Her ser man udsigten fra Kulbjerget (Jing Shan) nord for den forbudte by, dvs lige præcis centrum af Beijing. Det er denne del der heldigvis er temmelig upåvirket af det moderne livs ankomst. Bemærk bjergene i højre horisont. Dette var en af de få få årlige dage hvor det blæser så meget at man kan se de duftende bjerge vest for byen.
Jeg har downloadet den geniale WYSIWYG blog-editor Ecto, så mit liv bliver nu meget nemmere. Pludselig kan jeg lave både links og billedblogging.
Her er den nedenfor omtalte akvarel fra Tien An Men pladsen en tidlig onsdag morgen i Beijing.
En pudsighed fra kopiernes moderland, Kina, er denne kop af mærket "luck". For det hurtig blik er det en Colakop - altså Coca Cola. Det vil sige at Cocacolakompagniets hundredeårige konsekvente visueele management har virket: Effekten af hvid kursiv på rød bund er entydig. Spørgsmålet er hvad man opnår ved at kopiere. Man får ikke lyst til at købe en luck-cola - man læser jo næppe, at der står luck - altså er cocacolas brand uantastet - måske endda styrket.
Kejserpaladset - den forbudte by - ligger heldigvis hvor den plejer. Med sine purpurrøde mure og de gyldne tegltage er den nøjagtig lige så - wauw - fantastisk som for 25 år siden. Da jeg første gang kører hen ad Chang An i solnedgangen på min lånte cykel og paladset glimtende dukker frem i højre synsfelt får jeg tårer i øjnene - men det var nok bare vinden. En yndlingssport dengang var i tusmørke at cykle hen til Tien An Men i fuld fart, op over en af broerne foran porten og så holde op med at træde på broens toppunkt og glide i frihjul lydløst gennem porten og ind mod selve paladsmurenes gigantiske favntag.
Hvis man vil forstå hvad arkitektur handler om, er det en øvelse, der kan anbefales.
For 25 år siden var de store røde mure om den forbudte by og parkerne bag dem nogle af de få steder, hvor unge kinesiske kærester kunne holde i hånd og måske kysse lidt. Gadelygterne kunne ikke trænge ind i murenes dybe skygger og parkerne - ja der var slet ikke nogen lygter derinde. Kina var dengang et af de mest afsexualiserede steder på kloden: Tøjmoden var proletarisk unisex i farverne armygrøn eller arbejderblå, syet i et praktisk poset snit der effektivt skjulte enhver udfordrende kurve på enhver krop, men når man bevægede sig ind i parkerne bag paladsets mure kunne man konstatere at kroppe også kan tale kinesisk - omend meget forsigtigt. Det er noget andet nu: Unge par går frimodigt omslynget på gaden og kysser gladeligt hinanden også på offentlig vej og i dagslys. Det blå og grønne tøj er fuldstændig væk (og jeg trængte ellers til en ny proletarisk blå jakke) og erstattet af Levis, Marlboro Classics, Diesel eller i det mindste temmelig gode kopier.
Desværre kan man ikke lave cykeløvelsen mere. Porten til den indre gård bliver lukket om aftenen nu, og politi patruljerer natten lang. I det hele taget er Tien An Men området inklusive pladsen foran meget mere overvåget nu. Der er sat hegn op og politiet tømmer pladsen klokken 9 hver aften. Man frygter uden tvivl en gentagelse af "begivenheden". Studenterdemonstrationerne i 1989 er stadig så tabuiserede at de udelukkende omtales i stærkt eufemistiske vendinger: "det, der skete" eller "begivenheden". Alle ved hvad man taler om, men ingen vil sige noget.
Før i tiden cyklede folk tværs over pladsen - det går slet ikke nu. Der står vagter ved indgangene selv i dagtimerne og sender cyklister og andet riffraff væk. Generelt er det nok en afgørende forskel på dengang og nu: Mindre kontrol på privatsfærenivau - mere kontrol på det offentlige niveau. Kineserne var dengang overvåget af nabopatruljer, der mest bestod af gamle damer, som vidste ALT om hver enkelt person i gaden. På den anden side virekde det store politi ikke særlig emsigt - og som udlænding kunne man stort set gøre hvad som helst. Jeg spillede engang sammen med en gruppe amerikanere en hel omgang ultimate frisbee på pladsen. Vi satsede på at komme i Guiness Rekordbog - første frisbeekamp i Kina. Det var dengang det var interessant at være første et eller andet i Kina: Samme drivkraft som fik Jean Michel Jarre derover.
En ting lykkedes mig denne gang som jeg aldrig nåede for 25 år siden. Jeg kunne sætte mig på pladsen en morgenstund og male en akvarel af Tien An Men porten. For 25 år siden kunne det ikke lade sig gøre, for hvis man som langnæse stod stille i mere end et par minutter - og lignede at man lavede noget spændende, havde man hurtigt en kødrand på et par hundrede mennesker omkring sig. Og så er det svært, at se det man prøver at male. Selv David Hockney måtte først i firserne opgive at lave noget særligt på en kinarejse, som han dog trods alt fik skrevet en bog om. Nu stak jeg Hockney, men om jeg kan få min akvarel optaget i Guiness Rekordbog - det tvivler jeg på.
Allerede i flyveren på vej over sibirien og de mongolske stepper til Beijing sad jeg og prøvede at forberede mig på at møde noget meget velkendt, der var blevet ændret. Beijing dengang bød ikke på så megen organiseret underholdning, men til gengæld var enhver gå- eller cykeltur en mulig surrealistisk oplevelse i hverdagens magiske teater, så vi cyklede virkelig meget. Beijing var den perfekte cykleby: Gode veje uden biler, flad som en pandekage og anlagt efter et nord-syd, øst-vest grid der gjorde det nemt at finde vej selv for en kronisk svimmel vejfindingskegle som mig. Så jeg kendte byen virkelig godt - mente jeg da.
Shocket var derfor til at tage og føle på, da vi sad i bilen på vej ind fra lufthavnen på en motorvej i en tæt sværm af biler, og da vi drejede fra var det bare over i en anden motorvej med endnu flere biler - og sådan blev det ved de tredive kilometer ind til byen: Tættere og tættere biltrafik - og her snakker vi spritnye Audier, passater, BMWer - større og større veje i en nudelret af flyovers og flyunders - det var umuligt at få pejling på en kendt bygning noget sted. Det var som om alle kinesere havde skiftet cyklen ud med en bil og alle havde fået lyst til at køre en tur samtidig. Engang var æselkærrer en normal ting i gadebilledet - nu kun hestekræfter, og de tre og fire sporede motorveje har mast sig næsten helt ind til centrum; For 25 år siden var den tredie ringvej byens yderste grænse. Den danske ambassade lå og ligger stadig op til den tredie ringvej, men hvor der dengang voksede auberginer på den anden side af ringvejen gror der nu højhus på højhus i en konstant knopskydning - og ambassaden ligger i dag nærmest i hvad man ville kalde midtbyen.
Først da vi kørte over Tien An Men pladsen var der endelig noget jeg kunne kende. Mao hang stadig på sin plads over portåbningen og teksten på porten, der hylder Kinas Kommunistiske Parti og folkeslagenes store forbrødring var også intakt - ironisk at denne store forbrødring nu finder sted i et fællesskab om Starbucks, KFC og BMW og ikke den antiimperialistiske kamp konstaterer min indre platugle.
Som sagt var trafikken i cyklernes tid et udfordrende og festligt indslag i dagligdagen. På trods af landets officielle kommunisme og dertil hørende proletariske høflighed var det udelukkende jungleloven der gjaldt. En lastbil havde ALTID forkørselsret, simpelt hen fordi den var tungest og sådan gik det nedad indtil man nåede oldinge og børn, der måtte vige selv for cykler. Ved busstoppestederne var der ingen der kendte til begrebet "en kø". Når bussen kom skramlende ind og åbnede sine døre kastede alle sig frem i en desperat kamp for at komme ind - som var det bussen til det forjættede land der gik: Børn blev skubbet omkuld - gamle damer fik en albue i maven - og fanden tog de sidste.
Det er imidlertid tydeligt at styret her i 2007 er træt af den prollede opførsel. Nok også fordi man venter flere millioner udenlandske besøgende i forbindelse med næste års Olympiske Lege - og der er ingen i partiets top, der ønsker at se humoristiske reportager om primitiv trafikkultur. Der har igennem årene været utallige høflighedskampagner, store plakater om ikke at spytte og skubbe og bande, men det har ikke hjulpet. Derfor har man nu sat vagter ved alle kryds og busstoppesteder. I de store kryds står der ældre mænd med røde flag og en fløjte. De er ikke politimænd, men trafikassistenter. De fløjter energisk hvis nogen prøver at køre over for rødt og de er meget hyggelige at spørge om vej, hvis man lige er i tvivl om vejen til posthuset eller noget andet. Ved busserne er det mest damer der holder vagt - og de har gule flag - men forbløffende: Folk stiller sig faktisk i kø - og bliver i køen ind til alle er inde i bussen.
Største tilbageværende trafikproblem udover den konstante sneglekørsel på de tilstoppede motorveje, er at man har holdt fast i den gamle regel, der gør det lovligt at svinge til højre ved rødt lys. Den regel tolkes af Beijings chauffører ikke som en forsigtig mulighed, men som en larmende ret. Tonstunge lastbiler vælter om hjørnerne på to hjul og som cyklist føler man sig i de store kryds "shi mien mai fu" som de siger på kinesisk - i baghold fra ti sider. Jeg venter på at den første udenlandske sportsstjerne bliver mejet ned af en højresvingende cementblander under OL næste år - så skal kineserne nok få gjort noget ved den regel.
Jeg gik glip af Bob Dylan i forum på grund af et besøg til min personlige highway 61 - Beijing. For 25 år siden tilbragte jeg to år i the B for at studere kinesisk sprog og kunst. Det var dengang Mao stadig var et større navn end McDonalds. Kulturrevolutionen var endnu ikke så langt væk i fortidens tåger, at den var blevet en god historie og Kina var et klassisk stalinistisk diktatur, dvs (næsten) uden markedsøkonomi og en Orwellsk kontrol af alle tanker og handlinger. At kina i løbet af 25 år skulle være en hyperkapitalistisk supermagt på vej til at dominere verdensøkonomien (valutareserver pt: 1000 milliarder dollars!!!) forekom dengang lige så sandsynligt som et besøg fra det ydre rum.
Beijijng var i 1982 en kæmpestor, lav og møgbeskidt by. De højeste bygninger var telegrafbygningen og Beijing Hotels "nye" bygning, der begge lå på Chang An. Den brede - meget brede boulevard, der krydser byen fra øst til vest og som dengang kun en enkelt dag om året ikke virkede grotesk overdimensioneret - nemlig den 1 oktober, nationaldagen, hvor militært isenkram skulle vises frem i store processioner. Resten af bygningerne i byen var de lave små grå kinseiske gårdhuse der har inspireret europæiskle arkitekter som Jørn Utzon. Der var desuden den forbudte by - det gamle kejserplads (kendt fra tv med Tien An Men porten med maobilledet), den enorme Tien An Men plads flankeret af folkets store hal og kinas historiske museum og endelig et mindre antal templer og lignende. De fleste af byens gamle templer var ødelagt eller blev brugt til fabrikshaller - religion (udover troen på Marxismen/Leninismen/Maozedongtænkningen) blev udelukkende beskrevet som overtro og enhver praksis var om ikke forbudt så dog kraftigt misbilliget (ca. det samme). Trafikken var domineret af cykler, cykler og cykler i tusindvis. Cykler der blev brugt til at transportere ALT: Møbler, papkasser, levende høns, børn you name it. Der var ingen andre biler end nogle få taxier, en del busser og en sjælden gang en kinesisk produceret limousine af mærket Hong Qi (røde flag), som blev brugt til at transportere højtstående parti- eller regeringsmedlemmer og udenlandske VIPs i.
Ned i den mærkelige by, der var så isoleret fra alt i den vestlige verden, at den lige så godt kunne have ligget på månen (det var før internettet) dumpede jeg en augustdag i 1981 og tilbragte så de næste 23 måneder dér eller på rejser rundt i Kina. Midt i al trafikken og skidtet og den almindelige kommunistiske og kinesiske craziness fandt jeg både venner og oplevelser af en sjælden kalliber. Det var dage med svæv, endeløse samtaler om ALT det vigtige, endeløs latter og sprød, sprød ungdom.
Nu efter 25 år hvor meget er forandret - inklusive mig selv - havde jeg besluttet mig for at tage tilbage på en sentimental journey for at se både Beijing og nok også mig selv igen. Hvordan det gik vil jeg fortælle om i de næste posts.