Jeg så i torsdags Louisianas store forårssatsning: over 100 værker af den nyeste moderne kinesiske samtidskunst.
Jeg studerede Kinesisk Kunsthistorie i Beijing for 25 år siden så jeg kan faktisk godt lide Kinesisk Kunst - MEN jeg kan ikke rigtig finde ud af om den meget hypede Kinesiske moderne kunst er interessant fordi den er Kinesisk eller fordi den er Kunst.
Det minder om en af de berømte daoistiske historier om Zhunagzi der vågnede en morgen og udbrød: Jeg drømte, jeg var en sommerfugl. Men nu ved jeg ikke mere om jeg er Zhunagzi der drømmer at han er en sommerfugl eller om jeg er en sommerfugl der drømmer at den er Zhuangzi. Der må være en forskel på Zhuangzi og en sommerfugl.
Rundt omkring i de blogs jeg læser en gang imellem - og andre steder ude i samfundet - foregår der en masse skriveri om kreativitet. Hvad er det? og hvordan gør man? og hvordan får man mere af det. Jeg er allerede 100% sikker på at kreativitet/den kreative organisation/Creativity management/the wow! (indsæt selv mærkelig funky titel her) bliver næste sæsons store buzzwords.
Selv om jeg sådan set lever af at være kreativ (og her bruger jeg den snævre definition. Det er ikke kreativt at vælge leopardmønstrede sofapuder til sin sofa) får jeg det altid mærkeligt når jeg læser den slags skriverier. Jeg er ikke afklaret, men jeg mener dybest set at kreativitet er praksis. Den kan opmuntres og kvæles på forskellige måder, men jeg synes altid at den dør når den verbaliseres. Og det er ikke fordi jeg abonnerer på den romantiske ide om det ensomme kraftgeni, der skaber sin verden - det er snarere fordi jeg tror på en mere jordstrygende og håndværksmæssig opfattelse af hvad kreativitet er. Men på den anden side vil jeg også gerne som ovenfor fastholde at kreativitet er NOGET ganske bestemt - og ikke all mulige tilfældige selvudtryk.
Nu har jeg allerede sagt alt for meget til at denne post kan opfattes som kreativ.
Ungdomshuset er nu næsten væk og København er faldet til ro igen efter et par festlige dage med overarbejde til politiet. Når man i torsdags betragtede de fantsiløse billeder fra en fantasiløs "aktion" mindede det en om lignende billeder fra sidste år hvor en lignende gruppe menesker brændte ambassader af i Damaskus, Beirut og Teheran. Jeg vil ikke kommentere baggrundene for aktionerne og tale om ligheder og forskelle på det plan - men det slog mig, at set fra mars, er der INGEN forskel.
Nu bor vi alle her i Danmark og ved derfor at tosserne på Nørrebro udgør et lille mindretal, der ikke har nogen anden dagsorden end gang i gaden. For et år siden var vi sikre på, at aktionerne i mellemøsten betød, at en milliard mennesker ville slå os ihjel.
Det siger noget om afstand og om hvor stort det digteriske frirum kan blive når man mangler virkelighedserfaring i forhold til den konkrete sag.
Og det siger noget om hvor lidt vi egentlig får at vide selv om alle tv kanaler rapporterer live 24 timer i døgnet.