På Kommunikationsforum publicerer Timme Bisgaard Munk et angreb på noget han tror er designbranchen. I kan læse det her
Den slags kan man ikke lade stå uimodsagt - og det gør jeg da heller ikke:
Timme skyder med skarpt – tror han selv, men det er kun løst krudt og daggammelt wienerbrød. Den ærede forfatter har ladet sig forvirre af et antikveret designbegreb og en falsk modsætning mellem noget, vi i mangel af et bedre udtryk kunne kalde ”form” og ”indhold”
Design er ikke kosmetik – fat det dog! Og godt design kan ikke meningsfyldt adskilles i en formdel og en indholdsdel. Dræberhistorien om Googles logo er dels ikke korrekt refereret og dels overser den fuldstændig, at Google logoet med sit hjemmegjorte udtryk præcis afspejler en web 2.0, low key brugerfokustanke. Hvis jeg som designer var blevet bedt om at komme op med noget, der skulle matche en beskrivelse af Googles forretningsmodel, ville jeg nok have lavet noget, der var lidt pænere, men i sin grundtanke ikke ulig det eksisterende. Vi har altså at gøre med et stykke helt bevidst design, der meget præcist har hjulpet virksomheden Google til at blive så stærkt et brand – og ikke som påstået kejserens nye klæder.
Hvis Timme tror at nogen nogensinde har påstået, at et logo til 17 millioner kan forvandle en hundelort til et stykke lagkage, så må han altså tro om igen.
Designmagien – og en hyldest af den trives ikke i nogen designkredse, jeg kender. Design er et meget konkret stykke arbejde med at visualisere koncepter på en måde, så fremtrædelsen BLIVER tingen – og at kalde det ”æstetik” og rynke på næsen er så old hat at jeg bliver helt varm om hjertet ved at læse den slags igen. Der er ingen i designbranchen der påstår, at en designmanual er forskellen på succes og fiasko. Punktum. Design betyder såmænd bare bevidst formgivning – og bevidsthed om selv mikroprocesserne i en virksomhed er så visseligt en af støttepillerne for succes. Det mærkelige argument om, at designere ikke må kalde design for proces hænger jo slet ikke sammen og baserer sig som den ærede forfatter så rigtigt skriver på en karikeret opfattelse af design som ”festlig leg med glade farver” – må jeg venligst være fri.
Jeg fornemmer at indlæggets hovedmotor i virkeligheden er en simpel territorialsang fra de varme lande (og en kryptorindalistisk forargelse over de 17 millioner kroner!!!!). Der foregår i disse år et stort slag mellem kommunikationsbranchen og designbranchen – Hvem af os kommer først op på direktionsgangene? – og hvem af os hyrer den anden som underleverandør?, hvem har definitionsretten med andre ord?.
Set fra min stol er en af de store forskelle på de to brancher, at designere besidder en reel kompetence, hvor den store horde af cand. commere (og hvad de nu hedder alle sammen), der oversvømmer branchen i disse år ikke kan så meget mere end at skrive lidt fristil (og det kan jeg også – se bare selv).
Meget sigende er et af de mest søgte ord på kforum konsekvent ordet ”branding” – og det er jo fordi alle kommunikatørerne er på vej ind på et område, der i de flestes bevidsthed er defineret og ejet af designere. Men hør nu efter: Branding udføres ikke af bogholdere og revisorer, der nidkært vogter over marginale afvigelser i logofarven. Branding udføres ikke af prædikanter der messer tomt generiske ”mission statements”. Branding udføres ikke af sortklædte kunstnere med Macintosh computere. Branding udføres af alle organisationens interessenter i fællesskab. Der er her ikke tale om et centralt styret fællesskab, idealet er mere en fri og åben samtale styret af en visionær ramme. Rammen og det visuelle sprog, der gør det muligt at kommunikere på tværs af alle områder, det er det vi beskæftiger os med – det er design.
Og designere er nu engang bedst til at designe – vi har så brug for at hyre nogle af jer kommunikationsfolk en gang imellem, når der skal skrives nogle sexede ord, men substansen skal have en fysisk virkelighed for at virke – det giver ligesom sig selv. Det er nemlig (til forskel fra kommunikationsbranchen) den fysiske virkelighed, vi beskæftiger os med – og den er jeg ikke bange for at kalde proces eller forretning eller lampeskærm eller noget helt tredje.
Det er fuldstændig korrekt at nettet har ændret grundvilkårene for kommunikation og at vi som designere har fået nye muligheder og udfordringer her i det 21. Århundrede. Der er en stor konvergens i gang og jeg er ikke i tvivl om at vi som brancher kan bruge hinanden – men det forudsætter åbenhed og villighed til at lære noget nyt. Hvis man hænger fast i fortidens dogmer er man allerede et fossil – det er vi helt enige om.
Jeg får ret tit tilbud om at købe kropsforbedrende kirurgi eller ligefrem præstationsfremmende midler i pilleform. Jeg tænker ofte på hvem de venlige mennesker er, der sådan finder min mailaddresse og tænker, at jeg godt lige kunne bruge lidt hjælp. Hvor bor de? Og hvad er det for et job de har?
Jeg tænker også på, hvordan man finder på gode navne, hvis man vil skrive fiktion - og så slog det mig pludselig: Man må kunne kombinere de to tanker. Hvad nu hvis spam mailerne var virkelige mennesker? Hvem er man, når man hedder Julie Payne eller Ryan Fenton? Måske er Julie og Ryan kærester. De har mødt hinanden på kontoret - måske til en bowlingaften. Julie er ellers ikke typen, der har nemt ved at møde fyre ved den slags sociale arrangementer. Der er noget tavst over hendes udstråling, men når hun bowler får hendes ansigt en glød af koncentration, der gør hende nærmest køn - ihvertfald tilnærmelig. Og det udnyttede Ryan.
Ryan havde tit lagt mærke til Julie når hun gik gennem kontoret med de orange brevordnere fra tredie sal holdt foran sig som om hun ville beskytte sin krop med dem. Lagt mærke til er et stærkt ord - han registrerede hende, så hende men ikke på nogen interesseret måde - troede han, indtil hun pludselig var væk i en uge og han lagde mærke til, at han savnede hendes tavse svæv gennem rummet. Så da tredie sal pludselig inviterede til bowling var Ryan ikke i tvivl om at han skulle med.
Jeg har skrevet en del e-mails i de seneste 10 år. Jeg afslutter som regel officielle mails med et simpelt "venlig hilsen". Jeg er ikke meget for vh eller kh eller knuuuuz. Jeg kan godt lide det tørre officielle "venlig hilsen". Det har i mange år gået helt uproblematisk for mig at ramme de rigtige taster til min foretrukne afslutningshilsen, men i løbet af det seneste halve år kommer jeg oftere og oftere til at skrive "venlig ihlsen" eller "venligh ilsen". Jeg tænker meget over om DET er det første pust af alderdommens frosne ånde på mine hænder.
Venlig ihlsen
mig
Koldere end regn
Hvidere end regn
Pænere end regn
Sjovere end regn
Lettere end regn
Tykkere end regn
Venligere end regn
Mere poetisk end regn
Mere brugbart end regn
FUCKING MEGET BEDRE END FORPULET LORTEREGN!!
Velkommen tilbage. Classys server har været nede med influenza, men er nu genopstået i en ny forbedret udgave - om det vil afspejle sig i "killerfog" vil tiden vise.
Ungdomshusets beboere har nu besat en anden bygning (det må betyde at der er færre tilbage i det gamle ungdomshus - måske kan man lokke dem væk med et system af tomme bygninger) Nåmen det var egentlig ikke det: Da de i tv avisen fortalte om besættelsen rapporterede de live fra de unge partisaners pressemøde (der er noget galt når det første, en byguerilla gør, er at oprette et pressecenter) og så sagde rapporteren, at de unge forlangte Øl, Vand og Varme - jeg syntes det var rimelige krav og var egentlig glad for at de unge mennesker var fornuftige nok til også at bestille nogle sodavand - det er jo Søndag og mange af dem skal formentlig i skole i morgen.
Jeg er bare kommet til at tænke på om det måske var el, vand og varme de forlangte..
Hvis man er interesseret i det danske beatorkester Gasolin' - og forlod sidste års Anders Østergård dokumentar om samme orkester en smule uforløst, så er der kun en ting at gøre: Hurtigt in på dr.dk/podcasts og hent Hans Otto Bisgaards programmer fra 1980. Fire timer med dokumentar, interviews, historier - og først og fremmest musik. Alt det man manglede i filmen.
Bonus: Det er både forbløffende og vemodigt behageligt, at høre Bisgaard tale helt uden højrøstet, selvfed diktion.
Personlig bonus: Denne blogger bekræftes i at have husket Wili Jønssons ord fra års-top-tyve 1973 fuldstændig ordret i 33 år.
Mørke kan formes
med hænder af bly
man ser dem hver dag
man strækker dem frem
og træder
forsigtigt
forsigtigt
forsigtigt
som på papirtynd is
cirkelbevægelser skaber
ringe der roterer mod
horisonten
Fuglevinger danner
bølgende tove af gult
mørket forsvinder
kun en lille klump
har jeg stadig
i mit hjerte
Det mærkelige projekt med kendte der vælger et bistandsprojekt i Afrika er tilsyneladende ikke en sæsonforstyrret aprilsnar. Nu er der faktisk nogle "kendte" der har sagt ja til det usmagelige stunt.. Godt nok kendte, der måske lige mangler det sidste i at være sådan rigtig kendte - men de har alle været i fjernsynet mere en en gang. Ideen er ved første øjekast absurd i sin smagløshed, men måske peger den gennem sit dristige crossmediacrossborders koncept på en egentlig vej frem for velfærdssamfundet. Hvorfor er det ikke nogle kendte, der udpeger, hvilke flygtninge vi giver opholdstilladelse? Eller hvilke hjemløse og udstødte vi samler op? Kendte kunne også pege på, hvilke uddannelser der burde fremmes eller hvilke behandlingstilbud i sundhedssektoren, der burde prioriteres op eller ned.
Hvis bare de kendte gik med på den ville vi opnå to ting:
1: Der ville blive flere kendte. Ret hurtigt ville vi løbe tør for almindelige kendte og derfor kunne man blive kendt som "ham der peger på den fattige". På den måde ville vi hjælpe ugebladene, der simpelthen ikke har nok kendte i Danmark og derfor bliver nødt til at skrive om mennesker, der slet ikke er kendte. (Det er derfor man har begrebet A-kendt og B-kendt - og dem med bistandsprojekterne kan ihvertfald ikke være B-kendte)
2: Der ville ikke være al den dumme diskussion om retfærdighed eller rimelighed. Vi ville alle bare gå og håbe, at en kendt en dag ville pege på os - så vi kunne få en ny hofte eller en Tivolitur eller hvad der nu kører den dag.
Alt i alt et meget simplere samfund at administrere.
I god tid før jul udsendte Tom Waits end tredobbelte whopper, Orphans: Brawlers, Bawlers and Bastards (mange svære ord, men det betyder sådan noget som: Hittebørn: Slagsbrødre, Tudefjæs og Horeunger). Jeg har nu investeret i samlingen og har tilbragt det meste af weekenden i selskab med skramle/råbe/tudeTom og hans hittebørn.
Tom Waits er en af de helt store - og samlingen er - selvfølgelig - uomgængelig. Der er tale om et opsamlingsheat med ting og sager fra hele karrieren der bare ikke er blevet indspillet endnu - og nogle nyere ting, fx helt atypisk en sang om "fredsprocessen" i mellemøsten.
Nogle gange er det selv for en fan lidt af en viljesagt at dykke ned i TWs lydunivers (fx sidste års dybt originale og MEGET mærkelige Real Gone) så ligefrem en tredobbelt Cd kunne godt give en vis frygt for forstoppelse - men nej pladen (jeg kalder det stadigvæk for en plade - fuck you 21st century) spiller nærmest sig selv.
Min eneste lille anke er den tematiske ordning af de tre skiver: Brawlers er råbe/skramle, Bawlers er ballader og Bastards er snakke/digt/lydeksperimenter. Normalt - hvis ordet normalt giver mening i forhold til Tom Waits - er charmen ved Waits' store plader, som fx Swordfishtrombones eller The Mule Variations netop blandingen: Oh boy - når pludselig swordfishtrombones slutter med den guddommelige "Everywhere I lay my head...". Her får man altså tingene hver for sig - og det er fint fint, men ikke HELT det samme efter denne lytters mening.
Men hva' det er en lille ting. Itunes er opfundet - og jeg kan jo bare lave mit eget mix - fuck you 21st century.
Man må alvorligt frygte at David Trads på Nyhedsavisen har en ond tvillingebror eller er blevet klonet/hacket/bortført af aliens.
I dag har han således en helt fornuftig leder om Cavlingprisen hvor han støtter synspunktet at Cavlingpris til dramadoku/mikrofonholderjournalistik om stakkels flygtningebørn ikke er OK - men at prisen naturligvis burde være givet til Flemming Rose for hans forsvar for det frie ord "..selve demokratiets fundament."
Hvordan passer det med den mærkelige 16 års agtige blogpost om ungdomshuset hvor det synspunkt forfægtes at de unge har ret til alt - huse, vold og varm aftensmad - fordi "de har en drøm" - ligesom Fidel Castro.
Hvordan har ytringsfriheden det på Cuba? Og har Islamister måske ikke drømme? - er det ikke drømmen der er deres/vores problem?
Two face Trads - hvem er du?
Der er noget mærkeligt i at de stridende parter på Nørrebro er hhv Faderen (altså Faderhuset) og Sønnen (altså Ungdomshuset).
Det store spørgsmål er: Hvem er helligånden?
Ritt? - nok næppe. Hvorfor sluttede Absalons Hemmelighed så tidligt? Det er Hubert vi har brug for.
Endnu et godt tegn for 2007 er at den uendelige saga om tv-fabrikken Bellas historie nu er afsluttet. Søs gik i frø, Ida sprang og fabrikken gik op i røg. Den slemme patriark med det udmærkede navn Kaj Holger fik sin bekomst da det pludselig gik op for ham, at det had han nærede mod sin søn Erik i virkeligheden var selvhad - en erkendelse frembragt (gaaaaab) af ildens lutrende karakter af undergang og ny begyndelse. Meget dybt, men serien må alligevel betragtes som mislykket. Generelt er spillerne (eller personinstruktionen) ikke på niveau. Det er faktisk kun de garvede rotter som Waage Sandøe og Stina Ekblad der får en slags personer ud af deres karakterer. Resten er papskilteskuespil og papskiltereplikker af værste art. Afviklingen af de dramatiske pointer er lige så subtil som en dansktopsang - men helt uden schlagerens naive uskyld: Spor lægges ud og står og blinker højt og vupti så sker der det man har set komme halve timer i forvejen - aldrig en overraskelse eller en spændende vinkling. (Det skulle måske lige være Eriks selvmord - der viste sig at være seriens også). Det allermest graverende er det forlorne "tidsbillede". Selvom man slæber rekvisitter ind: Se her er en beatles plade, her er noget hash og en PH lampe - så fornemmer man aldrig at serien foregår i en virkelig tid Den foregår i et underligt vakuum - en slags richs album af 1950'erne og mentalt forlader den aldrig det territorium, der sikkert også falder sammen med forfatterens grønne ungdom hvor alt opleves ekstra stærkt. Men at serien skulle være en slags bud på en fortælling om hvordan vi er blevet dem vi er. Den må I længere ud på landet med - måske helt til Ringkøbing.
Året 2007 startede fint må man sige. Ingen katastrofer, kun lidt blæsevejr - og det er da til at klare. Statsministeren forsøgte endnu engang at virke som et varmblodet væsen - som sædvanlig uden stort held. Han ville virke bedre med en vocoder der ændrede hans stemme til noget robocop agtigt, så ville han i det mindste være gennemført: De manisk stirrende øjne, polyesterhåret og de evigt knyttede kæbemuskler ville passe bedre til en mekanisk stemme.
Selve talens indhold var den sædvanlige gang lirumlarum hvor man forsøger at dække alle væsentlige vælgergrupper - nu også med en smule økologi smidt ind af hensyn til kvinderne, der i øjeblikket flygter fra Venstre. Interessant var en ny næsten bønfaldende stil lidt a la Nyrups berømte "Kan vi ikke gøre det lidt bedre?". Et klart krisetegn og ærlig talt et retorisk greb der aldrig - og jeg gentager ALDRIG - virker. Man (han) kommer til at fremstå ynkelig - og hvem fanden vil regeres af en man skal have ondt af.