Trofaste læsere af denne blog vil vide at en af de klareste og mest trofast strålende stjerner på Killerfog's gyldne rockhimmel er Neil Young. Jeg køber som regel de plader, der kommer og er som regel begejstret. Jeg kan til fulde tilslutte mig Peder Bundgaard, der engang erklærede "Jeg vil betale for at høre Neil Young synge mens han klemter på en cykleklokke" Derfor var det en stor overraskelse for mig at erfare, at den danske musikpresse fuldstændig har forbigået en milepæl i Neil Youngs karriere: I sin alderdom er Neil langt om længe begyndt at udgive sit archives projekt!. Helt tilbage siden slutningen af halvfjerdserne har Neil Young i interviews talt om, hvordan han en dag ville udgive alt det "rigtig gode" - alle de bånd, der bare blev sorteret fra af producere og pladeselskabsfolk og andre omstændigheder. Projektet har efterhånden antaget mytologisk karakter. Fans har fantaseret om, hvilken form projektet ville tage: Ville det være en kæmpestor og dyr box med 50 cdere? eller en langsomt sideprojekt som Dylans "bootleg series"? Det viste sig så i november sidste år (og det var det, der ikke har stået noget om i de aviser, jeg ser) at Neil har valgt Dylan modellen - og den første udgivelse er - naturligvis havde jeg nær sagt - en elektrificerende liveoptagelse fra to koncerter i Fillmore East den 6 og 7. marts 1970 med Neil og Crazy Horse, hvor de spiller materiale fra deres dengang nys udkomne "Everybody knows this is nowhere". Da jeg via det smarte internet havde opdaget denne store forglemmelse i den danske musikpresse strøg jeg lige ind på itunes og hentede straks skiven ned på min harddisc. Og det er jeg selvfølgelig glad for: Koncerten er fra før Danny whitten så unødvendigt døde - og man hører her for første gang for alvor, hvorfor Neil Young altid taler om Whitten som "dén jeg kunne spille med" - og dette uden at forklejen Poncho Sampedro som passer spaden i Crazy Horse, så godt han nu kan. Pladen rummer som topnumre dels den underskønne "Winterlong" i en udgave, der næsten er bedre end den fra "decade" hidtil kendte og dels - som det store clou - de to lange signaturstykker "Down by the River" og "Cowgirl in the Sand" hvor samspillet mellem Whitten og Young er fuldstændig opslugende i sin blanding af løst vandrende elektrisk storm og præcist huggende detaljer, der spiralerer mod et crescendo, der efterlader en fuldstændig blæst omkuld men en finger på "repeat" knappen.
Hvis resten af Archives projektet fortsætter på dette niveau er der meget at glæde sig til.
Jeg tænker desuden på marts 1970 som også er måneden for en berømt skæmteroman af Klaus Rifbjerg. En virkelig rablende og personudhængende fantasi som nok kan læses selv i dag (jeg husker et afsnit med tronfølgeren Margrethe der springer fra et hustag til et andet som en slags Modesty Blaise). Og den sad Rif og skrev samtidig med at Crazy Horse lavede dette. Ikke at der er nogen pointe i det - Rifbjerg er vist mere til Jazz - andet end at halvfjerdserne på mange måder var et virkelig vildt årti.
Hvis man er interesseret i det danske beatorkester Gasolin' - og forlod sidste års Anders Østergård dokumentar om samme orkester en smule uforløst, så er der kun en ting at gøre: Hurtigt in på dr.dk/podcasts og hent Hans Otto Bisgaards programmer fra 1980. Fire timer med dokumentar, interviews, historier - og først og fremmest musik. Alt det man manglede i filmen.
Bonus: Det er både forbløffende og vemodigt behageligt, at høre Bisgaard tale helt uden højrøstet, selvfed diktion.
Personlig bonus: Denne blogger bekræftes i at have husket Wili Jønssons ord fra års-top-tyve 1973 fuldstændig ordret i 33 år.
I god tid før jul udsendte Tom Waits end tredobbelte whopper, Orphans: Brawlers, Bawlers and Bastards (mange svære ord, men det betyder sådan noget som: Hittebørn: Slagsbrødre, Tudefjæs og Horeunger). Jeg har nu investeret i samlingen og har tilbragt det meste af weekenden i selskab med skramle/råbe/tudeTom og hans hittebørn.
Tom Waits er en af de helt store - og samlingen er - selvfølgelig - uomgængelig. Der er tale om et opsamlingsheat med ting og sager fra hele karrieren der bare ikke er blevet indspillet endnu - og nogle nyere ting, fx helt atypisk en sang om "fredsprocessen" i mellemøsten.
Nogle gange er det selv for en fan lidt af en viljesagt at dykke ned i TWs lydunivers (fx sidste års dybt originale og MEGET mærkelige Real Gone) så ligefrem en tredobbelt Cd kunne godt give en vis frygt for forstoppelse - men nej pladen (jeg kalder det stadigvæk for en plade - fuck you 21st century) spiller nærmest sig selv.
Min eneste lille anke er den tematiske ordning af de tre skiver: Brawlers er råbe/skramle, Bawlers er ballader og Bastards er snakke/digt/lydeksperimenter. Normalt - hvis ordet normalt giver mening i forhold til Tom Waits - er charmen ved Waits' store plader, som fx Swordfishtrombones eller The Mule Variations netop blandingen: Oh boy - når pludselig swordfishtrombones slutter med den guddommelige "Everywhere I lay my head...". Her får man altså tingene hver for sig - og det er fint fint, men ikke HELT det samme efter denne lytters mening.
Men hva' det er en lille ting. Itunes er opfundet - og jeg kan jo bare lave mit eget mix - fuck you 21st century.
Jeg var lidt skeptisk overfor Anders Østergaards meget sete "dokumentarfilm" om Danmarks bedste og største rockband EVER, Gasolin', men nu er den udkommet på DVD og det ser ud til at storkapitalens håndlangere har lavet endnu et scoop: Det er nok noget man som fan bliver nødt til at eje.
Ikke alene er der filmen (som trods alt kan få tre stjerner ud af seks mulige) men på ekstraskiven er der foruden en tvspecial fra 1975 in anledning af Gas' 5 også et længere indslag hvor de fire glade gutter samlet hører på de gamle plader og snakker om tilblivelsen - det er en must have.
Jeg husker stadig dender TV special. Den var faktisk ret sjov - lavet af holdet bag DR1s ungdomsredaktion tror jeg - ihvertfald figurerer Gotha Andersen prominent - inspireret af "a hard days night": De fire fede fyre spiller sig selv på vej til et surrealistisk job i enelleranden pladderballe hal. Undervejs spiller de alle numrene fra Gas 5 i tyk play back og til sidst er der et par live indslag. Måske holder den ikke vand idag, men jeg er villig til at lade det komme an på en prøve. Og pladeparaden - jeg kan dårligt vente til Jul.
His Bobnes er har atter ladet os tilflyde en ny samling - denne gang med den Chaplin inspirerede titel Modern Times. Der er tale om et hattrick: Den tredie virkelig gode Dylan plade i træk- en serie man skal langt tilbage i hans enorme produktion for at finde magen til. Pladen fortsætter trofast på de skinner der blev lagt så solidt på Love and Theft fra 2001. For fem år siden var det faktisk første gang Dylan selv producerede, og sjovt nok valgte han i modsætning til alle de inforskrevne daglejere at mikse sig selv længere tilbage i lydbilledet så hen fremstår mere som medlem af et band. Og hvilket band: Den flok musikere han har spillet med de sidste ti år er næsten lige så gode som det rigtige band - the band: De swinger som en drøm og spiller samtidig så fokuseret og tight at det er en ren fornøjelse.
Bob selv er i topform - med en ny nøgen følsomhed i stemmen der virker næsten rørende i munden på en ældre herre. Hans presence er mindre Bob og mere en ældre country crooner - lige langt fra ungdommens snerrende speedfreak og fra halvfemsernes ahasverus - men det klær ham s'gu den gamle - han lyder som en man gerne ville drikke et par fadbamser med og snakke om livet og kvinder og den slags vidunderlige ting.
Der har selvfølgelig været kritik af, at Bob denne gang har lånt et par linjer fra en gammel Sydstatsdigter - men det er sgu da lige meget. Dylan har alle dage stjålet med arme og ben. Det er hans evne til at sætte stumperne sammen der gør ham unik.
Knud Romers ignorante smagsdommeri forbigår jeg i tavshed.
Teksterne handler om evige temaer som kærlighed og alderdom og den slags, men ud over at de er dejlige at synge vil jeg ikke kommentere dem yderligere kun minde om Dylans egne ord. Han blev engang spurgt: "People don't live or die, people just float - Hwa' betyder det?". Hans svar: "I needed a rhyme for coat".
Hvis man lagde vejen forbi Garnisonskirken i går omkring klokken 20 fik man en overvældende demonstration i kirkeorgelets utrolige muligheder som soloinstrument. Vi taler her om Mads Damlunds debutkoncert der rummede værker af Buxtehude, Ligeti og Carl Nielsen - fremført følsomt ekvibrilistisk af den unge debutant. Flere gange frygtede man at orgelet ville eksplodere eller som en jetmotor pludselig opnå liftoff og sende os alle ud i stjernenatten. Orgelet var både dampmaskine, orkan, fuglepip og fløjter, råben og mumlen, hvæs og hvisken - men hele tiden og først og fremmest - musik.
Som tilhører sad man bare ør tilbage og tænkte over hvor lidt lyd der egentlig er i et stereoanlæg.
Mads Damlund har netop udgivet en CD med en orgelindspilning af Bachs Goldbergvariationer - køb den hvis du har råd.
Nåå vi skal da ikke lade Gasolin' hænge uafsluttede omkring nytår 1973. Der var meget mere at komme efter skulle jeg hilse og sige.
Først må jeg sørge for at få det hele med - og ikke som Anders Østergaard falde i selektionens store fælde. Mellem Gas 2 og værsgo udkom to singler som endnu ikke er nævnt. Først kom "Holy Jean" som Gasolin's tredie singleplade. Nummeret må vist i dag opfattes som en slags kompromis: Sunget på gruppens jammerlige engelsk men musikalsk Larsensk Happy Shuffle helt uden Hendrix inspiration - dog med Franz i en fremtrædende rolle på en guitar "like a ringin' a bell" som man siger. Nummeret var sådan set OK men døde en hurtig død - kom så vidt jeg husker kun på top 10 i en enkelt uge. Singlen havde (selvfølgelig) covertegning af Peder Bundgaard og viste en feminin pendant til shubidubimanden fra Gasolin' 2. Nogle år efter Holy Jeans mislykkede eventyr på top 10 dukkede hun op i mit liv som obligatorisk festopvarmningsnummer hos en pige fra min gymnasieklasse. Så vidt jeg husker var det den eneste plade hun havde til sin lille lyserøde rejsegrammofon. Stor var min genhørsglæde derfor da Holy Jean dukkede op på bonusdiscen i den sorte box. Pigen fra gymnasiet har jeg ikke set siden.
En anden obskur single på engelsk fra samme periode var Kim Larsens første udgivelse med Starfuckers. Nummeret "Guess it's because" er faktisk meget iørefaldende og en rigtig fjollet Larsen ting, komplet med Wili på la la kor. Pladeselskabet troede nummeret havde hitpotentiale udenfor landets grænser så Starfuckers blev til lejligheden omdøbt til Sylvester's Jukebox (opkaldt efter Sylvester Larsen, der udgiver plader i eget navn i dag, men dengang var en lille dreng). Lige lidt hjalp det dog: Nummeret forblev en fjollet bagatel og har været forsvundet lige til i år hvor det så vidt jeg er orienteret indgår i Peder Bundgaards Compilation "Derfra hvor vi stod".
Vi spoler nu hurtigt frem til den videre udgivelseshistorie: Ca et år efter Gas 3 udkom "Stakkels Jim". Mærkelig allerede der fordi den havde en titel og ikke et nummer. Udgivelsen var timet til Julesalget og helt uden at være overrasket fik jeg pladen i julegave. (Min bror og jeg havde aftalt at give hinanden en plade efter eget ønske i gensidig julegave. Han fik af mig Sebastians "Blød Lykke" - der på en eller anden måde ikke har modstået tidens tand helt så godt).
Gasolin' var i slutningen af 1974 så store at det blev tilladt - og forstået - at min bror og jeg gik op på mit værelse på selve juleaften for at høre den nye plade. Allerede på åbningsnummeret kan man høre det: En ny selvsikkerhed og professionalisme er på vej ind i bandet. Tyve meter henne ad en rendesten - en fed, nærmest Halfdan Rasmussensk linje, - og sådan var det hele vejen. Et sted i underbevidstheden, næppe mærkbart, var måske en lille bekymring over glatheden, udvendigheden. Man savnede lidt et RIGTIGT Gasolin' nummer - men hold da så lige op: Da Franz sætter spaden på feed back og på Hendrix maner giver os "Sku' gammel wenskab ren forgå" med ny syret text er alt tilgivet. Jeg husker at vi løb nedenunder for at hente vores forældre for at dele dette kæmpestore øjeblik med dem - de lyttede høfligt, men gik så ret hurtigt tilbage til konfekten og brunkagerne. Siden kørte pladen selvfølgelig i heavy rotation på drengeværelset. Pladen blev en smule lunkent anmeldt. Vellyd og vrøvlevers var overskriften så vidt jeg husker i Jyllands Posten (som vi - herren tilgive os - købte i den periode i familien), men det var vi (dvs alle i min generation) jo fløjtende ligeglade med. Gasolin's popularitet bare voksede og voksede.
I går gik jeg, boblende af forventning, med mine tre brødre ind i friturekatedralen Palads for at se Gasolin' filmen. Der blev udleveret spørgeskemaer ved indgangen så vi kunne give vores feed-back. Og det kommer her: Tjaaeeeeeeaaaae.
Filmen fokuserer for meget på konflikten mellem Franz og Kim og rummer alt for lidt musik. Der er nogle meget mærkelige "dramatiseringer" af øjeblikke i det tidlige Gasolins liv. Sjovt nok nogle helt ligegyldige øjeblikke fordi aktørerne kun kan filmes bagfra eller med bøjet hoved fordi det jo ikke ER Franz, Kim, Wili og Søren, så vi ser nogle unge langhårede "impersonators" løbe over Knippelsbro med en trækvogn, løbe væk fra et sommerhus, løbe gennem Kongens Have, løbe rundt ved Regensen - uden på nogen måde at bidrage til fortællingen.
Der er desuden en skandaløs forfalskning af kronologien: Det refereres at Kim Larsens soloprojekt Værsgo' (den mand har en meget irriterende vane med apostroffer. Den engelske plade skulle absolut også hedde killin' time) kom mellem Gasolin 1 og 2, hvilket jo er helt forkert, og faktisk utilgiveligt når man laver en dokumentarfilm. Desuden er filmen uafklaret med sin brug af eksterne vidner. Der optræder kun to: Poul Bruun og Susanne Merz. Væsentlige skikkelser i Gas historien, men hvis man vælger at bruge andre kilder end hovedpersonerne så vil vi have mere: Roy Thomas Baker, Rocco the rat, hvide, Peder Bundgaard to name a few.
På plussiden tæller de fire Gassere - alle modnet med værdighed - Søren Berlev stadig med sin løvemanke, Wili mere bælgøjet end nogensinde og Franz med et smilende overskud selvom historien, der oprulles viser at han tog helt fejl af gruppens egentlige potentiale. Kim er jo bare Kim, men historien om hvordan han var fascineret af Odysseus myten, spillet på Hollywoodsk af Kirk Douglas (stadig udtalt dog glas af Kim - engelsk var aldrig noget for ham) udnyttes flot til at beskrive unge Larsens position i forhold til musikmiljøet.
På plussiden tæller også nogle energisk klippede fortællinger omkring tilblivelsen af den første plade - hvordan de pludselig skrev en dansk tekst, der blev til "Langebro". En flot sekvens om diskussionen der førte til gruppens opløsning - hvor det næsten virker som om de genopfører et skænderi.
Historien om det mislykkede USA togt fortælles også med megen humor - og alt i alt virker de alle fire som nogle glade mennesker der er kommet over det at have været Danmarks Beatles på en sund måde.
Hvis filmen havde været en halv time længere - mere musik tak - og uden de bøvede "dramatiseringer", så havde den været lige til at føje til en opdateret version af den sorte box. Nu er det mere so-so, som sjovt nok alt andet, der har været lavet rundt om VÆRKET - de syv studieplader.
I næste post følger min personlige historie om Gasolin'
Langt om længe er den meget hypede monsterdokumentar om His Bobness kommet ind forbi min ydmyge bopæl. Jeg har været begejstret for Dylan siden jeg som 15 årig købte Blonde on Blonde i den tro at det drejede sig om protestsange - noget der var temmelig in i 70erne i Danmark. Heldigvis tog jeg helt fejl og jeg kan stadig det meste af "Stuck inside a mobile with the Memphis Blues again" udenad.
Jeg har andetsteds på denne blog skrevet hvad jeg mener om Dylans kunst - og det mener jeg stadig. Jeg var lidt nervøs for om mængden af hype kunne holde vand. Jeg mener først kom "Chronicles" der vitterligt er fremragende - og nu dette: 4 timer med Bob forfra, bagfra og fra siden "instrueret" af Martin Scorsese.
Jeg får rystekramper og metalsmag i munden den gang om året Dylan gæster Danmark (København, Århus eller Horsens gudhjælpemig) og samtlige landsdækkende Aviser hiver endnu en af deres helsider op af skuffen skrevet af en alt for gammel fan eller en alt for ung fløs. Den første flæber og den sidste prøver at være fiffig (og kalder sgu stadig Bob for "protestsanger") - og det sker hvert år lige så sikkert som jordbær i juni.
Så med alle alarmer på standby satte jeg mig foran min PowerBook med hovedtelefoner på og trykkede på Play Movie.
Og hvor er det godt!! En fin illustreret historie om USA i den sidste halvdel af det 20 århundrede, fortalt så man føler at man er der: På the Gaslight, Gerdes Folk City osv osv. Bob selv har fået noget pergamentagtigt og skarpt over sig og fortæller med små slangesmil sin version af historien: Og det man altid glemmer. Bipersonerne var lige så unge dengang, så de medvirker alle som nydelige sprællevende og gråhårede mennesker. Særligt glad var jeg for at se Suze Rotolo, berømt fra coveret til "Freewhelin'" - med en stærk og charmerende udstråling.
Jeg klarede kun disc 1 i første sitting - og vender tilbage med rapporten fra del to.
Apropos "Freewhelin'": Kan nogen forklare mig hvordan det kan være at på to meget berøme fotocovers fra gader i hhv NY og London, nemlig den omtalte "The Freewhelin'' Bob Dylan" og "Abbey Road" med The Beatles holder der på begge plader i venstre side af billedet EN VOLKSWAGEN!!!! - dette er en sag for Oliver Stone.
Echo var navnet på den trommemaskine bandet brugte i sin ungdom i Liverpool i mangel på en trommeslager af kød og blod. Bandet har aldrig været andet (eller andre) end Ian McCullogh og Will Sargeant (ja nogengange har han ikke engang været med). De andre dele har frit kunnet skiftes ud.
De to gamle drenge ryger vist jævnligt i totterne på hinanden, men bliver heldigvis altid gode igen og har i de seneste knap 10 år produceret en solid række af melodiske melankolske svævende popperler. Således efter sigende også i år med albummet Siberia, der bragte dem til lille Vega i mandags.
For seks år siden overværede jeg bandet på Roskilde festivalen. Det var ved 18 tiden, så der var ikke tale om nogen kunstigt induceret entusiasme på min side - men alligevel DET VAR EN AF DE BEDSTE KONCERTER JEG NOGENSINDE HAR HØRT!!! Så det var med store forventninger jeg sammen med alle de andre unge på 40 troppede op på det hippe Vesterbro. For at blive noget skuffet.
En kæderygende solbrillet Mac, der virkede som om han bare skulle hurtigt hjem og have en smøg - en lydmand, der desværre troede at han stadig skulle lave lyd til orange scene på Roskilde producerede et første sæt, der var fladt og klangløst og slet ikke gav plads til Sargeants lyriske guitarguirlander. Efter et par fadbamser fik MacCulloch dog lyst til at være til stede og sluttede aftenen af på et absolut hæderligt niveau (lidt bizart med et Lou Reed potpourri indlejret i en af sangene fra Evergreen), men i betragtning af bandets konstant høje niveau på plade var det en bleg indsats - man fristes til at sige ekko - og min faste beslutning om at anskaffe mig Siberia blev sat lidt på hold.
Neil Youngs far er død - og i den anledning har sønnen lavet en meget mellow og klassisk Neil Young plade - sunget med den nye Young stemme (som han første gang brugte på Greendale) der næsten ikke er Shakey. Bevares der bliver ikke afsøgt nyt territorium, men det gamle får en hyggelig trissetur, der bla. a rummer perler som en smuk sang til den gamle guitar - eller en hyldest til Elvis - He was the king.
I takt med at jeg selv nærmer mig midten af livet påskønner jeg mere og mere popstjerner der tager alderens erfaringer på sig og udtrykker dem i stedet for at insistere på en postuleret ungdommelighed - men seføli, Neil har jo den fordel at han uanset hvad er forever Young.