Øv - som spåmand have jeg ikke succes med hensyn til CSCs sponsorat af Bjarne Riis. Og de, der fremfører at CSC har gjort det eneste fornuftige - at de undgår at blive klistret ind i Riis' dopingmisbrug netop ved at hænge på - de har selvfølgelig en pointe, meeeen jeg tvivler stadig på langtidseffekten. Jeg har svært ved at se Riis møde op ved sommerens Tour de France - og hvad sker der når Hamilton og Basso i fremtidige bøger "afslører" at Riis vidste det hele hele tiden?
Tør tårerne (se herunder)! Jeg har fundet ud af hvordan de danske dynamitdrenge igen kan komme i det fine selskab. Vejen til alpernes bjældeberinglede stadions ligger åben - det kræver kun lidt offervilje:
Hvis en roligan af den nye aktive type ved hver udekamp i resten af kvalifikationsturneringen, hopper ind på stadion og knalder dommeren en på kajen - bum så vinder Danmark kampen 3-0. På den måde har vi sikre udesejre over Svenskerne og Irerne - den eneste egentlig svære kamp, der resterer er Spanienskampen - og her vil Christian Poulsen, med sit store kendskab til spansk fodbold være tilbage og en sikker garant for dansk sejr. (plus det hemmelige våben: Michael Laudrup!!!!)
I den tid jeg har været væk fra mit skrivebord er en af de begivenheder jeg dermed desværre ikke har kommenteret det nys afholdte VM i fodbold: Enten har alderen for alvor indhentet mig eller også er der noget om det: Det var bedre i gamle dage. Med undtagelse af Italien '90 mindes jeg ikke et mere kedeligt VM. Alt for mange ligegyldige kampe mellem dårlige hold, Alt for meget fedtspil, alt for få mål og alt for få rigtige stjerner. Jeg kan ikke huske én eneste detalje her to måneder efter - bortset altså fra "El toro" Zidanes suveræne flyveskalle mod den sjofle kryptofascist Materazzi. Og det har jo trods alt ikke meget med fodbold at gøre. Jeg tror det ville være en god ide at aflyse champions league i VM året - for det er jo tydeligt at alle de bedste spillere er dødtrætte og demotiverede, det var derfor at to semipensionister som Zidane og Figo kunne stå så relativt stærkt i denne turnering.
Et deja vu ramte mig mandag morgen da jeg så at årets Super Bowl står mellem Pittsburgh Steelers og Seattle Seahawks.
Jeg tilbragte skoleåret 1979-1980 i USA og blev, godt hjulpet af en familietradition der involverede varm chokolade og hjemmebagte kanelsnegle, temmelig glad for at se "monday night football". Et superformat på en kedelig mandag. Sådan en kamp med forskræp og pauser og reklamer kunne nemt tage fire timer. Der sad vi så og sang "I wanna live with a cinnamon roll - I could be happy the rest of my life with a cinnamon roll" og så de uovervindelige Steelers folde sig ud.
Steelers var i 70erne Footballs svar på Bayern München på samme tid. En supermagt. De vandt fire superbowls mellem 1974 og 1980 og holdet talte stjerner som Terry Bradswaw, Lynn Swan, "Mean" Joe Green, Franco Harris bare for at nævne et par stykker. Steelers vandt meget, men de delte også med Bayern München den lidt kedelige spillestil: Solidt forsvar, mange running plays.
Dengang var et up and coming team der fangede min interesse Seattle Seahawks. De spillede et mere artistisk, næsten Europæisk, spil med overraskende plays og en fantastisk ung quarterback ved navn Jim Zorn. I november i en kamp mod NY Jets tangerede han rekorden for flest fuldførte afleveringer i træk (14 eller 15 så vidt jeg husker). Han var kun et par og tyve og han blev spået en stor fremtid. Seahawks vandt ikke noget stort - de havde den tragiske fejl indbygget i det stort anlagte spil, at det en gang i mellem gik galt - og så gik det meget galt.
Så min glæde ved at se, at Steelers er tilbage bliver næsten overdøvet af at Seahawks endelig får chancen.
Jim Zorn wherever you are - jeg hepper på dig.
Kunne man tænke sig at EPO er det så ivrigt eftersøgte vidundermiddel mod cancer?
Det ville være en smuk historie.