Endnu et godt tegn for 2007 er at den uendelige saga om tv-fabrikken Bellas historie nu er afsluttet. Søs gik i frø, Ida sprang og fabrikken gik op i røg. Den slemme patriark med det udmærkede navn Kaj Holger fik sin bekomst da det pludselig gik op for ham, at det had han nærede mod sin søn Erik i virkeligheden var selvhad - en erkendelse frembragt (gaaaaab) af ildens lutrende karakter af undergang og ny begyndelse. Meget dybt, men serien må alligevel betragtes som mislykket. Generelt er spillerne (eller personinstruktionen) ikke på niveau. Det er faktisk kun de garvede rotter som Waage Sandøe og Stina Ekblad der får en slags personer ud af deres karakterer. Resten er papskilteskuespil og papskiltereplikker af værste art. Afviklingen af de dramatiske pointer er lige så subtil som en dansktopsang - men helt uden schlagerens naive uskyld: Spor lægges ud og står og blinker højt og vupti så sker der det man har set komme halve timer i forvejen - aldrig en overraskelse eller en spændende vinkling. (Det skulle måske lige være Eriks selvmord - der viste sig at være seriens også). Det allermest graverende er det forlorne "tidsbillede". Selvom man slæber rekvisitter ind: Se her er en beatles plade, her er noget hash og en PH lampe - så fornemmer man aldrig at serien foregår i en virkelig tid Den foregår i et underligt vakuum - en slags richs album af 1950'erne og mentalt forlader den aldrig det territorium, der sikkert også falder sammen med forfatterens grønne ungdom hvor alt opleves ekstra stærkt. Men at serien skulle være en slags bud på en fortælling om hvordan vi er blevet dem vi er. Den må I længere ud på landet med - måske helt til Ringkøbing.
Året 2007 startede fint må man sige. Ingen katastrofer, kun lidt blæsevejr - og det er da til at klare. Statsministeren forsøgte endnu engang at virke som et varmblodet væsen - som sædvanlig uden stort held. Han ville virke bedre med en vocoder der ændrede hans stemme til noget robocop agtigt, så ville han i det mindste være gennemført: De manisk stirrende øjne, polyesterhåret og de evigt knyttede kæbemuskler ville passe bedre til en mekanisk stemme.
Selve talens indhold var den sædvanlige gang lirumlarum hvor man forsøger at dække alle væsentlige vælgergrupper - nu også med en smule økologi smidt ind af hensyn til kvinderne, der i øjeblikket flygter fra Venstre. Interessant var en ny næsten bønfaldende stil lidt a la Nyrups berømte "Kan vi ikke gøre det lidt bedre?". Et klart krisetegn og ærlig talt et retorisk greb der aldrig - og jeg gentager ALDRIG - virker. Man (han) kommer til at fremstå ynkelig - og hvem fanden vil regeres af en man skal have ondt af.