Killer Fog

Dagens Tegning

Man skal kaste den første sten, hvis man bor i et glashus

Akvarel

Jeg har downloadet den geniale WYSIWYG blog-editor Ecto, så mit liv bliver nu meget nemmere. Pludselig kan jeg lave både links og billedblogging.

Her er den nedenfor omtalte akvarel fra Tien An Men pladsen en tidlig onsdag morgen i Beijing.

Made in China

Jeg så i torsdags Louisianas store forårssatsning: over 100 værker af den nyeste moderne kinesiske samtidskunst.
Jeg studerede Kinesisk Kunsthistorie i Beijing for 25 år siden så jeg kan faktisk godt lide Kinesisk Kunst - MEN jeg kan ikke rigtig finde ud af om den meget hypede Kinesiske moderne kunst er interessant fordi den er Kinesisk eller fordi den er Kunst.

Det minder om en af de berømte daoistiske historier om Zhunagzi der vågnede en morgen og udbrød: Jeg drømte, jeg var en sommerfugl. Men nu ved jeg ikke mere om jeg er Zhunagzi der drømmer at han er en sommerfugl eller om jeg er en sommerfugl der drømmer at den er Zhuangzi. Der må være en forskel på Zhuangzi og en sommerfugl.

Klamp i Klampenborg

Jeg besøgte det nye spektakulære Ordrupgaard her i weekenden (Zaha-ha-ha-ha-did it). Bygningen er stadig flot i al sin hvalhed men jeg kan efter besøget konstatere fire ting:

1: Michael Kvium holder ikke vand som "seriøs" maler. Uden shockeffekter er han en ret ordinær tegneserietegner, der leger med maling. Lidt lige som da Magritte i en sindsforvirret periode forsøgte at male som Renoir - bliv ved din læst Kvium - husk du er jo Punker.

2: Zahahahs udstillingsrum holder heller ikke. Tilbygningens lokaler er uegnede til at udstille kunst i. Punktum. Og det er ikke så godt når man er et kunstmuseum.

UPDATE: Som Claus gør opmæksom på herunder roste jeg selv samme lokaler for et år siden. Jeg har nu mediteret over oplevelsen og kombineret min meditation med en erindring af, at jeg faktisk SYNTES at Gauguin fungerede godt i lokalerne sidste år. Jeg er kommet til den konklusion at det er noget med skalaen: Lokalerne fungerer ikke til store ting som Kviums nye billeder - men faktisk godt nok til mindre ting som Impressionisterne - hvad de jo faktisk er designet til. Så undskyld Zaha - jeg trækker den hårde kritik ca 70% tilbage.

3: Cafeen - der annoncerer at være drevet af The Paul holder slet ikke. Jeg tror ikke det er den Paul - hvis det er, har mr. Cunningham formentligt aldrig sat sine ben derinde. Laks fra Daniel Letz kan ikke redde daggammelt supermarkedsbrød og inkompetent betjening.

4: Ordrupgaard lykkes med sin satsning på begivenhedskultur: Dårlig kunst og dårlig mad i (denne sammenhæng) dårlige lokaler - men alligevel kan man ikke sparke sig frem for forstadsfruer og hel- og halvkändisser der hvisketiskende går rundt og snakker om hvor meget billederne mon koster.

Hvorfor kalder man det i grunden sådan, når der hverken er tale om begivenhed eller kultur??

Mening og strukturalisme

Har kunst et indhold? - andet end kunsten og kan dette eventuelle indhold blottes med en intellektuel dåseåbner? Det er der skrevet mange fristile om i tidens løb. Min stilling er ikke helt klar. Jeg tror man kan få noget ud af strukturelle læsninger af kunst, men kun hvis man accepterer strukturalismen som en slags parasitgenre - og ikke noget endeligt bud på sandheden. Et interessant eksempel på det, fandt jeg her forleden:

På Bob Dylans fremragende plade "Time out of Mind" er det bedste nummer på pladen afslutningsnummeret "Highlands". En 13 et halvt minut lang drømmefantasi om kunstnerens isolation fortalt som en helt konkret anekdote om et møde med en servetrice på en Diner i Boston. Sangen har en lang generel indledning der sætter scenen og et par afslutningsvers der hamrer pointerne ind - men helt centralt er selve dialogen mellem Bobs fortællerstemme og servetricen. Nå men det sad jeg så og hørte forleden og faldt da over det interessante faktum, at præcis midt i sangen - 6 minutter og 43 sekunder inde - er det at servetricen træder op til Bobs bord (check det selv efter).

Det slog mig så at det kunne man jo skrive en hel masse om. Symmetri er det suverent mest almindelige kompositionsprincip i kunsthistorien (vel fordi menneskekroppen er symmetrisk). Og ved at melde sig ind i sådan en kunstfærdig kompositionstradition ville Bob pludselig være beslægtet med alt muligt fx Alban Berg hvis Lulu er bygget op efter et helt symmetrisk kompositionsprincip. Man kunne skrive om hvordan den horisontale sang (der er sådan løs og jammet og uden refrain) skjuler en hierarkisk pointe (antydet i titlens highlands) - og alt muligt andet ævl. Jeg tror at sådan nogle skriverier kunne berige og uddybe fornøjelsen ved sangen - men omvendt er jeg ikke et sekund i tvivl om at Bob Dylan aldrig har skænket det en tanke.

Derfor mener jeg at kritik må anskues som en genre i sig selv - en genre der kan sige NOGET om et værk, men aldrig alt - det er vel også derfor værket er et værk er et værk.

Kanon

Meget er blevet skrevet om Brian Mikkelsens kanonprojekt. Jeg mener, at det er en hyggelig selskabsleg for dannede mennesker og måske en hjælp for dem, der ønsker at blive det - men som alle andre fornuftige mennesker er jeg skeptisk overfor ideen om at man kan reducere dansk kultur til 120 numre - med den fare der ligger i hele projektet, at det bare bliver en ny Biedermeiers standardkultur som folk kan, fordi det er det man skal og ikke mere. Hvis kanonen skal have en berettigelse er det fordi den skal pege udover sig selv og konstant udfordre sin egen autoritet - alle udvalgene burde være tvunget til som afslutning på deres arbejde at skrive: Men vi kunne lige så godt have valgt 10 andre værker.

Og det leder mig frem til det egentlige emne for denne post. Jeg ønskede mig kanonbogen i fødselsdagsgave for nylig - af nysgerrighed og jeg tænkte at det måske var en måde at introducere mine børn for kulturens mangfoldighed. Jeg har nu fået studeret materialet og må sige at som formidling dumper kanonbogen eklatant. Der er meget få uddrag af de valgte værker, dårlig reproduktion af billedkunsten og mest en hel masse sniksnak af kanonudvalgenes formænd. Den medfølgende CD er nærmest en vittighed: Lidt filmklip, men f.eks næsten ingen eksempler på den udvalgte rytmiske musik og på billedkunstsiden nogle utrolig dårlige affotograferinger af de valgte værker.
Når man tænker på, hvad interaktivitet og CD mediet kunne have gjort for projektet virker det nærmest pinligt at sende detteher ud.

Kanonprojektet har også et website der er lige så dårligt. Her er det utroligt at man ikke udnytter nettets muligheder for hypertekkst og links. Man kunne da for satan have bragt det meste af litteraturen i sin fulde udstrækning. Og værst af alt: Man kunne have udnyttet nettets ocean af viden til at vise at kanonen kun er toppen af et (tilfældigt) isbjerg, Der kunne være links til andre samtidige kunstnere, til inspirationskilder og udviklinger - nutidige arvtagere. Man kunne med nettet netop sætte hele projektet i det nødvendige perspektiv og dermed for alvor skabe en gave til danskerne. Som det er nu bekræftes man bare i det indadvendte og virkelig U-dannede i hele projektet: Lav en facitliste så vi kan få overstået detder kultur.

Middelalder - here we come

Det skulpturelle blik

Da jeg for snart mange år siden sad på en bar i Beijing med Andy Warhol, Christopher Makos, Fred Hughes og et slæng af groupier og hustlers havde de alle sammen tømmermænd. De kom lige fra en fernisering med Rauschenberg og som det blev sagt ".... Bob - he's such a boozer". Sjovt nok for Rauschenberg er jo pop - en kunstretning der mere associeres med coke og marihuana og den slags moderne fornøjelser, mens den gammeldags sprit mere tilhører generationen før - de abstrakte ekspressionister, berømtest udtrykt gennem stordrankeren Jackson Pollocks liv og tragiske endeligt. Men altså: Bob kunne lide et godt glas burbon - og havde på andre måder et tæt forhold til storebrorgenerationen af abstraktekspressionister. Berømt er fx den udviskede Willem De Kooning tegning - både en hyldest og et opgør.

Desværre har et par slagtilfælde tvunget ham til at opgive hjemlandets Jack D og Bob er i stedet gået over til hvidvin. Aros i År(h)us har netop lukket døren til årets store Rauschenbergudstilling for sidste gang - og heldigvis nåede jeg lige med inden lukketid.

Udstillingens video viser mesteren selv, forkrøblet men klar i blikket og fuld af lune.
Og at hånden - selv i alderdommen er sikker kunne man forvisse sig om på den tilhørende udstilling. Værkerne var alle 10 - 15 år gamle, alle vintage Rauschenberg - dog på metal i stedet for lærred. De fleste fra en serie billeder inspireret af et besøg til barndommens Texas.

Jeg har altid ment at Rauschenberg - og Jasper Johns - er de største MALERE blandt popkunstnerne. Udstillingen bekræfter dette og var en stor æstetisk oplevelse. Desuden vistes et antal skrotskulpturer - også af Texansk oprindelse. Skulpturerne lignede alle noget der var blæst af en benzintank i en Wim Wenders film og som så sammenkrøllet var landet i en bunke på gulvet i de ikke særlig charmerende særudstillingslokaler på aros. Men trods karakteren af ready-mades beriger Rauschenbergs skulpturelle blik det skulpturelle blik - og udstillingen var i det hele taget en stor opvisning i Rauschenbergs ambition om at gøre maleriet 3-dimensionelt, bla eksemplificeret i en storslået billedlabyrint.

Desuden understreger udstillingen Rauschenbergs kompositionsprincipper, hvor der altid er en stærk geometrisk form (gerne en cirkel, fx en sol, et cykelhjul, et ur) der holder fast i det kriblende kaos rundt om.

- og sådan var det.

Legoracismen forklaret

Alle er nu forargede på FN fordi de angiveligt kæder Lego og dermed Danmark sammen med racisme. I jagten på den simple forklaring overser de alle at plakaten er en subtil men KLAR STØTTE TIL DET DANSKE STANDPUNKT!

Selvfølgelig er det fuldt bevidst at det er en legoklods - og at den repræsenterer Danmark. Et yderligere indicium er den røde farve - som jo også i de sidste par måneder er blevet brugt synonymt med Danmark. Men bemærk at en Legoklods på engelsk hedder en Lego BRICK - altså er klodsen en repræsentation af en bygning - ja en repræsentation - en ambassade. Den røde farve er samtidig også ildens farve - altså viser plakaten en dansk ambassade i brand.

Vi ser denne brændende identificerbare ambassade ene og venneløs foran en sammenkædet hob af anonyme puslespilsbrikker. Hvad hedder et puslespil på engelsk?? Ja rigtigt puzzle - og "to be puzzled" er at være forvirret - et mildt ord for de syriske pyromaner.

Samtidig står beskeden til denne masse klart på ambassadeklodsen: LE(T)GO dvs. Giv Slip, opgiv jeres had. Giv slip på jeres forvirring og sammenfiltring og bliv til individer.

Et smukt og nødvendigt budskab bragt til os af FN.

Gaden og gåden

Jeg er ved at læse Peder Bundgaards hyldest til ungdommens Vesterbro og ungdommens ven, Dan Turell aka Onkel Danny.

Peder Bundgaard er en sympatisk person, der for evigt har plads i rockkulturens hall of fame p.g.a de udødelige Gasolin' covers, der fuldstændig perfekt matchede musikkens blanding af garage og folkelighed. Hans inspiration er primært de amerikanske undergrundstegnere Crumb og især Kelley der lavede covers for Grateful Dead, en af Peders og Onkel Dannys yndlingsbands.

MEN - han skriver altså meget meget meget kedeligt. Det er synd når han nu har så meget på hjerte og simpelthen har certifikat på at have været Dan Turells bedste ven.

Og om selve sagens kerne DT - så jaaaaa - jeg ved nu ikke rigtig. Der er en opskatningsbølge i gang, men altså efter denne læsers mening har Dan Turell ALDRIG været så god en forfatter som han selv troede han var. Han ville være en ordmaskine, en dyb poet med en flabet stemme, men rimene passede aldrig RIGTIGT og iagttagelserne sad aldrig RIGTIGT lige i smasken. Bevares der er momenter, men alt i alt var onkel Danny nok bedst når han anstrengte sig mindst.

Min egen favorit er en lille tynd samling vrøvlede "dåse digte" (cover selvfølgelig af PB) fra sidst i 70erne. Bl.a. et uforglemmeligt digt om døden der henter "hver en mand/ Mickey Mouse og Anders And". Eller det der starter "Wittgenstein sad på et hegn/og tænkte mange sære tegn" (er det måske det samme??)
Eller det om livets pludselige og overraskende slag med linjerne "de kan få et spark i maven/ mens de sidder ved kakaoen" - det rammer.

Men de ambitøse ting og krimierne - dem må I godt beholde.

Bogen har et fantastisk flot fotoudstyr, med nogle meget nostalgiske skud fra Vesterbro i en svunden tid - og et meget lækkert cover med en fotomontage af Onkel Danny i mørket på Vesterbro.

Alt i alt - soso.

Matisse og vandflyveren

Direkte ansporet af nedenstående Ma(tis) post - drog jeg i onsdags på kunstnerisk opdagelsesrejse nord for København.

Først til Ordrupgaard hvor den Irakiske hipster Zaha Hadid har tegnet en tilbygning. Og minsanten fandt jeg allerede her den proverbielle vandflyver. Som selveste "the Spruce Goose" i sort grafit ligger tingesten dér - nydeligt bragt til landing vinkelret på villaen og halvvejs kilet ind i parkens grønne græs. Der er tale om endnu et dekonstruktivistisk hurlumhejhus som moden foreskriver, men denne gang holdt i en nogenlunde sluttet form. Resultatet er frapperende. På mystisk vis fungerer den både som artisteri og som tilbygning. Det sidste netop ved sin totale fremmedhed. Og selv udstillingsrummene fungerer. Kan varmt anbefales.

Dernæst gik turen til "the Lou" og gode gamle Matisse. Her er i øjeblikket en præsentation af mesterens alderdomsværk - tegninger og papirklip (og det var altså mange år før Kim Larsen) i stærke farver. Udstillingen er struktureret omkring Matisses korrespondance med vennen og kollegaen Rouveyere. Den biografiske vinkel er selvfølgelig sjov, men størst er selve værket.

Når man selv fjoller lidt rundt med farver og former bliver man bare SÅ benovet. Tænk at kunne så meget med så simple midler.

Som Picasso sagde da Matisse døde: "Når alt kommer til alt, så er der kun Matisse".

Symbolik for filmanmeldere

I den nye blockbuster succes fra Zentropa "Drabet" forekommer ifølge dagens anmeldelser en del scener hvor hovedpersonen, en martret middelklasse idealist, dyrker paragliding. Samtlige anmeldere kobler sportens tilstedeværelse i filmen til Ikaros myten. Det er meget muligt, MEN prøv at sige instruktørens efternavn på engelsk.

Coincidence - I think not.

Willumsen

Tog i sommerheden med tre børn og ikke airkonditioneret Mazda fra 1994 til Frederikssund for at se den nye bygning til Willumsen museet. Arkitekturen er nydelig uden at slå nogen omkuld, men bilederne overlever. Skønt at se en egensindig megaloman fyre den af - og så på dansk. Koloritten er i dag lige så vild og særpræget som for 80 år siden og ideen om at male sit liv set gennem et udsyret troldprisme er ikke realiseret bedre siden. Hvem vile ikke gerne spise sin aftensuppe med familien Willumsen i el Greco perspektiv under den gule lampe?

Men hvorfor i alverden ligger det museum dog i Frederikssund??