I forlængelse af min tidligere serie om politisk design, bliver jeg også nødt til kort at kommentere Danmarks nyeste parti: Ny alliance - eller som det skrives på hjemmesiden nyalliance. Partiet har ingen politik endnu - en klar fordel da det jo giver masser af MULIGHEDER. Og vi ved at politik er det muliges kunst.
Partiet har heller ikke noget logo endnu - der er udskrevet en konkurrence hvor man kan vinde 5000 kr eller 50 års gratis medlemskab af partiet (jeg ville tage pengene). Jeg kan altså ikke kommentere det eksisterende design og vil holde mig til indledende spredt fægtning.
Set herfra er partiets største problem navnet: Ny alliance er ikke sexy som f.eks ENHEDSLISTEN eller KRISTENDEMOKRATERNE. De bliver nok nødt til at få sig et kælenavn sådan a la "alliancen". Det kan man høre for sig - "jeg stemmer på alliancen". Det lyder lidt som gammel sportsklub, men det gør nok ikke så meget og det vil allerede give partiet dets første valgslogan ganske gratis: "tag nu chancen - støt alliancen".
Nævnte navnetaktik vil også gøre det muligt for partiet ved festlige lejligheder bare at kalde sig "de allierede" - noget helt klart sejt og meget positivt - det lyder næsten som et band.
Så mangler de bare et logo - og her vil jeg foreslå noget ordentlig hårdtslående mærkevaregrafik og ikke bare en lala løsning fra et desktopbureau (spådom: En cirkel vil indgå i det endelige logo). Med sejt navn, sejt logo, kendte mennesker - så kan det ikke gå galt.
Så mangler de bare en politik.
Op til folketingsårets start oplever vi en opblomstring af politisk plakatkommunikation. Anførende på outdoorområdet er Dansk Folkeparti, der i år har forladt det 1980'er-agtige habitlook og "Frisk just over landet" til fordel for en plakatserie, der enten er lavet af en ufattelig kynisk professionel, eller vitterligt er lavet af folketingsgruppens juniorsekretær i programmet MS word - under alle omstændigheder må vi konstatere, at træfsikkerheden hvad angår stil og tone i forhold til målgruppen er intakt.
Vi har at gøre med et rodet layout uden struktur. Fuldstændig plakat-Uegnet i sin mangel på kontrast eller egentligt informationshierarki. Øverst en skønvirke bort der kunne være løftet direkte fra Danmarks Melodibog årgang 1906, så et dårligt billede af f.eks sagesløse ældre medborgere - og henover et slogan, som oftest det kryptonazistiske "dit land - dit valg" (bemærk den rytmiske lighed med "ein Land - Ein Volk") I SKRIFTEN PAPYRUS.
Papyrus er blandt designere decideret tabu. Det er en skrift, der anvendes til poesibøger, restaurantmenuer og følsomme plakater af solnedgange og kærester af den slags der prydede ungpigeværelser i gamle dage. Papyrus er tegnet så sent som i 1983 og sjovt nok anskueliggør denne underlige sammenblanding af skønvirke og forloren klassicisme præcis pointen at dansk folkeparti udelukkende henvender sig til rodløse mennesker uden et ægte forhold til rod og tradition. I stedet har de rod i et pulterkammer med skidt og kanel fra "gamle dage" - og formår ikke at vælge hvad der er egentlig historie og hvad der er opfundet af underholdningsindustrien.
Plakaterne er som al kommunikation fra DF rodet og kikset som en amagerghylde, men - igen - fuldstændig tro mod sin målgruppe og burde øjeblikkeligt gøres til pensum på landets grafiske uddannelser.
Hvis vi for en kort stund skal vende tilbage til sidste vinters analyser af politisk design, kan vi i den Københavnske Kommunalvalgkamp konstatere at Ritt Bjerregaard selvfølgelig beviser at hun som den eneste kan pisse på Socialdemokraternes designlinje - det er så forudsigeligt at det næsten ikke berettiger en kommentar.
Ritt gør sig bemærket ved:
1: At være på fornavn med vælgerne
2: At have et stort udråbstegn som visuelt gag R!TT
3: At have et underligt gammeldags slogan, der minder lidt om slangordbog årgang 1955 - sådan lidt Rifbjerg/Flemming/Tykke Niels agtigt
Alt sammen er mystisk hvis man tænker på isdronningen, aristokraten og pragamtikeren Ritt, men hun ser ud til at lykkes med det, så det er "godt solgt" som man engang sagde i reklamebranchen - nu i politikbranchen.
Iøvrigt vil jeg gerne vide om sloganets reference til vals er en hentydning til Klaus Bondams medvirken i forårets megahit "Vild Med Dans"?? Måske en invitation nu da Soffi Dalsgaard danser med Allan Olsen og slet ikke stiller op til kommunalvalget.
Nå du er slaget i fuld gang og vi vil her gå over til at se på partidesign "in action". Hvordan folder kommunikationsstrategierne sig ud? og hvad kan man mene om dem??
I en vurdering samler opmærksomheden sig i første omgang og næsten udelukkende om de tre gamle partier Socialdemokraterne, Venstre og Konservative (the party formerly known as De konservative). De mindre partier har simpelt hen ikke økonomiske ressourcer til at kommunikere på nogen struktureret måde, og deres indsats bør derfor henregnes til kategorien kuriosa eller spredehagl. Ganske vist har de Radikale vakt opsigt med en barsk propagandafilm, men den står som en enlig svale på en lyseblå himmel af amatørisme og skyldes sansynlivis udelukkende, at partiet blandt sine medlemmer tæller en prominent reklamefilmsinstruktør.
Hvis man så kiger på de tre hovedaktører liste A, C og V er det forbløffende hvor ens man er gået til værks. Der er trængsel på midten i dansk politik og de tre partiers grafikere er forbløffende enige om hvordan man signalerer moderne ufarlig nærhedspolitik, som er den platform, de alle tre har valgt. Venstre står for det man i skakkens verden kalder en teknisk nyhed idet partiet forsøger at annulere valgkampen ved både at være statsministerparti og opposition. Hver anden annonce er Anders "wildeye" der skuer mod fremtids fjerne mål - nydeligt stylet med nyt firseragtigt hår og halvfemseragtige skægstubbe - og hver anden er en vælger, der formulerer et krav: Skaf bedre børnepasning, flere penge til forskning, mere hjemmehjælp. Den slags retorik er jo normalt noget, man ville forvente af oppositionen, for det nærligende spørgsmål er: Hvorfor fanden har I ikke gjort noget ved det, hvis det er så vigtigt? Taktikken er listig og at dømme efter meningsmålingerne virker den. Socialdemokraterne har sjovt nok helt enslydende mærkesager, men de drukner jo lissom lidt når venstre har taget luften ud af dem på forhånd.
Liste A har ellers gjort et grundigt stykke arbejde denne gang. Hele sidste år så vi formand Mogens med ryggen til - lyttende til frustrerede forskere, pædagoger, unge etc og så - tadaaaa - da valget blev udskrevet fik vi et stort billede med Mogens Lykketoft en face midt blandt folket. Meningen er jo klar nok: Vi lytter og vi er i øjenhøjde med vælgerne. Det ser imidlertid ikke ud til at virke: Dels er men ved at fokusere på partiformanden gået ind på en bane regeringen har kridtet op: Præsidentvalget. Hvem kan I bedst lide? Mogens eller Anders?. En bane Venstre har tegnet, fordi de ved, at de vil vinde på den. Dels har man ved den bløde stil, udtrykt af den nye røde og det venlige billedunivers valgt et mindre konfrontatorisk udtryk og er således medvirkende til at styrke den almindelige holdning, at det egentlig er et valg mellem to socialdemokratier.
Konservative har overraskende valgt at koncentrere sig udelukkende om partiets ministre og det mystiske slogan: Mod til at skabe sammenhæng. I betragtning af ministermaterialets svaghed i almindeligt omdømme er det et modigt - nogle ville sige selvmorderisk valg. Partiets annoncer kommunikerer overhovet ikke - skaber ingen billeder eller meddigtende fornemmelse og virker forbløffende gammeldags og uambitiøse i betragtning af at de er lavet af byens dyreste kommunikationsbureau.
Hvis vi et øjeblik ser på de tre partiers slogans, er det også interessant hvor stort sammenfaldet er:
A: Sammen om fremtiden
C: Mod til at skabe sammenhæng
V: Så ved du det bli'r til noget
Vi ser at A og C deler roden sammen
at A og V deler fremtidsperspektivet
og at C og V deler handlekraftsbesværgelsen.
Det er dog med en vis lettelse at man konstaterer at taleperspektivet er forskelligt:
C: Mig (det er os der har modet)
V: Dig (det er dig der ved)
A: OS (vi er sammen..)
Man kunne overveje en combo der kunne være sloganet for den nationale samlingsregering:
SÅ VED DU VI HAR MOD TIL AT SKABE SAMMENHÆNG SAMMEN I FREMTIDEN
En sikker vinder.
Denne odyssé gennem dansk politisk designs desværre stillestående og smågrumsede vande nærmer sig sin afslutning - og lige som den litterære Odysseus vil min rejse også ende på en - nånej et - Ø.
Enhedslisten valgte i sin tid bogstavet Ø fordi det var halvdelen af ordet øv. Partiet er en nogle gange pinlig, nogle gange morsom anakronisme hvis holdninger bedst kan beskrives med badgeklassikeren: Ned med alt - og ud af resten. Designmæssigt står det ikke særlig oprørsk til: Vi har igen at gøre med den fladtrådte rød/grønne finte (se omtalen af SF's brug af samme metafor).
Baggrundsbanneret på hjemmesiden er mere beslægtet med Dansk Folkepartis tilsvarende banner. Hvor DF har bølgende kornmarker og alt andet godt fra Aksel Schiøtzlageret har liste Ø blot et bøgetræ og en lille mariehøne. Handler det om at være tryg?? Jeg tror der er en anden symbolik til stede: Gennem brugen af den rød/sorte mariehøne afslører enhedslisten på elegant og ansvarlig vis, at man er bevidst om den latente fascisme der lurer i enhver socialistisk bevægelse - det er sgu modigt!!.
Men derudover er der ikke meget at gøre for designpolitiet. Venstrefløjen tilhører traditionelt den gruppe menesker der mener at indhold betyder alt og form er noget pjat - det ses tydeligt på den grafiske iscenesættelse og på den vis må man også om enhedslisten gå skuffet fra borde - sagen unddrager sig egentlig bedømmelse.
Og som kommunikation er vi igen i en situation hvor man udelukkende taler til de i forvejen overbeviste. Der er intet i partiets materiale der henvender sig til potentielle vælgere. Der er tale om ren menighedspleje.
I et dristigt greb med det formål at få fat i nye vælgere skiftede Kristeligt Folkeparti for nogen tid siden navn til (hold fast) KRISTENDEMOKRATERNE!!!. Partiet adskiller sig nu markant fra de andre partier i folketinget: Længste etords partinavn (et bogstav mere end socialdemokraterne) - men det er desværre også den eneste forskel man kan pege på i et designprogram der giver ny dybde til ordet: Nondeskript.
Sådan set er der jo gjort et ærligt forsøg. Hjemmesiden fremstår relativt nutidig og inholdsorienteret. Der er tegnet et nyt logo og et fint billede af en mand der forsøger at stjæle en basketball fra en lille dreng fortæller os alle fra starten, at det er overholdelsen af de ti bud, der står centralt på partiets dagsorden. Problemet er, at det hele i den grad mangler kant og identitet. Det kunne lige så godt være trukket i en automat hos et af de tusindvis af design/kommunikations/mediefirmaer, den moderne tid har velsignet os med.
Selve KD mærket, der består af en orange cirkel med et K i og en blå kasse bagved med et D minder i brugen lidt om det gamle danmønt logo, men er derudover en af den slags ting der løber i musen i løbet af de første fem minutter når man sidder og dasker rundt med et tegneprogram.
Navnetrækket Kristendemokraterne er en nydelig fed Gill. En af de mest brugte skrifter blandt grafiske designere overhovedet. Der er intet gjort for at moderere udtrykket eller gøre det mindeværdigt på nogen måde.
På samme måde må man omtale både websitet og partiets interne blad - begge dele ligner metervareproduktionen fra gennemsnitsdesignernes pølsefabrik: Det er ikke specielt dårligt, men det er meget langt fra godt.
Politik og design handler om forskelle - om at synliggøre de væsentlige og ignorere de uvæsentlige. Kristendemokraternes design er i al sin tungenudafvinduet vandgrøds- og husblashed så ligegyldigt, at jeg ikke engang kan få mig selv til at skrive mere om det.
Partiet er uden tvivl velmenende, men med så lidt skyts vil det blive løbet over ende når de store partiers valgmaskiner tromler hen over landet.
Der bliver ikke genvalg til KD.
Det ser ud til at tsunamikatastrofen har udskudt det ventede folketingsvalg. Så i håbet om at kunne nå gennem samtlige opstillingsberettigede partier inden valgkampen vil jeg først og fremmest koncentrere mig om politisk design:
I den efterhånden uendelige serie om politisk design er vi nu nået til folketingets trediestørste parti: Dansk Folkeparti.
Og det er jo næsten for nemt: DFs design er grimt, kikset, naivt og dumt - men uhyggeligt nok - dermed det mest ærlige designudsagn so far.
Vi lærer jo at form og indhold skal svare til hinanden. Den mest almindelige komiske motor er et bytte rundt på form/indhold forholdene: En præst der synger sjofle sange. En rocker der samler på frimærker osv. En eller anden klog mand har skrevet et længere essay om detteher med udgangspunkt i middelalderkomikeren Rabelais, og pointen her er netop, at komik er når røv og hoved bytter plads. Det er uden tvivl denne dybe sandhed DF's grafiker har villet udtrykke med partiets logo. Det forestiller to røde pølser, dekoreret som dannebrogsflag, der med den konkave side vendt mod hinanden og en pil i modsatte ender netop udtrykker komikkens sande motor. Om der er tale om en bevidst subversiv aktion fra grafikerens side eller om der er en anden symbolik på spil kan jeg ikke sige. Andre læsninger af logofiguren melder sig også: Der kunne være tale om en repræsentation af mor danmarks skød under fødslen af et nyt parti. Men her er vi nok for langt ude på det Freudianske overdrev.
Dansk folkeparti har klaret sig fantastisk godt og jeg ved godt at man ikke bare må disse en trediedel af vælgerbefolkningen. Men altså. Jeg mener at dansk folkepartis succes mest af alt er en falliterklæring for den danske undervisningspolitik. Vi har at gøre med mennesker, der mener at Morten Korch film er en slags dokumentarfilm fra halvtresserne - mennesker der er ærligt anfægtede - bevares - men hvis anfægtelser bygger på et bjerg af mystisk folketro og tilfældig bodegasnak. Kernevælgerens anstrengte forhold til skolevæsenet udtrykkes glimrende i en serie plakater der de sidste måneder har skæmmet landets stationer. Under et uhyggeligt billede af det fremadskridende trehovedede monster Kjærsgaard/skaarup/thulesen dahl anført af Pia Kjærsgaard "in drag" står med kluntet skråskrift: Frisk just over landet. Hvad i alverden skal det betyde?? Det minder om den måde man skrev "i gamle dage" mest af alt hvis man i en eftersidningstime skulle skrive 100 gange "de varme lande er noget lort" - men igen - selvom det er gjort blindt er det præcist. (og meningen er vist at der skal stå frisk Pust over landet)
Partiets interne kommunikation kan studeres ved at downloade partibladet fra hjemmesiden. Bladet er layoutet med en visuel referenceramme i se og hør eller hele Aller Press's produktion, og tonen er den samme nedladende blanding af højtlæsning for dværge og apokalyptiske trusler, man kan finde i publikationer fra Jehovas Vidner eller måske Det Bedste fra 1950erne.
Status er derfor: DF's design er tro mod sit bagland på samme måde som en Nettoforretning. Denne overensstemmelse er sansynligvis ikke resultat af noget kynisk valg, men simpelthen ærlighed. Det kan derfor kun vanskeligt vurderes som design - men netop overensstemmelsen mellem form og indhold forklarer hvorfor det er DF der har fremgang i disse år. Deprimerende men sandt.
Der var engang for længe siden at det var smart at være SFer. SF blev godt nok af den unge generation i 70erne betragtet som "borgerligt", men velbjergede og velmenende kulturradikale var alle sammen SFere - kystbanesocialister.
Der var også engang at venstrefløjen havde humor og kommunikationsmæssig tæft. Måske hænger de to ting sammen - ihvertfald er det meget længe siden og unge mennesker, der ikke selv kan huske de tider, må tro jeg lyver, hvis de kun skal se på nutidens materiale.
Sammenhængen mellem avantgarde kunst og avantgarde politik går helt tilbage til det moderne genembrud og manifesterer sig kraftigst i de første årtier af det tyvende århundrede. Tænk på de russiske konstruktivister eller John Heartfield for eksempel. Kritiken af det borgerlige samfund hang selvfølgelig sammen med en kritik af den borgerlige kunst. Desværre blev bevægelsen hurtigt overtaget af kedelige tørvetrillere der sagtens kunne klare sig uden vilde ideer - men havde mere brug for effektive spytslikkere og bødler. Allerede tidligt i den Sovjetiske revolution knæsatte Stalin den socialistiske realisme, som siden blev eksporteret til Kina og Cuba - og søreme også fik et feedback loop til den Europæiske venstrefløj - f.eks udtrykt ved det hæslige kunstnerkollektiv Demos, hvis mest fremtrædende medlem var den habile grafiker (og talentløse forfatter) Dea Trier Mørch og den bøvsende betonsurrealist Troels Trier. Nåmen alt dette bare for at sige, at grafik havde en virkelighed på venstrefløjen. Man hængte plakater af Che Guevara op på sit kollegieværelse, man agiterede på gadeplan med hastigt udformede vægaviser. Og set fra denne observatørs synspunkt var det selvfølgelig BEDRE end INGENTING. Og ingenting - det er hvad venstrefløjen har nu: Zilch, nothing, nada - snakeeyes.
SF råder grafisk over ET eneste grafisk element - en storgrim logotype: Bogstaverne SF kursiveret for at signalere dynamik, men en typografi man mest forbinder med købmandskæden "en af de friske butikker".
Man har dernæst gjort sig bemærket i gadebilledet med en serie plakater med budskaberne vi er stadig røde hhv grønne. Hver plakat er fiffigt farvesat med den modsatte farve. Vi har her at gøre med et vist metaæstetisk raffinement fordi farverne rød og grøn er komplementære. En effekt tegnestuen Designlab for 15 år siden anvendte i et designprogram for Rødby kommune. Jeg tvivler dog alvorligt på at det er Designlab der har været på spil her - selvom det selvfølgelig kan blive småt for enhver. Anyways - som plakater fungerer de overhovedet ikke: Vores nysgerrighed, engagement eller forundring sættes på ingen måde i spil og dermed melder SF sig ind i den store gruppe af politiske partier, der betjener sig af hjemmelavet design, hvis primære formål er at overbevise de overbeviste - noget man også kalder spild af penge.
På websiden har SF en af den politiske arenas bedste sites - udfra en indholdsbetragtning: Maser af præcis information (i det omfang adjektivet præcis giver mening i forhold til SFs politiske udsagn), logisk struktureret og nemt at anvende. Men som grafisk design halter den som resten af partiets profil forvildet rundt i et mudret brakvandsområde mellem aftenskole og kartoffeltryk.
Alt i alt må designpolitiet her konkludere at SF ikke vil opleve fremgang ved det kommende valg - partiet ejer simpelthen ikke offensiv kapacitet på kommunikationsfronten - men hvis man læser det, der står på hjemmesiden, er det måske godt det samme.
Det Radikale Venstre råder, ud over en stor mængde lærere og bibliotekarer over det politiske livs største procentmasse af hipsters - man må derfor forvente design, der vil forandre verden på den fede måde. Desværre bliver man skuffet.
Først må det siges, at det radikale venstres design i et og alt er tro mod teorien om en bermudatrekant i Danmarks politisk interesserede kulturelite. Partiets design har så længe nogen kan huske, til forveksling lignet dagbladet Politiken. Selv det logoagtige B har de radikale i lang tid delt med Politikens Boghandel. Og som om det ikke var nok, har man valgt en hjemmesideaddresse der næsten er identisk med vores allesammens DR - nemlig www.drv.dk.
Radikale vælgere tror på indhold og man finder uden tvivl blandt den radikale vælgermasse den største skepsis overfor "marketing" vest for enhedslisten. Denne holdning ytrer sig klart i partiets design, der er forvirret, uklart og uden linje - ganske som partiet kunne onde tunger sige. Partiets farve er den lede og billige procesblå - ellers kun kendt fra lokalaviser. Man har så skruet en hjemmeside sammen, der kun henvender sig til de i forvejen omvendte: Relativt overskuelig men uden sammenhæng med elegancen fra det klassiske Bodoni B, der har været partiets kendemærke siden Hilmar Baunsgaards tid. Folketingsmedlemmernes portrætter kan downloades - en brugervenlig feature - men protrætternes kvalitet er vildt uegale: Nogle er taget i en automat på Nørreport og andre er elegante sort/hvide portrætstudier. Det er åbenlyst et valg, der har været overladt til den enkelte kandidat.
Man kan på hjemmesiden downloade partiets interne blad som pdf - og her afsløres en tarvelig trykkeridesignet tryksag af værste skuffe: Så mange farver som muligt, ingen typografisk holdning: Et bladhoved i Franklin Gothic og rubrikskrift i den stendøde og tidlig halvfemsertypiske Meta - man fornemmer på ingen måde en fælles afsender med partiets øvrige kommunikation. Mest af alt ligner det bladet "Tænk og Test" fra for et par sæsoner siden - et passende signal, naturligvis, for et parti der har hændervridende bekymring som sin yndlingsposition.
Partiets slogan har også fået en ny udformning her op til den stundende valgkamp: "Der er fremtiden til forskel". Man har her sansynligvis trukket på den rige medlemsstab af reklamefolk. Sloganet er både mundret og til forskel fra mange af de øvrige slogans årgang 2004, har det et direkte formål i forhold til en valgkamp - nemlig at svare på spørgsmålet: Hvad er forskellen??
Man ville ønske, partiet også indenfor grafisk design rådede over den form for ekspertise.
Konkluderende må det siges, at Det Radikale Venstre fremstår som et parti uden offensivt potentiale. Man virker tilfreds med at tale til de i forvejen omvendte og dermed understreger partiet i sit forhold til kommunikation meget godt, at det i dag er de selvfedes parti.
Herfra skal kun lyde et "held og lykke" - I får brug for det.
Folketingets største parti, regerings- og statsministerpartiet Venstre er også klar til valgkamp. Man har i venstre valgt blåt - reflexblåt - dog nok ikke for at stemme sindet til reflexion.
Blåt er altid pænt, som Storm P vist formulerede det. Og blåt er også farven på velhaversegmentet i de mange riscbaserede analysemodeller. Blåt er også disse menneskers yndlingsfarve og blåt er den foretrukne farve til alt, når man skal udstråle seriøsitet og værdighed. Hvorfor blåt har den effekt, kan man ikke svare på. Men himlen og havet er blå - begge destinationer for menneskets drømme og længsler.
Venstre var under Uffe Ellemanns formandsperiode også blå, men en mere lys blå nærmest cyan. Anders "Wildeye" Fogh Rasmussens venstre er gået over til den mindre reklameagtige og mere værdige reflexblå. Der er noget antiseptisk og ministerielt over farven. Vi er ikke helt ovre i de dybblå og indigo toner som foretrækkes af firmaer, der vil udstråle seriøsitet og soliditet.
Venstre fik for et par år siden redesignet sit V logo. Der var noget skønt corny over det "mod"- agtige V med pilen. Det mindede om rockgruppen The Who's gamle logo fra tressernes swinging london. Men man vurderede - korrekt - at det var lidt for kikset til et seriøst parti i halvfemserne. Valget er så faldet på navnet venstre skrevet med en meget fed Gill og V'et har så fået et koket knæk i VENSTRE side så det stadig bringer mindelser om det gamle the who agtige logo, men også kommer til at ligne et checkmærke - dem man kalder "flueben". V'et skal på den måde udstråle dynamik og fremgang, men pointen med fluebenet er af den type grafikere på lokalafviser finder på til solcentre og kosmetologer.
Ideen med at fremhæve v'et så man både siger liste V og Venstre er selvfølgelig fornuftig. Socialdemokraterne forsøgte sig med noget lignende for et par gange siden, men har siden fravalgt det.
Venstre lancerer det reviderede design i forbindelse med et nyt slogan og et redesign af hjemmesiden.
Sloganet er "så ved du, det bli'r til noget" (for nogle dage siden var det "vi holder hvad vi lover" - men sloganet holdt åbenbart ikke).
Et lidt vanskeligt slogan i familie med BTs - "så sker der noget" eller Kvicklys "så behøver du kun handle et sted" - måske meget passende at lægge sig mellem en skodavis og et supermarked, men tankevækkende at sloganet - som det forrige iøvrigt - ikke engang FORSØGER at handle om substans, men KUN om teknikalitet. Hermed har Venstre som folke- og spinparti perfektioneret professionaliseringen af det politiske liv: Det interessante er nu kun spørgsmål om teknik og politik i fremtiden bliver til stævner i isdans eller synkronsvømning hvor indhold er ingenting og form er alt.
Denne udvikling burde vel tiltale en æstet som undertegnede, men som jeg altid siger: FORM ER INDHOLD!!!! (så fat det dog!!!) og hvis man som politiker tror, man kan klare sig med gode stilkarakterer, så er der noget galt med enten ens selvopfattelse eller ens opposition.
Hjemmesiden fremstår helt i tråd med det meningsblanke slogan som et stykke glat overflade i stilen "corporate design" som regeringspartierne åbenbart foretrækker. Illustrationerne er himlen over Christiansborg, Dannebrog og udvalgte politikere (heriblant de skandaleramte Fergo og Schmidt). Hjemmesiden er effektiv of elegant professionel. En fremragende feature er muligheden for download af både billeder og logoer. Den fremstår imidlertid samtidig så sexet som en kummefryser i kraftig neonbelysning og bringer uværgerligt tankerne til Adornos bon mot: "Hvor alt er hvidt er det fækalierne der hersker".
Den passer således godt til den bakterieangste partiformand og er på den bagvendte måde et stærkt udtryk for konsistens.
For at rekapitulere: Venstre fremstår med et viljestærkt udtryk af hvide tandsmil og blå blazere. En gruppe målbevidste alvorsmænd og kvinder. Bedømt på udtrykket kunne partiet være et rederi, en bank eller et forskikringsselskab - og det er måske også det vogterne over "forretningen danmark" ønsker at være.
Så udtrykket er ærligt - hvordan det samtidig lykkes at fremstå som et ideologisk parti og et "folkeparti" er en gåde kun psykologer eller spindoktorer kan svare på.
I den fortsatte serie om politisk design er vi nu kommet til hele danmarks socialdemokrati, også kaldet socialdemokraterne. Socialdemokraterne har noget at leve op til: Partiet står bag den ENESTE valgkampagne i dansk politisk historie, der er sevet ned i den kollektive erindrings grundvand: Stauning eller kaos!!
Hvis vi betragter denne kampagnes bestanddele lidt nærmere ser vi to ting: En klar formulering (der oven i købet er formuleret som et valg) og en mand med skæg. På begge disse fronter må vi konstatere at nutidens socialdemokrati bevæger sig væk fra fortidens forbillede.
Men det er også svært når man har sejret ad helvede til. Hvor går man hen når ingen kan få øje på fronten?? Der er ikke nogen at være uvenner med mere. I dag vil alle være venner med alle - men ingen er det. Vi er kun venner med os selv. Det er ikke svært at forstå at de politiske spindoktorer selv bliver rundtossede.
Socialdemokraterne er rent designmæssigt i en meget heldig situation ved det, at man råder over reel meningsfyldt ikonografi: Den røde farve. Den røde farve tilhører venstrefløjen i en sådan grad at rød er et politisk tillægsord. (Andre farver med politisk betydning er brun og sort - men det er entydigt negativt - og så grøn som ikke har nogen partipolitisk betydning, jvf konservative, som nok nødigt, selv efter det nye redesign, ville kaldes et grønt parti).
Socialdemokraterne har desværre også det problem, at den røde farve er belastet af hundrede års misbrug af kommunistiske diktaturer og deres sympatisører - man har derfor i socialdemokraternes moderne inkarnation bestræbt sig på at tune farven væk fra det politisk røde til noget mere farverødt.
Et forståeligt og fornuftigt træk. Valget er faldet på en nydelig bordeaux, der også tydeligt signalerer, at medlemmernes smag er gået fra håndbajere til noget mere kultiveret.
Man forsøger sig desuden med et fælleseuropæisk symbol - den røde rose. En ide, der opstod en gang i halvfjerdserne og egentlig er et ganske sympatisk forsøg på at skabe en fælles symbolik med søsterpartierne i de andre lande og derved understrege "internationale" på den fede måde. Blomsten som betydningsbærende designelement er desværre ikke specielt præcist. Pointen er jo nemt forståelig: Den røde rose som symbol på kærlighed, hjerteblod, hengivenhed og human interaktion (Jeg kunne nu bedre lide den gamle version, hvor rosen havde bevaret sine torne). Men blomsten er også "bare" pæn og positiv og kan derfor anvendes til alle formål: Tøj, forsikring, creme, cigaretter for bare at nævne nogle få. Derfor skal blomsten være meget speciel for at kunne opnå en betydning, og her fejler nutidens socialdemokrater. Blomsten i sin nuværende udformning har INGEN grafisk kvalitet. Den ligner både et salathoved og en anretning med kyllingelår og er tegnet på en klodset og uinteressant måde der umuliggør fjernlæsning. Det er simpelthen ikke godt nok.
Den øvrige designgarniture er i omgangshøjde med tiden. Socialdemokraterne var de første til at droppe det formelle partinavn, SocialdemokratiET og gå over til det mere personlige socialdemokratERNE. Typografien en lidt uinspireret Frutiger, holdt i en beskeden grå. Signalet synes at være: Vi gør ikke en kat fortræd.
Den form for design er forståelig når man har styrken til det underspillede, men efter denne iagttagers mening burde man have taget langt hårdere fat med det samme partiet røg i opposition. Der skal råbes højt og præcist for at overdøve propagandamaskineriet fra den siddende regering.
Problemet bliver tydeligt når man iagttager billedvalget til den nyligt udgivne pjece med partiets nye program "Hånden på hjertet"
Her er tale om noget, der ligner en skitse til corporate design, selvom selve layoutet vist er foregået in-party. Vi har den bordeauxrøde, den nye antikva og en nydelig men harmløs typografering. Og så har vi store helsides billeder af mennesker, der lissom skal give de mange kedelige ord et humant og nødvendigt anstrøg. Der er måske tale om et freudian slip, men hvilke billeder har man valgt?: Børn og gamle (inclusive et fint sorthvidt skud, der grangiveligt ligner partiformanden som working class hero). To vælgergrupper, der ikke KAN være i centrum for partiets fremtidsrettede kommunikation. Der er i hele pjecen kun ét billede af personer i den aldersgruppe, der formodes at læse programmet og gøre noget ved det hele og stemme på partiet. Og meget sigende er det et billede af et yngre par i liggestole, med ryggen til kameraet, på ferie i de varme lande stirrende ud over vandet.
Jeg er den første til at medgive at man kan overdrive billedtolkninger, men i mine øjne har socialdemokraterne ubevidst, med billedvalget i pjecen sat en stor fed finger på det ømme punkt: Hvem er det egentlig vi taler til? Dem vi tror vi taler til tør vi ikke vise et bilede af.
Man kan ikke være venner med alle - det er stadig sandt. Kraftfuldt design gør også nogle sure og andre meget glade. Men for at opsummere:
Ny rød: OK
Bomærke (rose). Ikke OK
Typografi: Hmmm...
Iscenesættelse (billedvalg): Desværre præcis.
Alt i alt : Designmæssigt ikke et parti, der er klar til en valgkamp (desværre)
I anledning af det tilstundende folketingsvalg har jeg så småt startet en serie posts om det politiske landskab i Danmark betragtet fra udsigtspunktet grafisk design. Nedenfor kan læses en desværre temmelig infinit vurdering af Konservatives nye design. Jeg har tygget længe på hvad, der er årsagen til denne tjaa bom bom holdning fra min side.
På den ene side er der jo tale om et nydeligt stykke grafisk arbejde. På den anden side er det bare ikke godt nok. Hovedproblemet må være at Politisk design som genre er afgået ved døden - måske fordi politik som egentlig holdningskamp er afgået ved døden.
I parlamentarismens barndom i det tyvende århundredes begyndelse opstod politisk propaganda sammen med den øvrige massekultur. Hurtigt definerede datidens designere en hårdtslående krads grafisk stil der passede godt til de politiske budskaber og var råbende og entydige som dem. Politisk design fandt desværre sit klareste udtryk i de to morderiske ideologier Nazismen og Kommunismen. Erfaringerne herfra lukkede en hel udtrykslandevej for efterkrigstidens designere. Langsomt gled det politiske design i Danmark (Europa rettere. USA har en markant anden politisk designkultur, der er i familie med skolesystemets udtryksform, men det er en anden historie) ind i en apati, hvor man nøjedes med at sætte et stort bogstav på et papskilt. Garanteret aldrig berørt af professionelle designere.
I mellemtiden overtog erhvervslivet den totalitære stats virkemidler i det, der i dag hedder "branding". Man kan selvfølgelig ikke overtage en udtryksform uden samtidig at udvikle den og over årene har firmadesign da også bevæget sig væk fra en ren designfascisme til et mere blødt udtryk - værdibaseret ledelse hedder det vist.
Det er så sjovt at de politiske partier når de får lyst til at bevæge sig ud af deres vinterdvale søger udtryk netop hos erhvervslivet, der har en slags udvandet totalitarisme som sit kendemærke.
Man søger på ingen måde at definere en selvstændig position - og det er vist her at jeg får min dumme øv fornemmelse overfor fx konservative: Det ligner jo bare et hvilket som helst kedeligt firma. Faktisk deler Konservative på nær typografien design med amagerbanken. Og det er jo lidt kedeligt at man ikke kan se om en plakat er for en bank eller for et politisk parti.
Valgkampen er i gang. Partierne pudser profilen og skyller stemmebåndene. Som det synlige bevis på det strategiske skift, der bragte den venlige næsten humanistiske og nærmest begavede Connie Hedegaard tilbage til Christiansborg afslørede "the party formerly known as De Konservative aka Det Konservative Folkeparti" på det netop afviklede landsråd et nyt look og en nyt meget tåget "mission statement", der lugter betænkeligt meget af Kunde og co.
Partierne dekorerer ca hvert fjerde år landets lygtepæle med en brandstorm af virkelig hæslige plakater, ingen nævnt, ingen glemt. Det har altid undret mig, at de arbejder så uprofessionelt med deres grafiske udtryk. Konservative (bemærk: Ikke DE konservative, ikke DET Konservative Folkeparti) har nu besluttet sig for at gøre noget ved det - hvad skal man dog mene om det?
Æstetisk er der tale om et stort spring. Væk er de grimme udsalgsfarver og den misforståede vits med c'et i en cirkel som copyright mærket. I stedet har man valgt et udtryk der kunne kaldes den danske bank i grønt: En specialtegnet, cool og uformel logotype, c'et i en grafikerbolle, sådan en der hverken er cirkel eller oval men lidt rund hele vejen rundt (senest hypet af den store danske encyklopædi), en uformel moderne akcidensskrift til overskrifter og en tunet grøn bundfarve, der i stil er i familie med den socialdemokratiske tuning af den røde (mere herom senere). Alle disse tiltag symboliserer afslappet, urban modernitet og åbenhed.
Det uformelle underbygges af vagheden i navnet: Konservative i stedet for DE konservative eller DET Konservative Folkeparti er et mystisk valg. Hvorfor ikke konservativ i ental, hvis der ikke skal nogen artikel på?? Konservative - der er lidt international stemning over det - det bliver jo næsten engelsk eller også er det bare for at få ordet til at svæve som en fint forstøvet tåge i luften. Hverken nogle mennesker eller et parti - nææh en IDE!!! og hvad er så denne ides indhold?? Mod til at skabe samenhæng. Her må tekstsnedkerne hos Kunde og co da have arbejdet på meget stærk kaffe i lang tid. Man ser det for sig: Der er tre core values: Mod, arbejde og sammenhæng - de kan samles i sætningen: Mod til at skabe sammenhæng. Ikke særlig mundret og helt umuligt at huske. Så tæt på at være meningsløst, man kan komme uden at gå over til at tale sort:
Konservative: Efterkrav gelejder hydrograf
eller det mere mundrette
Konservative: Indpak emblem og cockerspaniel
Hvis man ser på de tre grundelementer i den nye branding pakke konservative har købt: Vag grafisk stil, vagt navn, vagt mission statement, så er det svært at se, hvordan det på trods af den æstetiske forbedring skal skabe fremgang for paritiet. Det er åbenlyst at man går efter det attraktive midtervælgersegment, men det nytter ikke noget at tage designertøj på hvis man bare er en stivstikker med vilde øjne.
Det bliver spændende at følge OM designet virkelig er et udtryk for en ændret politik eller bare den grimme lugt af branding. Hvis det sidste er tilfældet vil både designpolitiet og vælgerne uddele bøder.