den gamle stivstikker. Jeg ved ikke hvorfor, men siden jeg første gang lagde øjne til en af mandens tekster - jeg tror det var en himmerlandshistorie og jeg har været 13 eller 14 år gammel så har jeg opfattet hans tone som direkte strømførende. Jeg mener simpelthen at ingen - og jeg gentager INGEN - har skrevet det danske sprog så godt som han har. Evnen til på to sider at sætte en scene af episk format og afvikle den så man sidder med et sug i maven - og vel at mærke i et sprog der knitrer og syder af liv og længsel - den er aldrig overtruffet på dette vort ellers så lidt musikalske modersmål.
Digtene fra samlingen er regulære hits - og kan læses i dag fuldstændigt lige så friske som for hundrede år siden: Chokoladeavtomat (med V!) eller jomfruen der sover "med øret begravet i sit haar" lyrik på atomplanet. Lige siden jeg først læste hele samlingen (som jeg vist fik til min 15 års fødselsdag) har jeg gået med det Jensenske rif i øret og ofte dumper der hele eller halve sætninger fra et af digtene umotiveret ned i mit hoved.
Særlige oplevelser husker jeg to:
Den ene, en sen sen familiejulefrokost hvor jeg læste "Ved Frokosten" op for et animeret selskab og kunne konstatere, at lige præcis den løse takt (man fristes til at sige jazzede - hvis ikke det var fordi Jensen hadede "negermusik"), der naturligt kommer til en efter 8 blålys, lukker op for digtets store humor og menneskelighed.
Den anden, da jeg første gang læste "Norne Gæst" og kom til sidste kapitel, hvor han rejser gennem tiden og tiderne og ikke kan dø og bare bliver ældre og ældre - det sus, det var at læse det kapitel, er simpelthen min største læseoplevelse nogensinde. Jeg kan huske, at jeg sad alene i mit værelse med bogen. Min bror havde kammerater på besøg og der lød både latter og popmusik inde fra hans værelse, men jeg var tabt for omverden - jeg var suget ind i den bog og da den var slut, læste jeg lige hele sidste kapitel en gang til fordi det bare var for stort. Jeg rejste mig med en fornemmelse af, at der var sket noget med mig - at jeg var forandret. Der var et mig før jeg læste den tekst og et mig efter.
Jeg var blevet indviet i, hvad sprog vil sige.
Den hændervridende kulturradikalismes menighedsblad, Politiken, er langt om længe blevet redesignet. Alle de andre aviser incl. Information er gået over til tabloidformatet, men Politiken holder avisfanen broadsheet højt svingende.
Designet er lavet af hidkaldte udenlandske eksperter - og jeg bilder mig ind at man kan se det internationale touch. Ihvertfald synes jeg umiddelbart vurderet på præmiereavisen - at resultatet er ret vellykket. Det gamle design virkede efterhånden helt anakronistisk så et redesign der tager højde for den forbedrede trykteknik er meget velkomment. Koblingen mellem det gamle 8 spaltede format øverst på siden og så et seksspaltet format under stregen fungerer både som en hjælp til overskueligheden og som grafisk element. Det lysere satsbillede er velkomment. Den større skydning (linjeafstand, amatører) giver et roligt og tilbagelænet indtryk. At satsbilledet så også formentlig reducerer antallet af enheder pr side ganske betragteligt er en sidegevinst for Politikens lønkonto - der må mindst kunne spares en journalist væk.
Det er et design der KAN være meget flot hvis det er lavet af folk med sans for det, men faren er selvfølgelig at mindre ånder hurtigt får det rodet til.
Eneste minus efter min mening er de røde kasser. Jeg forstår godt designelementet - det er nødvendigt med lidt peber, men altså - det minder mig om den nu helt glemte Aktuelt fra 70erne. Man skulle måske have brugt nogle lidt mindre felter.
Men Bottom line: Smart at satse på broadsheet når man nu har det helt alene.
Typografi: Bedre
Layout: Bedre.
Indhold: SOS (vi venter på PH)
Jeg var lidt skeptisk overfor Anders Østergaards meget sete "dokumentarfilm" om Danmarks bedste og største rockband EVER, Gasolin', men nu er den udkommet på DVD og det ser ud til at storkapitalens håndlangere har lavet endnu et scoop: Det er nok noget man som fan bliver nødt til at eje.
Ikke alene er der filmen (som trods alt kan få tre stjerner ud af seks mulige) men på ekstraskiven er der foruden en tvspecial fra 1975 in anledning af Gas' 5 også et længere indslag hvor de fire glade gutter samlet hører på de gamle plader og snakker om tilblivelsen - det er en must have.
Jeg husker stadig dender TV special. Den var faktisk ret sjov - lavet af holdet bag DR1s ungdomsredaktion tror jeg - ihvertfald figurerer Gotha Andersen prominent - inspireret af "a hard days night": De fire fede fyre spiller sig selv på vej til et surrealistisk job i enelleranden pladderballe hal. Undervejs spiller de alle numrene fra Gas 5 i tyk play back og til sidst er der et par live indslag. Måske holder den ikke vand idag, men jeg er villig til at lade det komme an på en prøve. Og pladeparaden - jeg kan dårligt vente til Jul.