Killer Fog

London 2012

Nå nu må jeg til det. Provokeret af Classy må jeg tage mig sammen og få skrevet min endelige krystalklare mening om skandalelogoet for OL i London 2012.

Og ja, det er rigtig nok ikke, hvad man ville kalde kønt. Det er kantet, råt, psykedelisk og "in your face" - men altså - jeg vil ikke stille mig op i hylekoret af fintfølende æsteter, der her føler sig trampet på deres hypersensitive designertæer. Jeg synes det er et modigt valg. Det viser, at organisationskomiteen ønsker et OL der er i øjenhøjde med sine omgivelser. Ikke noget opstylet tilbageskuende, skåltalende og rygklappende hykleri om ædel kappestrid og den slags bavl. Logoet ligner noget, der hører til på gaden: På t-shirts, på spillesteder, i skaterparker osv. Det er med vilje lavet så simpelt, at det kan eftergøres med en bred sprittush, og det er allerede i sin første inkarnation åbent for at blive resamplet og brugt med andre farver uden at miste sit særpræg. Så alt I alt synes jeg faktisk, det lover godt for den brandbuilding, der nu vil følge, hvis den altså lever op til de intentioner jeg her læser ind i mærket.

Når det så er sagt er der et par bekymringer: Logoet er lavet af brandingens grand old men fra Wolff/Olins og jeg synes det har en klar duft af at ville være ung med de unge. Det ville have klædt Sebastian Coe og hans venner bedre, hvis de havde spurgt en af de unge hippe tegnestuer, der naturligt arbejder i dette formsprog. Jeg tror det ville have givet et mere æstetisk og knap så retroagtigt udseende. Dette design er soleklart trukket i skuffen med tidens hotteste bølge: Tidlig 80'er retro. 80erne er in overalt. Det har kørt i nogle år, javist, men er i de sidste par år gået fuldstændig overground, hvilket man herhjemme fx ser ved den pluselige succes opnået af det skamløse Kliché coverband kaldet Nephew. 2012 logoet ligner 100% et cover til noget synthpop a la human league og lægger sig i en bred mainstream rent designmæssigt. Se fx nedenstående logo fra et londonsk eventbureau

Der også bruger 80er referencen, både i navn og farver. Faktisk er tre af farverne gengangere i både 2012 og London Calling. (At navnets Clash reference så absolut intet har med farverne at gøre er en af de sjove skævheder der opstår i den slags kulturel resampling)

Og det er her, jeg har min største bekymring: Om fem år når vi skal se dette mærke overalt - vil det så ikke bare virke håbløst 2007 agtigt?? Jeg tror det desværre, men jeg håber samtidig optimistisk, at logoejerne forstår at lade mærkets transformerende evner komme i spil og dermed at bringe det helskindet frem til målstregen

Kan man eje en farvekombination?

En pudsighed fra kopiernes moderland, Kina, er denne kop af mærket "luck". For det hurtig blik er det en Colakop - altså Coca Cola. Det vil sige at Cocacolakompagniets hundredeårige konsekvente visueele management har virket: Effekten af hvid kursiv på rød bund er entydig. Spørgsmålet er hvad man opnår ved at kopiere. Man får ikke lyst til at købe en luck-cola - man læser jo næppe, at der står luck - altså er cocacolas brand uantastet - måske endda styrket.

Kreativitet

Rundt omkring i de blogs jeg læser en gang imellem - og andre steder ude i samfundet - foregår der en masse skriveri om kreativitet. Hvad er det? og hvordan gør man? og hvordan får man mere af det. Jeg er allerede 100% sikker på at kreativitet/den kreative organisation/Creativity management/the wow! (indsæt selv mærkelig funky titel her) bliver næste sæsons store buzzwords.

Selv om jeg sådan set lever af at være kreativ (og her bruger jeg den snævre definition. Det er ikke kreativt at vælge leopardmønstrede sofapuder til sin sofa) får jeg det altid mærkeligt når jeg læser den slags skriverier. Jeg er ikke afklaret, men jeg mener dybest set at kreativitet er praksis. Den kan opmuntres og kvæles på forskellige måder, men jeg synes altid at den dør når den verbaliseres. Og det er ikke fordi jeg abonnerer på den romantiske ide om det ensomme kraftgeni, der skaber sin verden - det er snarere fordi jeg tror på en mere jordstrygende og håndværksmæssig opfattelse af hvad kreativitet er. Men på den anden side vil jeg også gerne som ovenfor fastholde at kreativitet er NOGET ganske bestemt - og ikke all mulige tilfældige selvudtryk.

Nu har jeg allerede sagt alt for meget til at denne post kan opfattes som kreativ.

En designer ser rødt

På Kommunikationsforum publicerer Timme Bisgaard Munk et angreb på noget han tror er designbranchen. I kan læse det her
Den slags kan man ikke lade stå uimodsagt - og det gør jeg da heller ikke:

Timme skyder med skarpt – tror han selv, men det er kun løst krudt og daggammelt wienerbrød. Den ærede forfatter har ladet sig forvirre af et antikveret designbegreb og en falsk modsætning mellem noget, vi i mangel af et bedre udtryk kunne kalde ”form” og ”indhold”

Design er ikke kosmetik – fat det dog! Og godt design kan ikke meningsfyldt adskilles i en formdel og en indholdsdel. Dræberhistorien om Googles logo er dels ikke korrekt refereret og dels overser den fuldstændig, at Google logoet med sit hjemmegjorte udtryk præcis afspejler en web 2.0, low key brugerfokustanke. Hvis jeg som designer var blevet bedt om at komme op med noget, der skulle matche en beskrivelse af Googles forretningsmodel, ville jeg nok have lavet noget, der var lidt pænere, men i sin grundtanke ikke ulig det eksisterende. Vi har altså at gøre med et stykke helt bevidst design, der meget præcist har hjulpet virksomheden Google til at blive så stærkt et brand – og ikke som påstået kejserens nye klæder.

Hvis Timme tror at nogen nogensinde har påstået, at et logo til 17 millioner kan forvandle en hundelort til et stykke lagkage, så må han altså tro om igen.

Designmagien – og en hyldest af den trives ikke i nogen designkredse, jeg kender. Design er et meget konkret stykke arbejde med at visualisere koncepter på en måde, så fremtrædelsen BLIVER tingen – og at kalde det ”æstetik” og rynke på næsen er så old hat at jeg bliver helt varm om hjertet ved at læse den slags igen. Der er ingen i designbranchen der påstår, at en designmanual er forskellen på succes og fiasko. Punktum. Design betyder såmænd bare bevidst formgivning – og bevidsthed om selv mikroprocesserne i en virksomhed er så visseligt en af støttepillerne for succes. Det mærkelige argument om, at designere ikke må kalde design for proces hænger jo slet ikke sammen og baserer sig som den ærede forfatter så rigtigt skriver på en karikeret opfattelse af design som ”festlig leg med glade farver” – må jeg venligst være fri.

Jeg fornemmer at indlæggets hovedmotor i virkeligheden er en simpel territorialsang fra de varme lande (og en kryptorindalistisk forargelse over de 17 millioner kroner!!!!). Der foregår i disse år et stort slag mellem kommunikationsbranchen og designbranchen – Hvem af os kommer først op på direktionsgangene? – og hvem af os hyrer den anden som underleverandør?, hvem har definitionsretten med andre ord?.

Set fra min stol er en af de store forskelle på de to brancher, at designere besidder en reel kompetence, hvor den store horde af cand. commere (og hvad de nu hedder alle sammen), der oversvømmer branchen i disse år ikke kan så meget mere end at skrive lidt fristil (og det kan jeg også – se bare selv).

Meget sigende er et af de mest søgte ord på kforum konsekvent ordet ”branding” – og det er jo fordi alle kommunikatørerne er på vej ind på et område, der i de flestes bevidsthed er defineret og ejet af designere. Men hør nu efter: Branding udføres ikke af bogholdere og revisorer, der nidkært vogter over marginale afvigelser i logofarven. Branding udføres ikke af prædikanter der messer tomt generiske ”mission statements”. Branding udføres ikke af sortklædte kunstnere med Macintosh computere. Branding udføres af alle organisationens interessenter i fællesskab. Der er her ikke tale om et centralt styret fællesskab, idealet er mere en fri og åben samtale styret af en visionær ramme. Rammen og det visuelle sprog, der gør det muligt at kommunikere på tværs af alle områder, det er det vi beskæftiger os med – det er design.

Og designere er nu engang bedst til at designe – vi har så brug for at hyre nogle af jer kommunikationsfolk en gang imellem, når der skal skrives nogle sexede ord, men substansen skal have en fysisk virkelighed for at virke – det giver ligesom sig selv. Det er nemlig (til forskel fra kommunikationsbranchen) den fysiske virkelighed, vi beskæftiger os med – og den er jeg ikke bange for at kalde proces eller forretning eller lampeskærm eller noget helt tredje.

Det er fuldstændig korrekt at nettet har ændret grundvilkårene for kommunikation og at vi som designere har fået nye muligheder og udfordringer her i det 21. Århundrede. Der er en stor konvergens i gang og jeg er ikke i tvivl om at vi som brancher kan bruge hinanden – men det forudsætter åbenhed og villighed til at lære noget nyt. Hvis man hænger fast i fortidens dogmer er man allerede et fossil – det er vi helt enige om.

Technolust

Jeg vil ha en iphone...

Kjærholm

Det er snart absolut sidste chance for at se Louisianas store Kjærholm satsning. Udstillingen kan varmt anbefales hvis man er den mindste smule interesseret i møbler som skulpturelle objekter, protestantisk æstetik, minimalistisk formpræcision og godt håndværk.

Kjærholms definerende værk er stærkt inspireret af Charles Eames, men ikke desto mindre er Kjærholms resultater renere og mere konsekvente og alt i alt klar verdensklasse.

Desuden kan man se nogle gode repræsentationer af Kjærholms arbejde som udstillingsarkitekt - en morsom tidsmaskine hvor man føler sig teletransporteret tilbage til en uskyldigere tid hvor Bebop Jazz, kæderygning og overskæg var hipt og hvor den naturlige baggrund for dannede menneskers udfoldelse af den slags aktiviteter var et Kjærholm MILJØ.

Men altså - man skal måske være fagmand for rigtigt at være interesseret i samlingsdetaljer og konstruktionsprincipper. Det hjælper også når man har brugt nogle af møblerne dagligt i hele sin studietid - så elementet nostalgi også kommer med.

Det interessante er også, at lige nu kan man på Louisiana - Danmarks flagskib for international moderne KUNST se en udstilling med møbler og en med filmplakater. Begge to udstillinger der normalt ville høre til på andre museer (kunstindustrimuseet og filmmuseet hhv). Louisiana er privat finansieret så de må gøre hvad der passer dem, men man kan ikke lade være med at tænke over om vi i disse år for alvor er vidner til kunstinstitutionens sammenbrud. Aros viser Racerbiler, Statens Museum viser blomster eller sølv eller modetøj. Og samtidig er den rigtige kunst mere end nogensinde optaget af at komme ud på gaderne - at maskere sig som ikke-kunst.

Jeg vil gerne fastslå at kunst efter min mening er en viljesagt. Ting bliver ikke tilfældigvis til kunst. Ting kan BRUGES til at lave kunst (jvf Duchamp), men det er noget andet.

Måske skal man ikke begræde forandringen - men der er sgu noget i gang.

Politiken - slight return

Jeg skrev for nylig om Politikens nye design at det var sådan set OK, men at det nok ville være mere vanskeligt at arbejde med for amatører - altså journalister.
Efter nu at have givet avisen 14 dage til at finde ud af det må jeg konkludere at jeg skrev rigtigt. Gennemsnitsniveauet i den nye avis er en meget rodet og uskøn side hvor det nye horisontale layoutprincip slet ikke udnyttes.. Overskrifterne virker generelt klemte og skal mindst to punktstørrelser ned for at fungere. Og det hæderkronede hoved er blevet vredet i computeren så det nu i sin nye king size størrelse bare er en række bogstaver i stedet for søm før et ordbillede. De bredere spalter og den lysere sats er stadig på plussiden men vægtskålen tipper for denne observatør faretruende mod minus.

Det er sådan set ærgerligt - for intentionerne i redesignet synes jeg stadig er gode. Det er fedt at ville være en rigtig gammeldags avis når nu alle de andre vil ligne McAviser.

Der er så også lige problemet med de selvfede reklamer for samme avis. Politiken tænker at det er cool at være selvironisk, men altså - det er jo selvfedt og indadvendt i anden potens. Nu kan vi rigtigt grine ad de dumme fjolser der:
1: Ikke kan se hvor fede vi er
2: Ikke selv er fede
3: Ikke kan forstå vores "crazy" humor
4: Ikke ved hvad ironi er
5: Holder en anden avis

Jeg KAN ikke forstå hvad der får nogen til at lave den slags kampagner der kun har til formål at missionere blandt de hellige.

Men desværre: Jeg hænger på den. Så ondt kan det være at tilhøre den kreative klasse. "Dagen" tilbød os i 40 festlige dage et reelt alternativ.

Politiken

Den hændervridende kulturradikalismes menighedsblad, Politiken, er langt om længe blevet redesignet. Alle de andre aviser incl. Information er gået over til tabloidformatet, men Politiken holder avisfanen broadsheet højt svingende.

Designet er lavet af hidkaldte udenlandske eksperter - og jeg bilder mig ind at man kan se det internationale touch. Ihvertfald synes jeg umiddelbart vurderet på præmiereavisen - at resultatet er ret vellykket. Det gamle design virkede efterhånden helt anakronistisk så et redesign der tager højde for den forbedrede trykteknik er meget velkomment. Koblingen mellem det gamle 8 spaltede format øverst på siden og så et seksspaltet format under stregen fungerer både som en hjælp til overskueligheden og som grafisk element. Det lysere satsbillede er velkomment. Den større skydning (linjeafstand, amatører) giver et roligt og tilbagelænet indtryk. At satsbilledet så også formentlig reducerer antallet af enheder pr side ganske betragteligt er en sidegevinst for Politikens lønkonto - der må mindst kunne spares en journalist væk.

Det er et design der KAN være meget flot hvis det er lavet af folk med sans for det, men faren er selvfølgelig at mindre ånder hurtigt får det rodet til.

Eneste minus efter min mening er de røde kasser. Jeg forstår godt designelementet - det er nødvendigt med lidt peber, men altså - det minder mig om den nu helt glemte Aktuelt fra 70erne. Man skulle måske have brugt nogle lidt mindre felter.

Men Bottom line: Smart at satse på broadsheet når man nu har det helt alene.
Typografi: Bedre
Layout: Bedre.

Indhold: SOS (vi venter på PH)

Brand value i praksis

Jeg ejer som mange - virkelig mange - designere et Jacob Jensen ur. Ikke det platte med striben men det helt enkle, grå med de orange visere. Sådan et ur har altid været kosher i den kreative klasse (fuck hvor jeg hader den betegnelse) og jeg har pligtskyldigt henvendt mig i Illum eller Magasins urafdeling hvert andet år når remmen efterhånden var slidt igennem og skulle skiftes.

Her den enden dag bristede remmen (igen) og jeg tog som sædvanlig afsted til Købmagergade. Jeg gik ind i Illum og fandt en urskranke (hvilket ikke betyder alle skrankers moder). Da det blev min tur (foran mig stod to kinesiske piger og købte smykker - to KINESISKE piger - hvor får de penge fra?) hev jeg uret op af lommen og holdt det på min flade hånd foran ekspeditricen idet jeg spurgte - har du en rem til sådan et?. Et klart og velformuleret spørgsmål skulle jeg mene.

Damen kiggede på min hånd, og så - med et udtryk som om det var en lort og ikke et designerur der lå i min håndflade - sagde hun iskoldt - den slags fører vi ikke, de er jo begyndt at sælge til Føtex og sådan noget.

Så der kan man bare se - fra at have ejet et "timepiece" har jeg nu pludselig et føtexur.

Jeg har endnu ikke taget mig sammen til at gå ned i Føtex for at kigge efter en rem - måske skulle jeg hellere købe et nyt ur.

Ståbi for designkøbere - 11

DU ER IKKE NIKE

Jubilæum

Københavns rådhus fylder i dag 100 år. Huset er blandt de bedste fra perioden og del af en stor tradition i København med inspiration/plagiat (overstreg selv det ikke ønskede) som tema. Nyrops Billedborg, som Allan De Waal så snildt kalder bygningen er som bekendt inspireret af rådhuset i Siena. Dette gælder både selve bygningskroppen og det store asymmetrisk placerede tårn, men ikke mindst den muslingeformede plads foran bygningen som i dag ikke findes mere i København.

I samme inspirerede tradition kan man indenfor få hundrede meter finde Arne Jacobsens SAS hotel som er kalkeret fra Mies van der Rohe (i en sådan grad at Mies selv ikke ville kommentere Jacobsens) og som sidste og mest direkte skud på stammen Henning Larsen og Mærsk McKinney Møllers operabygning der er Frank Esmanagtigt aftegnet fra Jean Nouvels Koncerthus i Lucerne.

Nyrops bygning forholder sig friest til sin inspiration - nok fordi samme inspiration baserer sig på erindringer og rejseskitser snarere end Arkitekturtidsskrifter.

Morale:

Læs ikke tidsskrifter - tegn i stedet
(Jo mere præcist vi kan fastholde erindringer - jo mindre interessante er de. Video er dårligere end farvebilleder/farvebilleder er dårligere end sort hvid/fotografier er dårligere end tegninger/tegninger er dårligere end historier. Jeg gruer for den dag hele vort liv kan lagres som en kæmpe lyd og billedfil i 3D: Den måde hun sagde farvel på - var der ikke antydningen af mulighed i det lille forsigtige smil?? Nå jeg spoler lige tilbage og ser - næ hun så sgu bare sur ud osv osv osv)

Ståbi for designkøbere - 10

DESIGN SKAL VÆRE ET SPEJL - IKKE ET KOSTUME.

Ma(tis)

Hvad foregår der på Loisianas designtegnestue?? Byens busser er i anledningen af efterårets store Matissesatsning skæmmet af et neonfarvet banner med teksten Matisse/Louisiana (eller omvendt). Det er vist meningen at det er Matissefarver, men altså hvis det er Matisse så er min røv den proverbielle vandflyver. Kom ind i kampen Tøjner. Du råder over et verdensklasse museum - hvor er dine verdensklasse designere??

Ståbi for designkøbere - 9

DESIGN KAN BÅDE SLØRE - OG AFSLØRE.

Ståbi for designkøbere - 8

DET, ALLE KAN LIDE, ER INGEN BEGEJSTREDE FOR.

Ståbi for designkøbere - 7

HELHEDEN SKAL SPEJLE DETALJEN - OG OMVENDT.

Ståbi for designkøbere - 6

RYTME ER LIGE SÅ VIGTIG SOM FORM.

Ståbi for designkøbere - 5

TUNGT ER GODT - VÆR IKKE SÅ BANGE.

Ståbi for designkøbere - 4

FORM UDEN MENING ER - MENINGSLØS

Ståbi for designkøbere - 3

STRUKTUR ER VIGTIGERE END FORM.

Ståbi for designkøbere - 2

TYPOGRAFI ER EN AFGØRENDE IDENTITETSMARKØR.

Ståbi for designkøbere - 1

Jeg har længe ønsket at skabe en eksempelsamling med gode råd til kunder af design og reklamefirmaer. Dette er små gode råd jeg vil give videre baseret på utallige observationer af designkøberes adfærd.

Og nr 1 kommer her:

FARVER ER VIGTIGE - MEN IKKE SÅ VIGTIGE.

kommunikation

EN designstuderende er dagens nyhed i pressen fordi hun har "oversat" en serie reklameplakater. Dvs i stedet for det velkendte billede står der med ord: "liderlig kvinde, strittende brystvorter - jägermeister".

Ved første øjekast er det jo både sjovt og rigtigt. Ved nærmere eftertanke burde hun nok overveje sin fremtid. Design og kunst og god kommunikation handler om alt det der står MELLEM teksten og billedet.

Hvis man tror at man - selv som provokation - kan oversætte det ene til det andet har man ikke fattet et ord - eller et billede.

Folkegaven

Hvor må det være trist for Frederik og Mæwi at få et spisestel, der har kostet 1.300.000,- kr, når det så kraftigt skæmmes af det kiksede Bierstubeagtige MF logo som vor regent har begavet det unge par med. Det er en designstil regenten med fordel kunne gemme til et papskilt over sølvbryllupsportalen.

Hvilket held for nationen, at der ikke laves så mange rytterstatuer for tiden - tænk hvad D. Margrethe kunne få ud af sådan en chance.

Definition: Designer

Hvad er det man gør når man designer??
Hvilke evner kræver det at være designer??

Den bedste definition jeg har formuleret indtil videre er:

At være designer er at kunne reagere præcist og uforudsigeligt på en given opgave.

Gummiarmens styrke

Som designer bliver man ofte af kunderne, de herlige mennesker, bedt om at komme med noget "lidt vildt" eller at "køre den lidt ud over kanten". Det skal jo ikke være kedeligt, det vi sammen laver. Så vi kæmper for at finde på noget helt originalt, noget med gang i og drøn på, noget der rammer synsnerven som et godstog. Og det lykkes som regel.

Men det mærkelige er at når vi så viser vores skitser er svaret altid: "jaaa, det ser godt ud, men kan du ikke tage dender væk. Og demder og detder og så skrue lidt ned her" og så er det jeg spørger: Hvorfor kan I ikke sige det med det samme, kære kunder: Bare giv os noget metervare, der ligner det de andre har.

Det er så fedt at sige, at man vil have noget vildt, men modet svigter når man ser resultaterne af sine ønsker.

Her vil jeg gerne minde om David Carson, den store grungegrafikstjerne fra 1990'erne. Han sagde altid i interviews at tingene for ham tidligt blev sat i perspektiv: Carsons far var testpilot for det amerikanske luftvåben og faren vidste naturligvis at hvis han tog en dum chance så var det sket både med hans eget liv og mange millioner dollars.

Set i det perspektiv er det begrænsede skader et dristigt valg af grafisk design kan udrette.

London Calling - 25 år

I disse dage er det 25 år siden at The Clash udgav en plade der øjeblikkeligt og lige siden har ligget højt på min personlige top ti over all time greatest hits: London Calling. Punkenergi, blandet med det bedste fra britisk sangskrivning gennemlyst af americana. En cocktail, der jo også gjorde de udødelige Beatles udødelige.

Albummet blev først udgivet i USA i januar 1980 - et heldigt faktum, der gjorde at pladen i December 1989 af bladet Rolling Stone's læsere blev valgt som årtiets album. Alt dette fejres på behørig vis med specielle CD genudgivelser, DVD, behind the scenes og hvad ved jeg. Desværre er bandets ene frontfigur, Joe Strummer, fløjet fra planeten og kan derfor kun fra sin sky blande sig i fejringen.

Nåmen jubilæet fik mig egentlig til at tænke på, at jeg i sin tid øjeblikkeligt købte pladen ubehørt UDELUKKENDE på grund af coveret. Bevares, metatekstualiteten gik ikke tabt på mig: lige dele Elvis og the Who (som jo også svarede godt til indholdet). Men coveret var bare SÅ FEDT at jeg blev nødt til at eje den plade.

Og det får mig til at længes efter de gode gamle dage hvor man købte LP plader. Jeg vil ikke udtale mig om lydkvaliteten, men for en grafiker forsvandt et stort og lystfyldt felt fra området popmusik, da CD mediet brød igennem, det står fast og jeg kæmpede da også personligt imod så længe det var muligt. Og når nu også snart CDen forsvinder og alt bliver downloads, så er det da helt skidt. Vi har så kun de uhyggeligt ringe videoer der produceres til 13 årige seere af MTV og Boogie og den slags som visuelt akkompagnement til musikken.

Er det noget at være ked af for andre end grafikere?? Jeg tror det går ud over opmærksomheden. Det meste popmusik kræver en myte og en personlighed at hænge på. I LPens storhedstid blev denne myte i høj grad skabt af coveret: Tænk blot på Sgt Pepper. Men også mindre berømte covers: Bob Dylan med Suze Ruttolo i New york en vinterdag i 1962. Led Zeppelins underlige collager, der ikke havde noget at gøre med musikken, Jimi Hendrix' psykedeliske hindu cover til axis: Bold as love. De var alle med til at danne den totalitet, der var og er popmusikken.

Jeg har selv opgivet at følge med i hvor popmusikken er henne nu, men når jeg en sjælden gang hører noget mangler jeg altid noget total personality. Hvem er disse personer, der taler til mig??

Det svar kunne coveret give (ihvertfald en fiktion om) i de gode gamle dage. Og kombinatione Lyd/tekst/billede kunne sende på nogle blandfrekvenser der altid gjorde det mere interessant. Både de gode covers som London Calling eller Pink Floyd eller Sgt Pepper, men så afgjort også de grimme: Her indtager Neil Young nok den udestridte førsteplads på listen "hæsligt cover på fremragende plade" med Zuma, som kun blev købt af hard core fans pga. det afskyelige og amatøragtige cover, men bag omslaget afslører en af Neil og Crazy Horse's allerbedste plader.

Den dobbelthed mangler vi også i nutidens streamede lydtapet. Så mit håb til 50 års fejringen af London Calling er, at der til den tid findes et ligeså vildt og kreativt billedmedie - flydende digitalt i rummet eller hvad ved jeg - til at akkompagnere popmusikken, som pladecoveret var i sin storhedstid.

Problemet med den omvendte suppesten

Vi kender alle historien om den vidunderlige suppesten, der kunne koge de mest pragtfulde supper hvis man lod den simre i vand et par timer (og så lige tilføjede nogle urter, lidt flæsk, en suppevisk, lidt selleri etc etc.) Som designer med egen virksomhed føler man sig i mødet med de pragtfulde mennesker vi kalder kunder ofte som ufrivillig hovedperson i nogens forsøg på at spille den gamle historie BAGLÆNS.

Kunden (I er pragtfulde mennesker - jeg mener det) kommer med et problem. Vi tegner og fortæller om hvordan denne suppe kunne smage med både selleri og pastinak og sølvbede og lakridsrod (kun en knivspids).

Kunden svarer "Jeg skal bare have en gang suppe kogt på en sten" Vi tegner videre og forklarer at man kunne også nøjes med gulerødder og kartofler og så lidt salt - det smager også godt. Kunden, det herlige menneske, siger "Jeg skal bare have en gang suppe kogt på en sten". OKOKOK siger vi så og sætter gryden over og smider stenen i. Lader det koge et par timer og værsgo - så er der serveret.

Og så er det at kunden siger "hvorfor smager det ikke af selleri og pastinak og sølvbede og lakridsrod (kun en knivspids), og kartofler og gulerødder og måske lidt salt!!!"

Og vi må svare" DU BAD JO OM VAND KOGT PÅ EN STEN!!"

Men vi ved allerede at spillet er tabt. Vi må selv betale de gulerødder.

Hvad skal man mene om tv avisens nye look??

Og her mener jeg the one and only - tv avisen på dr 1.
Jeg mener:

Farver: OK - ikke Matisse men et friskt bud på en ny farveholdning til tv. Vi lærer jo i første klasse i designskolen at blå angiver troværdighed. Hvad betyder tomatsuppe og champagnebrus?? Blod og pis?? Det er svært at få ANDRE farver til at harmonere og der skal arbejdes mere med sminke og tøj Men vi lader juryen blive ude på farvespørgsmålet.

Typografi:
Mislykket. Alt for stor og ideen med versalerne i bundbjælken duer ikke. Det skøre ø er øv.

Struktur:
For forvirret. Hvorfor dog smide klodser og bjælker tilfældigt rundt om det talende hoved?? Det er klart at man med designet lægger op til den store mediekonvergens hvor tv og web smelter sammen, så drs designere har lånt designelementer fra internettet. Men hvorfor fra vintage internet anno 1997??
Roterende klodser er ikke cool. Punktum.
Efter min mening ville det give mere mening at samle al sekundær information i et stort felt i bunden af billedet og så lave et flot widescreen format ovenover.

Belysning:
I studiet altså. For flad og hård.

Rod:
For meget og ikke dekorativt nok.

Alt i alt vil jeg give point for dristigheden men den svage udførelse rent designfagligt får denne anmelders tommelfinger til at ligge et sted mellem vandret til nedad.

The Mau Effect??

Fredagsbar på DAC - rethink rethink

Under udfoldelse af de sædvanlige medieskrig er en af designverdenens absolutte førerhunde landet i København. Den canadiske designguru Bruce Mau er af Dansk Arkitekturcenter (DAC) blevet bedt om at levere dels buzz, så vi efter ti år på sidelinjen kan komme med på Arkitekturbiennale i Venedig og dels den flagellantiske “provocation chic” vi elsker i Denmark – at sige, at vi ikke duer til det, vi tror vi duer til (men hemmeligheden i metoden er, at det gør vi jo alligevel – faktisk er vi bedre og mere specielle end alle andre). Det, vi ikke duer til i år, er design – nu er vi gudhjælpemig “too perfect”. Mr Mau og hans medkuratorer fra den skævt originale idetegnestue Plot har, efter at have studeret ikke mindre end 99 bøger med dansk design, fundet ud af, at problemet er, at vi går for meget op i overflader og detaljer. Den slags er der ikke plads til i fremtidens globaliserede hypersamfund. Opgaven for designere i fremtiden er, at løse globale problemer med den titaniske kreativitet, vi er så kendte for i Denmark. Send wegnerstolene på frilandsmuseum nu er det fremtiden der kalder jubler Bruce Mau og hans raske rænkesmede.

Nånådadada tænker man så. Rygterne om en dansk “superhavn“ formgivet som rederiet Maersks bomærke – den syvtakkede stjerne - har allerede nået avisernes spalter inden udstillingen åbner. Jeg giver hurtigt min PH lampe fingeren og styrter i et less than perfect s-tog ind til Gammel Dok for at få et forhåbentligt livgivende skud af Bruce Maus fremtidssuppe: Riv det ned det gamle lort og lad os få nogle utopier. Og det er netop, hvad udstillingens introduktionsplanche lover: Bruce og plotterne har formuleret nogle krav til udstillerne (der iøvrigt – forlyder det - ikke er udvalgt efter talent, men efter evnen til at betale 300.000 kr): Det drejer sig om “pragmatiske utopier“, der alle skal opfylde den tredobbelte bundlinje: Økonomisk rentabelt, miljømæssigt forsvarligt, socialt forsvarligt. Spændende. Jeg kan dårligt vente. Først skal vi lige have overstået fadermordet. Til venstre i det første rum er den sædvanlige række af rekvisitter fra konventionens skatkammer: PH, Jacobsen, Wegner, Juul, Magnussen, Holscher Panton – alle hevet ud af enhver sammenhæng, der kunne gøre dem til andet end detaljer og overflader – de står jo bare der og er “too perfect” – de løser ingen globale problemer (hvis man ikke regner den enorme mængde af grimme stole for et globalt problem). Og så til udstillingen: Hvad har vi her af fordomssplintrende originalitet? Man står efter at have drejet sig 180° lidt måbende: En grimt opbygget udstilling lavet af Flamingoklodser, hvor teksterne allerede efter en dags åbning er ved at falde ned. (Jeg brækker mig over al den æstetik, er Arne Jacobsen citeret for at sige på en af plancherne – man er der ikke en mellemvej??) En serie “utopier” af typen “hvad nu hvis Danmark var en stor hoppepude?? Eller “Hvad nu hvis grise kunne flyve??” Alt sammen formidlet på alenlange serier af plancher på et temmelig globaliseret engelsk (The Danish boarders betyder “de danske pensionærer “ og ikke “de danske grænser“ som det vist er meningen). Og over det hele hører og læser man konstant: “Denmark, Denmark, Denmark, Denmark – hvor er globaliseringen blevet af i flamingohelvedet - for helvede??

Hvad er det så, vi åbenbart vil vise verden – som vores bud på syv nye danske positioner, det der skal løfte begrebet Danish Design (der i parentes bemærket er et åndssvagt marketingbegreb, der kun er kendt i Danmark) ind i det nye årtusind?: Landbruget går over til at producere medicin vha. genetisk manipulerede planter. Boligblokke præfabrikeres på store fabrikker og flyves med gigantiske luftskibe til deres bestemmelsessted. Danmark får en energiregning på nul med brint og sol og sådan noget. Alle danske havne samles til en “superhavn” I Femern Bæltet. Vi bygger to kunstige øer og 100.000 sommerhuse til turisterne. Et nationalt firma overvåger vores familieliv fra vugge til grav (er opfundet – det hedder velfærdsstaten). Grønland tager 1% af verdens kildevandsmarked og sejler en milliard liter ferskvand til Afrika for at tjene lidt på den is, der alligevel smelter. Det er det vi vil ramme arkitekter og designinteresserede I hele vor del af verden med. Tag dén verden her kommer det nye Danmark. Hvor mange øjenbryn vil løfte sig??

Jeg er selv designer og har også gået på Arkitektskolen i København, undertrykt i min trang til at lave grimme ting af flamingo åbenbart. Utopierne her – hvis man tør bruge et så stærkt ord – minder om den type ideer, man kunne få i fredagsbaren. Det var altid skide skægt og man følte sig meget kreativ mens man fandt på det – men når høkerbajerne var fordampet, var der da INGEN, der kunne drømme om at præsentere ideerne i et sobert forum og da slet ikke om at udstille dem I Venedig eller Toronto. (Lad gå med København – det er der alligevel ingen, der opdager ud over ens nærmeste familie).

Nå grine og gøre nar kan man jo altid. Tegnestuen Plot har vitterligt fat i noget med den havn og det ER altid sundt at udfordre vanetænkningen. Også jeg kan få kvalme af den uendelige strøm af mærkelige dimser til hjemmet, der i damebladenes og avisernes verden bliver kaldt “design”. Jeg bliver alligevel forstemt på designfagets vegne, når jeg ser en så monumental udstilling af kraftesløshed som Re-think Denmark. Jeg tror, det der er galt er, at faget er begyndt at tro på myten om sig selv.

Hvis man spoler tilbage er udstillingens første problem selve præmissen: Måske er der meget af det, man i livsstilsmagasinerne kalder design, der bare er glat overflade på en fiffig ide. Men hvis man taler om det store design af de ikoner, man vil angribe med Re-think Denmark: PH, Jacobsen etc., så var de jo aldrig interesserede i design for designets skyld. De tænkte altid i sammenhænge, der både var internationale og havde sociale implikationer. At deres frembringelser så i de forløbne 50 år er blevet allemandseje som markører af “den gode smag”, som de jo foragtede – er vel sådan set ikke deres skyld.

De hæmmede utopier på Gammel Dok fik mig til at tænke på en oplevelse fra min tidlige ungdom. I begyndelsen af firserne studerede jeg på Kunstakademiet i Beijing. Det var før Kina opgav socialismen indenfor økonomien og den stalinistiske realisme indenfor billedkunst. Så på kunstskolen blev der udleveret facitlister på første skoledag (præcis som i det 19 århundredes akademiske kunst i Europa i øvrigt). De fire år, de studerende tilbragte på skolen handlede i virkeligheden kun om teknisk perfektion. Hvad og hvordan man skulle male, kunne der ikke være tvivl om. En vis opblødning af den hårde linje var dog i det helt stille I gang og skolen tolererede bøger med “moderne” vestlig kunst, hvis de studerende selv kunne skaffe dem. Det var selvfølgelig udelukket, at man kunne udstille andet end heroiske scener fra den stolte opbygning af socialismen eller folkeslagenes store forbrødring, men bag de lukkede atelierdøre blev der om aftenen eksperimenteret med det nye. Og netop disse “eksperimenter” blev jeg mindet om på Gammel Doks fredagsbar. Det var meget svært for mine kinesiske venner, at finde en vej ind I et moderne maleri. Det var nogle meget forkølede abstraktioner, der blev resultatet – og andet kunne man jo heller ikke forvente efter 4000 års feudalisme og 30 års maoistisk meningstyrani. Hvor skulle en ung kineser hente de ressourcer, der gjorde det muligt at male moderne på vores måde? Jeg fik altid lidt ondt af dem, når de viste mig deres billeder og tænkte: Hvorfor ikke bare blive ved med at lave kalligrafi eller landskaber I tusch. Det gør I jo fremragende. Men at forsøge at være “vild” blev altså kun til nogle forsigtige hop på stedet. Et af problemerne for disse unge kinesere var, at de forvekslede myte med metode. I de importerede bøger om fx Jackson Pollock eller andre af det tyvende århundredes emblematiske moderne kunstnere kunne de se fiktionen om en vild maler. En urkraft der vælter rundt og i en beruset strøm skaber frapperende udladninger af pigment på lærred. De antog så at metoden måtte være kontroltab og forsøgte at male med lukkede øjne eller tilsvarende fikse ideer. Hvad de ikke kunne se i bøgerne var disciplinen, fliden og dialogen med andre. Desværre tror jeg, at designerne bag de fleste af “utopierne” på gammel dok er faldet i en lignende fælde.

I Danmark – og sikkert de fleste lande som os - tror lægfolk, at designere er kraftgenier, der I endeløse øjeblikke af guddommelig inspiration formgiver og finder på, nærmest i en slags evig hashrus hengiver designerne sig til skønhed og begaver så den grå verden med krystallinske glimt fra en hinsidig smukkere verden. Inde i faget har man altid vidst, at sådan er det ikke. At designe er mest af alt hårdt arbejde. Man sidder stille og roligt og bokser rundt med problemerne og udøver konstant en ekstrem selvkritik overfor egne påfund. Naturligvis er designere bedre end andre til at finde løsninger på både praktiske og formmæssige problemer, men disse løsninger kommer altså i mødet med stoffet – og ikke ved inspirationens stikflamme. Det kan være at jeg her ødelægger en drøm for læsere af boligindretningsblade – og lægger mig ud med min stand, men det forholder sig som jeg siger.

Hvad der sker på Gammel Dok er, at designerne bag fem af de syv utopier har ladet sig forføre af omverdenens opfattelse af designere. Man ser dem for sig siddende og fnise til hinanden I deres påtagede skaberrus. Jeg mener der er grund til at råbe en kraftig alarm. Hvis faget begynder at tro på lægfolks mytologiserende fiktion om same fag er det at alvorligt sygdomstegn: Det er fordi designerne ikke selv har noget at putte ind i faget. Og på den måde bliver Gammel Doks stort anlagte faderopgør kun et lille skvulp I en plastickop og samtidig mere afslørende overfor fagets fremtidige udfordringer end det vist egentlig var meningen.

Det er jo nemlig meget svært, desværre, at finde på nye ting. Det er derfor, det ikke sker så tit. Designere er bedst til at løse helt konkrete problemer – de er ikke specielt gode til at tænke abstrakt i modsætning til hvad de fleste tror. Kreativitet er et af de mest misbrugte ord i det danske sprog. Det er ikke nødvendigvis kreativt at kunne få skøre ideer – det er kreativt at kunne foreslå overraskende og samtidig indlysende løsninger på specifikke problemer. Hvis man foreslår at Grønland sejler en milliard liter ferskvand til Afrika kan man lige så godt foreslå at man sejler alle afrikanere til Grønland, så de kan få vandet, når det er friskt. Jeg mener, hvis man ikke i en sådan ide interesserer sig det mindste for hvad tallene er: Hvad projektet vil gøre for økonomi- og magtstrukturer lokalt – så kan det jo være helt lige meget. Det vigtige ved utopier som udstillingen gerne ville vise er, at de får tilskueren til at sige “hvorfor ikke?” I stedet for “hvorfor dog??” Og hvis man anvender den prøve, er det faktisk kun tegnestuen Plots superhavn, der efterlader en med følelsen af mulighed (og man kunne sikkert få en pæn portion støtte fra Mærsk hvis den bevarer sin foreslåede form). De andre utopier fra medicinproducerende landbrug over malplaceret humor i et forslag om en korporation, der overvåger alt i dit familieliv (baby brother is watching you) til en virkelig slap ide om at lave en kunstig ø efter fraktalgeometri for at bygge 100.000 sommerhuse til turister så vi andre kunne få kysterne for os selv – jamen kære venner hør på det – det er ikke en utopi, men en lillebitte ide, der burde droppes i samme sekund den opstod: prøv så hellere med en enkelt taburet eller et dørhåndtag i stedet.

Måske er problemet, at danske designere ikke helt er modne til at tage skridtet. Måske skulle man starte med nogle lidt mindre utopier på det helt nære plan: Hvad nu hvis mit snørebånd aldrig knækkede? Hvad nu hvis jeg kunne køre uden hænder på cykel? På den måde kunne man opøve evnen til at tænke i utopier og så langsomt over nogle år bevæge sig fra det personlige over det lokale til den globale udfordring. Som det står nu må man desværre råbe: Kom igen Danmark. Rethink Re-think. Tag nu et ordentligt sug af den Maui Waui næste gang eller hold jer til håndtagene.